M’Cheyne Bible Reading Plan

35 Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede for din Broder Esau!" ² Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder, ³ og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på den Vej, jeg vandrede!" ⁴ De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under Egen ved Sikem. ⁵ Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner. ⁶ Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er Betel; ⁷ og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin Broder. ⁸ Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.

⁹ Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra Paddan Aram og velsignede ham; ¹⁰ og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav ham Navnet Israel. ¹¹ Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv frugtbar og mangfoldig! Et Folk,ja Folk i Hobetal skal nedstamme fra dig, og.Konger skal udgå af din Lænd; ¹² det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom efter dig giver jeg Landet!" ¹³ Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med ham; ¹⁴ og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie på den. ¹⁵ Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.

¹⁶ Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde. ¹⁷ Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!" ¹⁸ Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin". ¹⁹ Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er Betlehem; ²⁰ og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.

²¹ Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder. ²² Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner var tolv i Tal;

²³ Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon; ²⁴ Rakels Sønner: Josef og Benjamin; ²⁵ Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali; ²⁶ Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.

²⁷ Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede. ²⁸ Isaks Leveår var 180; ²⁹ så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,

36 Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog. ² Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn, ³ og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot. ⁴ Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel, ⁵ og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner, der fødtes ham i Kana'ans Land.

⁶ Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder Jakob; ⁷ deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var deres. Hjorde; ⁸ og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom.

⁹ Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne i Seirs Bjerge. ¹⁰ Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat. ¹¹ Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. ¹² Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner. ¹³ Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var Esaus Hustru Basemats Sønner. ¹⁴ Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora.

¹⁵ Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz, ¹⁶ Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Adas Sønner. ¹⁷ Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner. ¹⁸ Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj, Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama, Esaus Hustru, Anas Datter. ¹⁹ Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var Edom.

²⁰ Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana, ²¹ Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger, Seirs Sønner i Edoms Land. ²² Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna. ²³ Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og Onam. ²⁴ Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons Æsler. ²⁵ Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter. ²⁶ Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran. ²⁷ Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan. ²⁸ Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran. ²⁹ Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan, Sjobal, Zibon, Ana, ³⁰ Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter deres Stammer i Seirs Land.

³¹ Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før Israeliterne fik Konger: ³² Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba. ³³ Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans Sted. ³⁴ Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans Sted. ³⁵ Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed Avit. ³⁶ Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted. ³⁷ Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans Sted. ³⁸ Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted. ³⁹ Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted; hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af Matred, en Datter af Mezahab.

⁴⁰ Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet, ⁴¹ Oholibama, Ela, Pinon, ⁴² Kenaz, Teman, Mibzar ⁴³ Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.

6 Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham. ² Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder! ³ Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?" Og de forargedes på ham. ⁴ Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus." ⁵ Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem ⁶ Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.

⁷ Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder. ⁸ Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet, ⁹ men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!" ¹⁰ Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet. ¹¹ Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." ¹² Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. ¹³ Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.

¹⁴ Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham." ¹⁵ Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet ligesom en af Profeterne." ¹⁶ Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst." ¹⁷ Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte. ¹⁸ Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru." ¹⁹ Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke. ²⁰ Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne. ²¹ Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa, ²² og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det." ²³ Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige." ²⁴ Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?" Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved." ²⁵ Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad." ²⁶ Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende: ²⁷ Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved ²⁸ Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder. ²⁹ Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.

³⁰ Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært. ³¹ Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise. ³² Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides. ³³ Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de. ³⁴ Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget. ³⁵ Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket. ³⁶ Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise." ³⁷ Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?" ³⁸ Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to Fisk." ³⁹ Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs. ⁴⁰ Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve. ⁴¹ Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle. ⁴² Og de spiste alle og bleve mætte. ⁴³ Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene. ⁴⁴ Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.

⁴⁵ Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort. ⁴⁶ Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede. ⁴⁷ Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. ⁴⁸ Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi. ⁴⁹ Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. ⁵⁰ Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!" ⁵¹ Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv. ⁵² Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet

⁵³ Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der. ⁵⁴ Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks. ⁵⁵ Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var. ⁵⁶ Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.

2 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. ² Herren spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede Herren: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." ³ Herren spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!" ⁴ Men Satan svarede Herren: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv! ⁵ Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" ⁶ Da sagde Herren til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

⁷ Så gik Satan bort fra Herrens Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse, ⁸ Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

⁹ Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!" ¹⁰ Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

¹¹ Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham. ¹² Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder. ¹³ Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.

6 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? ² Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? ³ Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? ⁴ Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. ⁵ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, ⁶ idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. ⁷ Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. ⁸ Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, ⁹ efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. ¹⁰ Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. ¹¹ Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. ¹² Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer; ¹³ fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud. ¹⁴ Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.

¹⁵ Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra! ¹⁶ Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? ¹⁷ Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne. ¹⁸ Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere. ¹⁹ Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse! ²⁰ Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden. ²¹ Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død. ²² Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; ²³ thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.