M’Cheyne Bible Reading Plan

38 Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand fra Adullam ved Navn Hira. ² Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til Ægte og gik ind til hende. ³ Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er; ⁴ siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav Navnet Onan; ⁵ og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun fødte ham, var hun i, Kezib. ⁶ Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar. ⁷ Men Er, Judas førstefødte, vakte Herrens Mishag, derfor lod Herren ham dø. ⁸ Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!" ⁹ Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod, hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom. ¹⁰ Denne hans Adfærd vakte Herrens Mishag, derfor lod han også ham dø. ¹¹ Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen og blev i sin Faders Hus.

¹² Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna. ¹³ Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til Fåreklipningen i Timna, ¹⁴ aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte, skønt han nu var voksen. ¹⁵ Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo tilhyllet sit Ansigt; ¹⁶ og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!" ¹⁷ Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender det!" ¹⁸ Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev frugtsommelig ved ham.

¹⁹ Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder. ²⁰ Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke. ²¹ Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen Skøge!" ²² Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke, og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge." ²³ Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende ikke."

²⁴ En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før hende ud, for at hun kan blive brændt!" ²⁵ Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring, denne Snor og denne Stav!" ²⁶ Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men siden havde han ikke Omgang med hende.

²⁷ Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i hendes Liv. ²⁸ Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der først kom frem." ²⁹ Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun: "Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud. Derfor gav man ham Navnet Perez. ³⁰ Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham kaldte man Zera.

8 I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem: ² "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise. ³ Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra." ⁴ Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?" ⁵ Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv." ⁶ Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren. ⁷ Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af også disse skulde lægges for. ⁸ Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve. ⁹ Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.

¹⁰ Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne. ¹¹ Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. ¹² Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!" ¹³ Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.

¹⁴ Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet. ¹⁵ Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!" ¹⁶ Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød." ¹⁷ Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er eders Hjerte forhærdet? ¹⁸ Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu? ¹⁹ Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv." ²⁰ "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv." ²¹ Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?"

²² Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham. ²³ Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte ham, om han så noget. ²⁴ Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gå omkring." ²⁵ Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt. ²⁶ Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen, ej heller sige det til nogen i Landsbyen."

²⁷ Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: "Hvem sige Menneskene, at jeg er?" ²⁸ Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: en af Profeterne." ²⁹ Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter svarede og siger til ham: "Du er Kristus." ³⁰ Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham.

³¹ Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og opstå efter tre Dage. ³² Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette. ³³ Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er."

³⁴ Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! ³⁵ Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det. ³⁶ Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl? ³⁷ Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? ³⁸ Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle."

4 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: ² Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? ³ Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. ⁵ Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁶ Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? ⁷ Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? ⁸ Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. ⁹ For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. ¹⁰ Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; ¹¹ Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹² Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken ¹³ i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; ¹⁴ Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; ¹⁵ et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. ¹⁶ Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: ¹⁷ "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? ¹⁸ End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, ¹⁹ endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! ²⁰ De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. ²¹ Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

8 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. ² Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. ³ Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, ⁴ for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. ⁵ Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. ⁶ Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, ⁷ efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. ⁸ Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. ⁹ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. ¹⁰ Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. ¹¹ Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

¹² Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; ¹³ thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. ¹⁴ Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. ¹⁵ I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! ¹⁶ Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. ¹⁷ Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

¹⁸ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. ¹⁹ Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. ²⁰ Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, ²¹ med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. ²² Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. ²³ Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. ²⁴ Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? ²⁵ Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. ²⁶ Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. ²⁷ Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. ²⁹ Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. ³⁰ Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

³¹ Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? ³² Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? ³³ Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. ³⁴ Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. ³⁵ Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår." ³⁷ Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. ³⁸ Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter ³⁹ eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.