M’Cheyne Bible Reading Plan

37 Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans Land ² Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel, vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte ondt Rygte om dem til deres Fader. ³ Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med Ærmer til ham. ⁴ Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt til ham.

⁵ Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som yderligere øgede deres Had til ham. ⁶ Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt! ⁷ Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!" ⁸ Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og hans Ord. ⁹ Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve Stjerner bøjede sig for mig!" ¹⁰ Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til Jorden for dig?" ¹¹ Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i sit Minde.

¹² Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders Småkvæg ved Sikem, ¹³ sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem; kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!" ¹⁴ Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. ¹⁵ Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham og spurgte: "Hvad søger du efter?" ¹⁶ Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres Kvæg!" ¹⁷ Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan.

¹⁸ Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de Råd op om at dræbe ham ¹⁹ og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester! ²⁰ Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans Drømme!" ²¹ Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!" ²² Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til Faderen. ²³ Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham, Ærmekjortelen, han havde på, ²⁴ tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der var intet Vand i den.

²⁵ Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med. ²⁶ Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor Broder ihjel og skjule Mordet? ²⁷ Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre gik ind på Forslaget. ²⁸ Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.

²⁹ Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der ikke. Så sønderrev han sine Klæder ³⁰ og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!" ³¹ Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk, som de slagtede; ³² og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud: "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!" ³³ Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!" ³⁴ Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og han sørgede over sin Søn i mange Dage. ³⁵ Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans Fader begræd ham. ³⁶ Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste.

7 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. ² Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder ³ thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; ⁴ og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, ⁵ så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" ⁶ Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. ⁷ Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." ⁸ I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." ⁹ Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. ¹⁰ Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". ¹¹ Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," ¹² da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, ¹³ idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I." ¹⁴ Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår! ¹⁵ Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. ¹⁶ Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" ¹⁷ Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. ¹⁸ Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren? ¹⁹ Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden." ²⁰ Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. ²¹ Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, ²² Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed; ²³ alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent."

²⁴ Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; ²⁵ men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; ²⁶ (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. ²⁷ Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." ²⁸ Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." ²⁹ Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" ³⁰ Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.

³¹ Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. ³² Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. ³³ Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge ³⁴ og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! ³⁵ Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. ³⁶ Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. ³⁷ Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."

3 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, ² og Job tog til Orde og sagde: ³ Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" ⁴ Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! ⁵ Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! ⁶ Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! ⁷ Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! ⁸ De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; ⁹ dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, ¹⁰ fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

¹¹ Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? ¹² Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? ¹³ Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred ¹⁴ blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, ¹⁵ blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. ¹⁶ Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! ¹⁷ Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, ¹⁸ alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; ¹⁹ små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

²⁰ Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, ²¹ dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, ²² som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav ²³ en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? ²⁴ Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. ²⁵ Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. ²⁶ Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

7 Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? ² Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. ³ Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. ⁴ Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. ⁵ Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, ⁶ Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

⁷ Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære." ⁸ Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. ⁹ Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; ¹⁰ men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; ¹¹ thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. ¹² Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt. ¹³ Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. ¹⁴ Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. ¹⁵ Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. ¹⁶ Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. ¹⁷ Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig. ¹⁸ Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; ¹⁹ thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. ²⁰ Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. ²¹ Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden ²² Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; ²³ men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. ²⁴ Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? ²⁵ Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.