M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. ² Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. ³ Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. ⁴ Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!" ⁵ Men Herren steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, ⁶ og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; ⁷ lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!" ⁸ Da spredte Herren dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. ⁹ Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al Jordens Tungemål, og derfra spredte Herren dem ud over hele Jorden.

¹⁰ Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; ¹¹ og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. ¹² Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela; ¹³ og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; ¹⁵ og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. ¹⁶ Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; ¹⁷ og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. ¹⁸ Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u; ¹⁹ og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug; ²¹ og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. ²² Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor; ²³ og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. ²⁴ Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara; ²⁵ og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. ²⁶ Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

²⁷ Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot. ²⁸ Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim. ²⁹ Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader. ³⁰ Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn. ³¹ Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. ³² Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

10 Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. ² Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, ³ Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, ⁴ Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.

⁵ Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By! ⁶ Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus! ⁷ Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær. ⁸ Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet! ⁹ Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter; ¹⁰ ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd. ¹¹ Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort. ¹² Men når I gå ind i Huset, da hilser det; ¹³ og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! ¹⁴ Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land tåleligere på Dommens Dag end den By.

¹⁶ Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer! ¹⁷ Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger. ¹⁸ Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. ¹⁹ Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale. ²⁰ Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som taler i eder. ²¹ Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel. ²² Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. ²³ Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer. ²⁴ En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre. ²⁵ Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk?

²⁶ Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. ²⁷ Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på Tagene, hvad der siges eder i Øret! ²⁸ Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve både Sjæl og Legeme i Helvede. ²⁹ Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie. ³⁰ Men på eder ere endog alle Hovedhår talte. ³¹ Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve. ³² Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. ³³ Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene.

³⁴ Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. ³⁵ Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder, ³⁶ og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender. ³⁷ Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; ³⁸ og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd. ³⁹ Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.

⁴⁰ Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig. ⁴¹ Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal få en Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs Løn. ⁴² Og den, som giver en af disse små ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn."

10 Medens Ezra nu under Bøn og Syndsbekendelse grædende kastede sig ned foran Guds Hus, samlede en stor Skare Israeliter sig om ham, både Mænd, Kvinder og Børn, thi Folket græd heftigt. ² Derpå tog Sjekanja, Jehiels Søn, af Elams Efterkommere til Orde og sagde til Ezra: Vi har været froløse mod vor Gud ved at hjemføre fremmede Kvinder af Hedningerne i Landet. Men trods alt er der endnu Håb for Israel. ³ Lad os slutte Pagt for vor Gud om at sbille os af med alle vore fremmede Kvinder og deres Børn efter min Herres Bestemmelse og deres, som bæver for Guds Bud, og lad der blive handlet efter Loven! ⁴ Stå op, thi det er dig, der skal tage dig af Sagen, og vi vil stå dig bi; vær frimodig og tag fat! ⁵ Da stod Ezra op og tog Præsternes, Leviternes og hele Israels Øverster i Ed på, at de vilde handle således, og de aflagde Eden. ⁶ Derpå rejste Ezra sig fra Pladsen foran Guds Hus og begav sig til Johanans, Eljasjibs Søns, Kammer, hvor han tilbragte Natten; han hverken spiste eller drak, fordi han græmmede sig over Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed.

⁷ Derpå lod man kundgøre i Juda og Jerusalem forætlle dem, der havde været i Landflygtighed, at de skulde give Møde i Jerusalem; ⁸ og enhver, som ikke indfandt sig Tredjedagen derefter ifølge Øversternes og de Ældstes Bestemmelse, al hans Ejendom skulde der lægges Band på, og han selv skulde udelukkes fra deres Forsamling, der havde været i Landflygtighed. ⁹ Så samledes alle Mænd af Juda og Benjamin på Tredjedagen i Jerusalem; det var den tyvende Dag i den niende Måned; og alt Folket stillede sig op på den åbne Plads ved Guds Hus, skælvende både for Sagens Skyld og som Følge af Regnskyllene. ¹⁰ Derpå stod Præsten Ezra op og sagde til dem: "I har forbrudt eder ved at hjemføre fremmede Kvinder og således øget Israels Syndeskyld; ¹¹ så bekend da nu eders Synd for Herren, eders Fædres Gud, og gør hans Vilje; skil eder ud fra Hedningerne i Landet og fra de fremmede Kvinder!" ¹² Og hele Forsamlingen svarede med høj Røst: "Som du siger, bør vi gøre! ¹³ Men Folket er talrigt, og det er Vinterregnens Tid, så vi kan ikke blive stående her ude; og Sagen kan heller ikke afgøres på en Dag eller to, da vi har forbrudt os højligen her. ¹⁴ Lad derfor Øversterne for hele vor Forsamling give Møde og lad alle dem, der i vore Byer har hjemført fremmede Kvinder, indfinde sig til en fastsat Tid, ledsaget af de enkelte Byers Ældste og Dommere, for at vi kan blive friet fra vor Guds Vrede i denne Sag! ¹⁵ Kun Jonatan, Asa'els Søn, og Jazeja, Tikvas Søn, satte sig derimod med Støtte fra Mesjullam og Leviten Sjabbetaj. ¹⁶ Men de, der havde været i Landflygtighed, handlede derefter; og Præsten Ezra udvalgte sig nogle Mænd, Overhovederne for de enkelte Fædrenehuse, alle med Navns Nævnelse. Disse holdt da Møde den første Dag i den tiende Måned for at undersøge Sagen, ¹⁷ og de var færdige med alle de Mænd, som havde bjemført fremmede Kvinder, til den første Dag i den første Måned.

¹⁸ Blandt Præsterne fandtes følgende, der havde hjemført fremmede Kvinder: Af Jesuas, Jozadaks Søns, Efterkommere og hans Brødre Ma'aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja; ¹⁹ disse gav deres Hånd på at ville sende deres Hustruer bort, og deres Skyldoffer var en Væder for deres Syndeskyld. ²⁰ Af fmmers Efterkommere: Hanani og Zebadja. ²¹ Af Harims Efterkommere: Ma'aseja, Elija, Sjemaja, Jehiel og Uzzija. ²² Af Pasjhurs Efterkommere: Eljoenaj, Ma'aseja, Jisjmael, Netan'el, Jozabad og El'asa. ²³ Af Leviterne: Jozabad, Sjim'i. Kelaja, det er Kelita, Petaja, Juda og Eliezer. ²⁴ Af Tempelsangerne: Eljasjib og Zakkur. Af Dørvogterne Sjallum, Telem og Uri. ²⁵ Af Israel: Af Par'osj's Efterkommere: Ramja, Jizzija, Malkija, Mijjamin, El'azar, Malkija og Benaja. ²⁶ Af Elams Efterkommere: Mattanja, Zekarja, Jehiel, Abdi, Jeremot og Elija. ²⁷ Af Zattus Efterkommere:Fljoenaj, Eljasjib, Mattanja, Jeremot, Zåd og Aziza. ²⁸ Af Bebajs Efterkommere: Johanan, Hananja, Zabbaj og Atlaj. ²⁹ Af Banis Efterkommere: Mesjullam, Malluk, Adaja, Jasjub, Sjeal og Ramot. ³⁰ Af Pahat-Moabs Efterkommere: Adna, Kelal, Benaja, Ma'aseja, Mattanja, Bezal'el, Binnuj og Menassje. ³¹ Af Harims Efterkommere: Eliezer, Jissjija, Malkija, Sjemaja, Sjim'on, ³² Binjamin, Malluk og Sjemarja. ³³ Af Hasjums Efterkommere: Mattenaj, Mattatta, Zabad, Elifelef, Jeremaj, Menassje og Sjim'i. ³⁴ Af Banis Efterkommere: Ma'adaj, Amram, Uel, ³⁵ Benaja, Bedeja, Keluhu, ³⁶ Vanja, Meremot, Eljasjib, ³⁷ Mattanja, Mattenaj og Ja'asaj. ³⁸ Af Binnujs Efterkommere: Sjim'i, ³⁹ Sjelemja, Natan, Adaja, ⁴⁰ Maknadbaj, Sjasjaj, Sjaraj, ⁴¹ Azar'el, Sjelemja, Sjemarja, ⁴² Sjallum, Amarja og Josef. ⁴³ Af Nebos Efterkommere: Je'iel, Mattitja, Zåd, Zebina, Jaddaj, Joel og Benaja.

⁴⁴ Alle disse havde taget fremmede Kvinder til Ægte, men sendte nu Hustruer og Børn bort.

10 Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske, ² en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud, ³ han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!" ⁴ Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud. ⁵ Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter. ⁶ Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet." ⁷ Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham. ⁸ Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe. ⁹ Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time. 10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham, ¹¹ og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden; ¹² og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. ¹³ Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!" ¹⁴ Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent." ¹⁵ Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!" ¹⁶ Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen. ¹⁷ Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. ¹⁸ Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde Herberge der. ¹⁹ Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se, der er tre Mænd, som søge efter dig; ²⁰ men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem." ²¹ Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?" ²² Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige." ²³ Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham. ²⁴ Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. ²⁵ Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. ²⁶ Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et Menneske." ²⁷ Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. ²⁸ Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. ²⁹ Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?" ³⁰ Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon, ³¹ og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud. ³² Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer. ³³ Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren." ³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; ³⁵ men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; ³⁶ det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. ³⁷ I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, ³⁸ det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; ³⁹ og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. ⁴⁰ Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, ⁴¹ ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. ⁴² Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. ⁴³ Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn." ⁴⁴ Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle dem, som hørte Ordet. ⁴⁵ Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var bleven udgydt også over Hedningerne; ⁴⁶ thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. ⁴⁷ Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så vel som vi?" ⁴⁸ Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.