M’Cheyne Bible Reading Plan

39 Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter. ² Men Herren var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus; ³ og hans Herre så, at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham. ⁴ Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Hånd; ⁵ og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede Herren Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og Herrens Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde og ude; ⁶ og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud.

⁷ Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!" ⁸ Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Hånd; ⁹ han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!" ¹⁰ Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre. ¹¹ Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset, ¹² greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!" Men han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset. ¹³ Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset, ¹⁴ kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se! Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter, ¹⁵ og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!"

¹⁶ Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem, ¹⁷ og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig; ¹⁸ men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset." ¹⁹ Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl behandlet mig!" blussede Vreden op i ham; ²⁰ og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel. ²¹ Men Herren var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Nåde hos Fængselets Overopsynsmand, ²² så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der. ²³ Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom Herren var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.

9 ¹ Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."

² Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. ³ Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide. ⁴ Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. ⁵ Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en." ⁶ Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. ⁷ Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!" ⁸ Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus alene hos dem. ⁹ Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde. ¹⁰ Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstå fra de døde.

¹¹ Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?" ¹² Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes. ¹³ Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."

¹⁴ Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. ¹⁵ Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og hilsede ham. ¹⁶ Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?" ¹⁷ Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en målløs Ånd. ¹⁸ Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke." ¹⁹ Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer ham til mig!" ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af; ²² og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!" ²³ Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for den, som tror." ²⁴ Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp min Vantro!" ²⁵ Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!" ²⁶ Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, så at de fleste sagde: "Han er død." ²⁷ Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op. ²⁸ Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" ²⁹ Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste."

³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter." ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.

³³ Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?" ³⁴ Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener." ³⁶ Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem: ³⁷ "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig."

³⁸ Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os, uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os." ³⁹ Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig. ⁴⁰ Thi den, som ikke er imod os, er for os. ⁴¹ Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn

⁴² Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet. ⁴³ Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.) ⁵⁰ Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!"

5 Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig? ² Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død. ³ Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; ⁴ hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; ⁵ sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk. ⁶ Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden, ⁷ men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

⁸ Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, ⁹ som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, ¹⁰ som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken ¹¹ for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, ¹² han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, ¹³ som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; ¹⁴ i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. ¹⁵ Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, ¹⁶ så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

¹⁷ Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! ¹⁸ Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. ¹⁹ Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; ²⁰ han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; ²¹ du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; ²² du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; ²³ du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; ²⁴ du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; ²⁵ du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; ²⁶ Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. ²⁷ Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

9 Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd, ² at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. ³ Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, ⁴ de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre, ⁵ hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

⁶ Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; ⁷ ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig." ⁸ Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. ⁹ Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn." ¹⁰ Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. ¹¹ Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, ¹² sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,"" ¹³ som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."

¹⁴ Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! ¹⁵ Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over." ¹⁶ Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. ¹⁷ Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden." ¹⁸ Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

¹⁹ Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod? ²⁰ Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således? ²¹ Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? ²² Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ²³ også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? ²⁴ Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger, ²⁵ som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede; ²⁶ og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn." ²⁷ Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. ²⁸ Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden." ²⁹ Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."

³⁰ Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro; ³¹ men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov. ³² Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen, ³³ som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."