M’Cheyne Bible Reading Plan

25 Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura; ² og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. ³ Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne. ⁴ Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner. ⁵ Abraham gav Isak alt, hvad han ejede; ⁶ men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.

⁷ De År, Abraham levede, udgjorde 175; ⁸ så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt. ⁹ Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre, ¹⁰ den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara. ¹¹ Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.

¹² Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham. ¹³ Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam, ¹⁴ Misjma, Duma, Massa, ¹⁵ Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma. ¹⁶ Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer. ¹⁷ Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt. ¹⁸ De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

¹⁹ Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak. ²⁰ Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru. ²¹ Men Isak bad til Herren for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og Herren bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig. ²² Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge Herren. ²³ Da svarede Herren hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!" ²⁴ Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv. ²⁵ Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau. ²⁶ Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes. ²⁷ Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt. ²⁸ Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.

²⁹ Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken. ³⁰ Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom. ³¹ Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!" ³² Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!" ³³ Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob. ³⁴ Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.

24 Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til ham for at vise ham Helligdommens Bygninger. ² Men han svarede og sagde til dem: "Se I ikke alt dette? Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." ³ Men da han sad på Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er Tegnet på din Tilkommelse og Verdens Ende?" ⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: "Ser til, at ingen forfører eder! ⁵ Thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og de skulle forføre mange. ⁶ Men I skulle få at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det må ske; men Enden er ikke endda. ⁷ Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der. ⁸ Men alt dette er Veernes Begyndelse. ⁹ Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld. ¹⁰ Og da skulle mange forarges og forråde hverandre og hade hverandre. ¹¹ Og mange falske Profeter skulle fremstå og forføre mange. ¹² Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste. ¹³ Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses. ¹⁴ Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme. ¹⁵ Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!) ¹⁶ da skulle de, som ere i Judæa, fly ud på Bjergene; ¹⁷ den, som er på Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus; ¹⁸ og den, som er på Marken, vende ikke tilbage før at hente sine Klæder! ¹⁹ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! ²⁰ Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller på en Sabbat; ²¹ thi der skal da være en Trængsel så stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme. ²² Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes. ²³ Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det. ²⁴ Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre store Tegn og Undergerninger, så at også de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt. ²⁵ Se, jeg har sagt eder det forud. ²⁶ Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da går ikke derud; se. han er i Kamrene, da tror det ikke! ²⁷ Thi ligesom Lynet udgår fra Østen og lyser indtil Vesten, således skal Menneskesønnens Tilkommelse være. ²⁸ Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig. ²⁹ Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes. ³⁰ Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed. ³¹ Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden. ³² Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød,og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. ³³ Således skulle også I, når I se alt dette, skønne, at han er nær for Døren. ³⁴ Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse Ting ere skete. ³⁵ Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå. ³⁶ Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene. ³⁷ Og ligesom Noas dage vare, således skal Menneskesønnens Tilkommelse være. ³⁸ Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden åde og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, ³⁹ og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, således skal også Menneskesønnens Tilkommelse være. ⁴⁰ Da skulle to Mænd være på Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. ⁴¹ To Kvinder skulle male på Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage.

⁴² Våger derfor, thi I vide ikke, på hvilken Dag eders Herre kommer. ⁴³ Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste. i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. ⁴⁴ Derfor vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene. ⁴⁵ Hvem er så den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid? ⁴⁶ Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder handlende således. ⁴⁷ Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. ⁴⁸ Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver, ⁴⁹ og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne, ⁵⁰ da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, ⁵¹ og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.

1 I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Lande - ² i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen Susan, tildrog der sig følgende. ³ I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og Landsdelenes Fyrster var hans Gæster, ⁴ og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage. ⁵ Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen. ⁶ Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt Marmor, Perlemor og sorte Sten. ⁷ Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis; ⁸ og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen; thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om, hvor meget han vilde have. ⁹ Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong Ahasverus's Kongeborg.

¹⁰ Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd, som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste, ¹¹ at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes Dejlighed. Thi hun var meget smuk. ¹² Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden blussede op i ham. ¹³ Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og retskyndige, ¹⁴ og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata, Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget: ¹⁵ Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved Hofmændene? ¹⁶ Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande; ¹⁷ thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til ham, men hun kom ikke! ¹⁸ Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der kun komme Ringeagt og Vrede. ¹⁹ Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre end hun. ²⁰ Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje og lave, vise deres Mænd Agtelse. ²¹ Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen fulgte Memukans Forslag. ²² Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks Sprog.

24 Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus. ² Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: ³ "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed. ⁴ Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig. ⁵ Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti, ⁶ ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov. ⁷ Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder ⁸ og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham." ⁹ Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.

¹⁰ Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag, ¹¹ da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. ¹² Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden. ¹³ Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for. ¹⁴ Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, ¹⁵ og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige. ¹⁶ Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. ¹⁷ Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre, ¹⁸ hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien, ¹⁹ og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige. ²⁰ Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet, ²¹ uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

²² Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag." ²³ Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde. ²⁴ Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus. ²⁵ Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig." ²⁶ Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham. ²⁷ Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.