M’Cheyne Bible Reading Plan
41 To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at han stod ved Nilen; 2 og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav sig til at græsse i Engen; 3 efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens Bred; 4 og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så vågnede Farao. 5 Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks skyde frem på et og samme Strå; 6 men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem; 7 og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede Farao, og se, det var en Drøm.
8 Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao. 9 Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine Synder. 10 Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren, 11 da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige Betydning. 12 Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede han dem for os, hver på sin Måde; 13 og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i mit Embede, og Bageren blev hængt."
14 Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder fremstillede han sig for Farao. 15 Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en Drøm, så kan du tyde den." 16 Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et gunstigt Svar!" 17 Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens Bred; 18 og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav sig til at græsse i Engen; 19 efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre, så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten; 20 og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer; 21 men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg. 22 Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde frem på et og samme Strå; 23 men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks frem, 24 og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."
25 Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre. 26 De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder ligeledes syv År; det er en og samme Drøm. 27 Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår. 28 Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue! 29 Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten; 30 men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden, 31 så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård. 32 Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske. 33 Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og sætte ham over Ægypten, 34 og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År; 35 og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og Lukke i Byerne,
36 for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til Grunde ved Hungersnøden." 37 Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale, 38 og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem Guds Ånd er som i ham?" 39 Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt; 40 du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig." 41 Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele Ægypten!" 42 Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals: 43 han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for ham. Således satte han ham over hele Ægypten. 44 Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!" 45 Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog omkring i Ægypten.
46 Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten. 47 Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År; 48 og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede han Afgrøden fra Markerne der omkring. 49 Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand, indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.
50 Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat, Præsten i On Potiferas Datter; 51 og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus." 52 Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."
53 Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme, 54 begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød. 55 Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han siger eder!" 56 Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog til i Ægypten; 57 og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi Hungersnøden tog til over hele Jorden.
11 Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem: 2 "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks, når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører det hid! 3 Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger: Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen." 4 Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved Gyden, og de løse det. 5 Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at I løse Føllet?" 6 Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte dem det. 7 Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han satte sig på det. 8 Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de afskare på Markerne. 9 Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! 10 Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det højeste!" 11 Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til Bethania med de tolv.
12 Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig. 13 Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. 14 Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.
15 Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. 16 Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem Helligdommen. 17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule." 18 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham, eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.
19 Og da det blev Aften, gik han uden for Staden. 20 Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet fra Roden af. 21 Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet, som du forbandede, er visnet." 22 Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud! 23 Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske. 24 Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have fået det, så skal det ske eder. 25 Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade eder eders Overtrædelser. 26 Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ej heller forlade eders Overtrædelser"
27 Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham. 28 Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?" 29 Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. 30 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer mig!" 31 Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke? 32 Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet. 33 Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
7 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. 2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, 3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. 5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. 6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. 7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! 8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. 9 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
11 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. 2 Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: 3 "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv." 4 Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål." 5 Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg. 6 Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde. 7 Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede, 8 som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag." 9 Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; 10 deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!"
11 Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. 12 Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 13 Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, 14 om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. 15 Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?
16 Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også. 17 Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, 18 da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig. 19 Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet. 20 Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt! 21 Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig. 22 Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges. 23 Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 24 Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!
25 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind; 26 og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; 27 og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder." 28 Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; 29 thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. 30 Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, 31 således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. 32 Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. 33 O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! 34 Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver? 35 eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor? 36 Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.