M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud Herren havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?" ² Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer; ³ kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!" ⁴ Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø; ⁵ men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!" ⁶ Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste. ⁷ Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

⁸ Da Dagen blev sval, hørte de Gud Herren vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer. ⁹ Da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: "Hvor er du?" ¹⁰ Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!" ¹¹ Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?" ¹² Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg." ¹³ Da sagde Gud Herren til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."

¹⁴ Da sagde Gud Herren til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage! ¹⁵ Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!" ¹⁶ Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!" ¹⁷ Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage; ¹⁸ Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde; ¹⁹ i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"

²⁰ Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende. ²¹ Derpå gjorde Gud Herren Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed. ²² Men Gud Herren sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!" ²³ Så forviste Gud Herren ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af; ²⁴ og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.

3 Men i de Dage fremstår Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger: ² "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær." ³ Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!" ⁴ Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhår og et Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild Honning. ⁵ Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan. ⁶ Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. ⁷ Men da han så mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Dåb, sagde han til dem: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? ⁸ Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig, ⁹ og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten. ¹⁰ Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; så bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden. ¹¹ Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild. ¹² Hans Kasteskovl er i hans Hånd, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild."

¹³ Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham. ¹⁴ Men Johannes vilde formene ham det og sagde: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!" ¹⁵ Men Jesus svarede og sagde til ham: "Tilsted det nu; thi således sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed." Da tilsteder han ham det. ¹⁶ Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene åbnedes for ham, og han så Guds Ånd dale ned som en Due og komme over ham. ¹⁷ Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."

3 Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer - samledes Folket fuldtalligt i Jerusalem; ² og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre Præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og hans Brødre skred til at bygge Israels Guds Alter for at ofre Brændofre derpå som foreskrevet i den Guds Mand Moses's Lov. ³ En Del af Hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog Alteret på dets gamle Plads og ofrede Brændofre derpå til Herren, Morgen- og Aftenbrændofre. ⁴ Derpå fejrede de Løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede Brændofre Dag for Dag i det rette Tal og på den foreskrevne Måde, hver Dag hvad der hørte sig til, ⁵ og siden det daglige Brændoffer og de Brændofre, som hørte til Nymånerne og alle Herrens hellige Højtider, og alle de Brændofre, man frivilligt bragte Herren. ⁶ Den første Dag i den syvende Måned begyndte de at ofre Brændofre til Herren, før Grunden til Herrens Helligdom endnu var lagt.

⁷ Derpå gav de Stenhuggerne og Tømmermændene Penge og Zidonierne og Tyrierne Fødevarer, Drikkevarer og Olie, for at de skulde bringe Cederstammer fra Libanon til Havet ud for Jafo, efter den Fuldmagt, Perserkongen Kyros havde givet dem. ⁸ I den anden Måned i det andet År efter deres Ankomst til Guds Hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, sammen med alle deres Brødre, Præsterne og Leviterne, og alle dem, der var kommet fra Fangenskabet til Jerusalem, Begyndelsen, idet de satte Leviteme fra Tyveårsalderen og opefter til at lede Arbejdet med Herrens Hus. ⁹ Og Leviterne Jesua og hans Sønner og Brødre, Kadmiel og hans Sønner, Hodavjas Sønner og Henadads Sønner, deres Sønner og Brødre, trådte til i Endrægtighed for at føre Tilsyn med dem, der arbejdede på Guds Hus.

¹⁰ Og da Bygningsmændene lagde Grunden til Herrens Helligdom, stod Præsterne i Embedsdragt med Trompeter, og Leviterne, Asafs Efterkommere, med Cymbler for at lovprise Herren efter Kong David af Israels Anordning; ¹¹ og de stemte i med Lov og Pris for Herren med Ordene thi han er god, og hans Miskundhed mod Israel varer evindelig!" Og hele Folket brød ud i høj Jubel, idet de priste Herren, fordi Grunden var lagt til Herrens Hus. ¹² Men mange af Præsterne, Leviterne og Overhovederne for Fædrenehusene, de gamle, der havde set det første Tempel, græd højt, da de så Grunden blive lagt til dette Tempel, men mange var også de, der opløftede deres Røst med Jubel og Glæde, ¹³ og man kunde ikke skelne Glædesjubelen fra Folkets Gråd; thi så højt var Folkefs Jubelråb, at det hørfes langt bort.

3 Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time. ² Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse. ³ Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse. ⁴ Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!" ⁵ Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem. ⁶ Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!" ⁷ Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op. ⁸ Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. ⁹ Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud. ¹⁰ Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham. ¹¹ Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.

¹² Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå? ¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades. ¹⁴ Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder. ¹⁵ Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner. ¹⁶ Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle. ¹⁷ Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer. ¹⁸ Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide. ¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn, ²⁰ og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, ²¹ hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. ²² Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder. ²³ Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket." ²⁴ Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage. ²⁵ I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes." ²⁶ For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."