M’Cheyne Bible Reading Plan

23 Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår. ² Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende. ³ Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne: ⁴ "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!" ⁵ Da svarede Hetiterne Abraham: ⁶ "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde." ⁷ Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet, ⁸ og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn, ⁹ så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!"

¹⁰ Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port: ¹¹ "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!" ¹² Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet ¹³ og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, så jeg kan jorde min døde der." ¹⁴ Da sagde Efron til Abraham: ¹⁵ "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!" ¹⁶ Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt. ¹⁷ Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken ¹⁸ over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port. ¹⁹ Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land. ²⁰ Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.

22 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde: ² "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. ³ Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. ⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! ⁵ Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; ⁶ og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem. ⁷ Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad. ⁸ Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. ⁹ Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde! ¹⁰ Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. ¹¹ Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. ¹² Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. ¹⁴ Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."

¹⁵ Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord. ¹⁶ Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person. ¹⁷ Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ¹⁸ Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig? ¹⁹ Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar". ²⁰ Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" ²¹ De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" ²² Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

²³ Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde: ²⁴ "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom. ²⁵ Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder. ²⁶ Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende; ²⁷ men sidst af alle døde Hustruen. ²⁸ Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende." ²⁹ Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft. ³⁰ Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. ³¹ Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger: ³² Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud." ³³ Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

³⁴ Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig. ³⁵ Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: ³⁶ "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?" ³⁷ Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. ³⁸ Dette er det store og første Bud. ³⁹ Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. ⁴⁰ Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."

⁴¹ Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: ⁴² "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids." ⁴³ Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger: ⁴⁴ Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder. ⁴⁵ Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?" ⁴⁶ Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.

12 Følgende er Præsterne og Leviter, der drog op med Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua: Seraja, Jirmeja, Ezra, ² Amarja, Malluk, Hattusj. ³ Sjekanja, Harim, Meremot, ⁴ Iddo, Ginnetoj, Abija, ⁵ Mijjamin, Ma'adja, Bilga, ⁶ Sjemaja, Jojarib, Jedaja, ⁷ Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja. Det var Overhovederne for Præsterne og deres Brødre på Jesuas Tid.

⁸ Leviterne: Jesua, Binnuj, Kadmiel, Sjerebja, Juda, Mattanja, der sammen med sine Brødre forestod Lovsangen, ⁹ medens Bakbukja og Unni sammen med deres Brødre stod over for dem efter deres Afdelinger.

¹⁰ Jesua avlede Jojakim, Jojakim avlede Eljasjib, Eljasjib avlede Jojada, ¹¹ Jojada avlede Johanan, og Johanan avlede Jaddua.

¹² På Jojakims Tid var Overhovederne for Præsternes Fædrenehuse følgende: Meraja for Seraja, Hananja for Jirmeja, ¹³ Mesjullam for Ezra, Johanan for Amarja, ¹⁴ Jonatan for Malluk, Josef for Sjebanja, ¹⁵ Adna for Harim, Helkajtor Merajot, ¹⁶ Zekarja for Iddo, Mlesjullam for Ginneton, ¹⁷ Zikri for Abija,....... for Minjamin, Piltaj for Ma'adja, ¹⁸ Sjammua for Bilga, Jonatan for Sjemaja, ¹⁹ Mattenaj for Jojarib, Uzzi for Jedaja, ²⁰ Kallaj for Sallu, Eber for Amok, ²¹ Hasjabja for Hilkija og Netan'el for Jedaja. ²² Leviterne: I Eljasjibs, Jojadas, Johanans og Jadduas Dage optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene og Præsterne indtil Perseren Darius's Regering.

²³ Af Levis Efterkommere optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene i Krønikebogen ned til Johanans, Eljasjibs Søns, Dage. ²⁴ Og Leviternes Overhoveder var: Hasjabja, Sjerebja, Jesua, Binnuj, Kadmiel og deres Brødte, der stod over for dem for at synge Lovsangen og Takkesangen efter den Guds Mand Davids Bud, den ene Afdeling efter den anden; ²⁵ og Mattanja, Bakbukja og Obadja, Mesjullam, Talmon og Akkub var Dørvogtere og holdt Vagt ved Portenes Forrådskamre. ²⁶ Disse var Overhoveder på Jojakims Tid, en Søn af Jesua, en Søn af Jozadak, og på Statholderen Nehemias's og Præsten Ezra den Skriftlærdes Tid.

²⁷ Da Jerusalems Mur skulde indvies opsøgte man Leviterne alle Vegne, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem, for at de skulde fejre Indvielsen med Fryd og Takkesang, med Sang, Cymbler, Harper og Citre. ²⁸ Da samledes Sangerne fra Egnen om Jerusalem og fra Netofatifernes Landsbyer, ²⁹ fra Bet-Gilgal, fra Gebas og Azmavets Marker; thi Sangerne havde bygget sig Landsbyer rundt om Jerusalem. ³⁰ Da Præsterne og Leviterne havde renset sig, rensede de Folket, Portene og Muren. ³¹ Så lod jeg Judas Øverster stige op på Muren og opstillede to store Lovprisningstog. Det ene drog til højre oven på Muren ad Møgporten til, ³² og med det fulgte Hosjaja og den ene Halvdel af Judas Øverster; ³³ dernæst nogle af Præsterne med Trompeter, Azarja, Ezra, Mesjullam, ³⁴ Juda, Benjamin, Sjemaja og Jirmeja; ³⁵ endvidere Zekarja, en Søn af Jonatan, en Søn af Sjemaja, en Søn af Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zakkur, en Søn af Asaf, ³⁶ og hans Brødre Sjemaja, Azar'el, Milalaj, Gilalaj, Ma'aj, Netan'el, Juda, Hanani med den Guds Mand Davids Musikinstrumenter, med Ezra den Skriftlærde i Spidsen; ³⁷ og de gik over Kildeporten; derpå gik de lige ud op ad Trinene til Davidsbyen, ad Opgangen på Muren oven for Davids Palads hen til Vandporten mod Øst. ³⁸ Det andet Lovprisningstog, hvor jeg og den anden Halvdel af Folkets Øverster var med, drog til venstre oven på Muren, over Ovntårnet til den brede Mur ³⁹ og videre over Efraimsporten, den gamle Port, Fiskeporten, Hanan'eltårnet og Meatårnet til Fåreporten og stillede sig op i Fængselsporten. ⁴⁰ Derpå stillede de to Lovprisningstog sig op i Guds Hus, jeg sammen med Halvdelen af Øversterne ⁴¹ og Præsterne Eljakim, Ma'aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja, Hananja med Trompeter, ⁴² endvidere Ma'aseja, Sjemaja, El'azar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Og Sangerne stemte i, ledede af Jizraja. ⁴³ På den Dag ofrede de store Slagtofre og var glade, thi Gud havde bragt dem stor Glæde; også Kvinderne og Børnene var glade; og Glæden i Jerusalem hørtes langt bort.

⁴⁴ På den Dag indsattes der Mænd til at have Tilsyn med de Kamre, der brugtes til Forrådene, Offerydelserne, Førstegrøden og Tienden, for i dem at opsamle de i Loven foreskrevne Afgifter til Præsterne og Leviterne fra de forskellige Bymarker, thi Juda glædede sig over Præsterne og Leviterne, der gjorde tjeneste; ⁴⁵ og disse tog Vare på, hvad der var at varetage for deres Gud og ved Renselsen, ligesom også Sangerne og Dørvogterne gjorde deres Gerning efter Davids og hans Søn Salomos Bud. ⁴⁶ Thi allerede på Davids Tid var Asaf Leder for Sangerne og for Lov- og Takkesangene til Gud. ⁴⁷ Hele Israel gav på Zerubbabels og Nehemias's Tid Afgifter til Sangerne og Dørvogterne, efter som det krævedes Dag for Dag; og de gav Leviterne Helliggaver, og Leviterne gav Arons Sønner Helliggaver.

22 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!" ² Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger: ³ "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag. ⁴ Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler, ⁵ som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede. ⁶ Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig. ⁷ Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? ⁸ Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger. ⁹ Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig. ¹⁰ Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre. ¹¹ Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus. ¹² Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der, ¹³ kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund. ¹⁴ Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund. ¹⁵ Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt. ¹⁶ Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn! ¹⁷ Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse ¹⁸ og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig. ¹⁹ Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig, ²⁰ og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel. ²¹ Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."

²² Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve."" ²³ Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften, ²⁴ befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham. ²⁵ Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?" ²⁶ Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer." ²⁷ Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja." ²⁸ Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil." ²⁹ Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham. ³⁰ Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.