M’Cheyne Bible Reading Plan

44 Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i hans Sæk ² og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød. ³ Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres Æsler. ⁴ Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? ⁵ Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!"

⁶ Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem. ⁷ Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt fra dine Trælle at gøre sligt! ⁸ Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller Sølv fra din Herres Hus! ⁹ Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din Herres Trælle!" ¹⁰ Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være sagesløse!" ¹¹ Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne den, ¹² og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk. ¹³ Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen.

¹⁴ Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var, kastede de sig til Jorden for ham; ¹⁵ men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?" ¹⁶ Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og han, Bægeret fandtes hos!" ¹⁷ Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den, Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred drage hjem til eders Fader."

¹⁸ Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao! ¹⁹ Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder? ²⁰ Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans Fader elsker ham. ²¹ Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at jeg kan se ham med egne Øjne! ²² Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader, thi hans Fader dør, hvis han forlader ham! ²³ Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn! ²⁴ Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad min Herre havde sagt. ²⁵ Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde! ²⁶ svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn, medmindre vor yngste Broder er med! ²⁷ Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru fødte mig to Sønner; ²⁸ den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet ihjel! Og jeg har ikke set ham siden; ²⁹ hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte! ³⁰ Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med, ³¹ så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med. og dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget med Sorg. ³² Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg ikke bringer ham til ham; ³³ lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre! ³⁴ Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den Ulykke, der rammer min Fader!"

14 Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslå ham. ² Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket."

³ Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved. ⁴ Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde: "Hvortil er denne Spilde af Salven sket? ⁵ Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende. ⁶ Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig. ⁷ De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid. ⁸ Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Begravelsen. ⁹ Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse."

¹⁰ Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. ¹¹ Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at forråde ham.

¹² Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet, sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?" ¹³ Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham; ¹⁴ og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? ¹⁵ Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der skulle I berede det for os." ¹⁶ Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det, således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. ¹⁷ Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv. ¹⁸ Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig, siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde mig." ¹⁹ De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er dog vel ikke mig?" ²⁰ Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i Fadet ²¹ Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født."

²² Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme." ²³ Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. ²⁴ Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange. ²⁵ Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige."

²⁶ Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget ²⁷ Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes. ²⁸ Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa." ²⁹ Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges." ³⁰ Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." ³¹ Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.

³² Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder." ³³ Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at forfærdes og svarlig at ængstes. ³⁴ Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger!" ³⁵ Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil." ³⁷ Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon, sover du? Kunde du ikke våge een Time? ³⁸ Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." ³⁹ Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord, ⁴⁰ Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. ⁴¹ Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. ⁴² Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

⁴³ Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste. ⁴⁴ Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort!" ⁴⁵ Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi! Rabbi!" og han kyssede ham. ⁴⁶ Men de lagde Hånd på ham og grebe ham. ⁴⁷ Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre. ⁴⁸ Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig. ⁴⁹ Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes." ⁵⁰ Og de forlode ham alle og flyede. ⁵¹ Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham; ⁵² men han slap Linklædet og flygtede nøgen.

⁵³ Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen hos ham. ⁵⁴ Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård, og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden. ⁵⁵ Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham; og de fandt intet. ⁵⁶ Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene stemte ikke overens. ⁵⁷ Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde: ⁵⁸ "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder." ⁵⁹ Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens. ⁶⁰ Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?" ⁶¹ Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?" ⁶² Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer." ⁶³ Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have vi længere Vidner nødig? ⁶⁴ I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden. ⁶⁵ Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene modtoge ham med Slag på Kinden.

⁶⁶ Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af Ypperstepræstens Piger, ⁶⁷ og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du var med Nazaræeren, med Jesus." ⁶⁸ Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede. ⁶⁹ Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode hos: "Denne er en af dem." ⁷⁰ Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også en Galilæer." ⁷¹ Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke dette Menneske, om hvem I tale." ⁷² Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu, som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.

10 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, ² sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! ³ Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? ⁴ Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, ⁵ er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, ⁶ siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, ⁷ endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

⁸ Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! ⁹ Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! ¹⁰ Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, ¹¹ iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? ¹² Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd ¹³ og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: ¹⁴ Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. ¹⁵ Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. ¹⁶ Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; ¹⁷ nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! ¹⁸ Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; ¹⁹ jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

²⁰ Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, ²² Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

14 Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger! ² En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun Urter. ³ Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har taget sig af ham. ⁴ Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er mægtig til at lade ham stå. ⁵ En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind! ⁶ Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den, som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud. ⁷ Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; ⁸ thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens. ⁹ Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske både over døde og levende. ¹⁰ Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds Domstol. ¹¹ Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud." ¹² Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

¹³ Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse. ¹⁴ Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det urent. ¹⁵ Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Kristus er død. ¹⁶ Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet! ¹⁷ Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd. ¹⁸ Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene. ¹⁹ Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse! ²⁰ Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød. ²¹ Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød. ²² Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger. ²³ Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.