M’Cheyne Bible Reading Plan
Kong Manasse af Juda(A)
33 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. 2 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde, som de folk Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.
3 Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde revet ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, og han tilbad stjernerne. 4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han for altid ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. 6 Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sine egne børn på alteret i Hinnoms dal som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme, sort magi og spådomskunst, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. 7 Det udskårne frugtbarhedssymbol, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Guds hus, det sted, om hvilket Gud havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.[a] 8 Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav dem gennem Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”
9 Men Manasse lokkede Judas og Jerusalems folk til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem. 10 Herren advarede Manasse og folket gennem sine profeter, men de ville ikke høre. 11 Derfor sendte Herren den assyriske hær ind i landet. Manasse blev behandlet som en vild tyr, man sætter en krog i næsen på. Han blev lagt i bronzelænker og deporteret til Babylon. 12 Da ydmygede han sig over for sine forfædres Gud, og i sin store nød bad han Herren, sin Gud, om hjælp. 13 Herren var barmhjertig og hørte hans bøn, så han fik lov til at vende tilbage til kongemagten i Jerusalem. Da indså Manasse langt om længe, at Herren er den sande Gud.
14 Efter at kong Manasse var kommet hjem igen, udbyggede og forhøjede han ydermuren omkring Davidsbyen, fra vest for Gihondalen til Fiskeporten og rundt om hele Ofelhøjen. Desuden udstationerede han officerer og hærafdelinger i alle Judas befæstede byer.
15 Dernæst fjernede han afgudsbillederne fra Herrens hus og nedrev afgudsaltrene både på tempelhøjen og i resten af Jerusalem. Det hele blev smidt ud på lossepladsen uden for byen. 16 I stedet genopbyggede han Herrens brændofferalter og ofrede takofre og lovprisningsofre, og han opfordrede hele Judas folk til nu at tilbede Herren, Israels Gud. 17 Det gjorde de, men de brugte de gamle afgudsaltre til det.
18 Resten af kong Manasses liv og virke—også hans bøn til Gud og Herrens svar gennem profeterne—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.[b] 19 I profeternes bog står hans bøn også optegnet, foruden Herrens svar, hans synder fra tiden før han vendte sig til Herren, hans ondskab og navnene på de steder, hvor han byggede afgudsaltre og rejste Asherapæle.
20 Da han døde, blev han begravet på paladsets område. Hans søn Amon blev konge efter ham.
Kong Amon af Juda(B)
21 Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. 22 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse, for han ofrede til de afgudsbilleder, hans far havde fremstillet. 23 Men i modsætning til sin far vendte han ikke senere tilbage til Herren. 24 Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, 25 men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge.
Lammets bryllup
19 Efter dette hørte jeg et vældigt råb fra en stor flok mennesker i Himlen:
„Halleluja!
Nu er Guds herlighed kommet med kraft og frelse.
2 Hans domme er korrekte og retfærdige.
Han dømte den store skøge,
som ødelagde verden med sin forførelse.
Han straffede hende, som dræbte hans tjenere.
3 Halleluja!
Røgen fra byen vil stige op i al evighed.”
4 De 24 medregenter og de fire levende væsener faldt på knæ og tilbad Gud, der sad på tronen. „Amen! Halleluja!” råbte de. 5 Derpå lød en stemme fra tronen: „Pris Gud, alle hans tjenere og de, der ærer ham, både kendte og ukendte!”
6 Dernæst hørte jeg lyden af råb fra en stor menneskemængde. Det var en buldrende lyd som et mægtigt vandfald eller en kraftig torden:
„Halleluja!
Nu er det Herren, den Gud, som hersker over alle ting, der regerer!
7 Lad os være glade og juble og lovprise ham.
Nu kan Lammets bryllupsfest begynde.
Hans brud har gjort sig parat,
8 hun har fået en skinnende hvid klædning at tage på.”
(Den hvide klædning er Guds folks gode gerninger.)
9 Englen sagde nu til mig: „Skriv: Velsignede er alle, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” Og han fortsatte: „De ord, du hørte, er Guds sande ord!” 10 Jeg kastede mig ned for hans fødder for at hylde ham, men han sagde til mig: „Nej, gør det ikke. Jeg er Guds tjener ligesom du og de andre kristne, der holder fast ved budskabet om Jesus. Giv Gud al ære, for den profetiske Ånd fortæller om Jesus og ophøjer ham.”
Rytteren på den hvide hest
11 Derefter så jeg Himlen blive åbnet, og en person kom ridende på en hvid hest. Han blev kaldt „Trofast og Sand”, for han dømmer retfærdigt og fører kun retfærdig krig. 12 Hans øjne strålede som ild. På hovedet havde han mange kroner, og der stod et navn, som kun han selv kan tyde. 13 Kappen, han havde om sig, var dyppet i blod, og hans navn var „Guds Ord”. 14 En meget stor flok ryttere kom ud fra Himlen på hvide heste. De var iført skinnende hvide klæder og sluttede sig til den første rytter. 15 I munden havde han et skarpt sværd, som han vil bruge mod folkeslagene, for han vil herske over dem med et jernscepter og udføre den højeste Guds straf, som når man træder druer i en vinperse. 16 På hans kappe og hans lår[a] stod der en beskrivelse: „Kongen over alle konger” og „Herren over alle herrer”.
17 Derefter så jeg en anden engel, der stod i solen. Han råbte med høj stemme til alle fugle, som flyver højt over jorden: „Kom til Guds store festmåltid! 18 Kom og spis kødet af regenter, hærchefer og helte, af heste og ryttere, af slaver og frie, høj og lav!” 19 Dernæst så jeg uhyret og alle jordens regenter og deres hære. De samlede sig til krig mod ham, der sad på hesten, og mod hans hær. 20 Men uhyret blev overmandet sammen med den falske profet, der havde udført mirakler på uhyrets vegne. (De mirakler havde forført dem, der bar uhyrets mærke, og dem, der tilbad dets statue). Begge to blev kastet levende i søen med brændende svovl. 21 Men resten blev dræbt med det sværd, som han, der sad på hesten, havde i munden. Og alle fuglene åd sig mætte i de dræbtes kød.
Halvhjertet gudsdyrkelse
1 Malakias modtog følgende budskab fra Herren til Israels folk:
2-3 „Jeg elsker jer, mit folk,” siger Herren.
„I spørger: ‚Hvordan har du vist os din kærlighed?’[a]
Dertil svarer jeg: Er Esau ikke Jakobs bror? Og dog foretrak jeg Jakob frem for Esau. Jeg gjorde Esaus bjergland til en ødemark, et sted hvor sjakaler færdes. 4 Og hvis Esaus efterkommere, edomitterne, siger: ‚Vores land blev hærget, men vi vil genopbygge det,’ så river jeg det ned igen. Deres land er kendt som ondskabens land, og derfor er de til stadighed offer for min vrede. 5 Det skal I få at se, og da vil I udbryde: ‚Herrens magt rækker langt ud over Israels grænser.’ 6 En søn ærer sin far, og en slave respekterer sin herre. Jeg er både jeres Far og Herre, men alligevel ærer og respekterer I mig ikke! I er mine præster, men I ringeagter mig!
‚Hvordan har vi ringeagtet dig?’ spørger I.
7 Hver gang I bringer urene ofre til alteret!
‚Hvordan er vores ofre blevet urene?’
Fordi I siger: ‚Der er ingen grund til at give det bedste til Gud!’
8 Er det måske ikke forkasteligt at ofre syge, lamme og blinde dyr til mig? Prøv at bringe sådanne gaver til jeres guvernør! Vil han synes om dem og gøre, hvad I beder ham om? 9 Tror I, at jeg vil hjælpe jer, når I bringer mig sådanne gaver? 10 Det ville være bedre at spærre døren til templet, så I ikke kom og ofrede den slags nytteløse gaver. Jeg kan ikke acceptere jeres handlemåde, og jeg vil ikke tage imod jeres ofre.
11 Alle folkeslag fra den ene ende af jorden til den anden skal erkende min magt og storhed. Overalt vil mennesker bringe mig røgelse og egnede ofre. 12 I, derimod, vanærer mig ved at sige: ‚Det er ikke så væsentligt, om det, vi ofrer til Herren, er som foreskrevet.’
13 I beklager jer oven i købet og siger: ‚Hvor er det besværligt at tjene Herren!’
Hvorfor foragter I mig? I bringer stjålne, lamme og syge dyr som offergave til mig. Skulle jeg virkelig tage imod sådan noget? 14 Den bedrager, som lover at bringe en flot vædder fra sin hjord, men bringer et defekt dyr i stedet, fortjener min straf. For jeg er en mægtig Konge, og alverdens folkeslag har ærefrygt for mig! siger Herren, den Almægtige.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(A)
18 Da Jesus var færdig med at bede, gik han videre sammen med disciplene. De krydsede Kedrondalen og kom ind i en olivenplantage. 2 Men også forræderen, Judas, kendte det sted, for Jesus havde ofte været der sammen med sine disciple.
3 Judas havde af ypperstepræsterne og farisæerne fået rådighed over templets vagtmandskab og en deling romerske soldater, og med brændende fakler, olielamper og våben nærmede de sig nu olivenplantagen.
4 Jesus vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han trådte frem og spurgte: „Hvem søger I efter?”
5 „Jesus fra Nazaret,” svarede de.
„Det er mig,” sagde Jesus.
Også forræderen, Judas, stod dér mellem de andre.
6 Da Jesus sagde: „Det er mig,” veg de tilbage og faldt til jorden. 7 Igen spurgte Jesus: „Hvem søger I efter?”
„Jesus fra Nazaret,” svarede de.
8 „Jeg har jo sagt jer, at det er mig,” sagde Jesus. „Når det altså er mig, I vil have fat i, så lad de andre gå!” 9 Således gik det i opfyldelse, som han tidligere havde sagt om, at ingen af hans disciple skulle gå fortabt.[a]
10 Simon Peter trak sit sværd, slog ud efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans højre øre af. (Tjeneren hed Malkus.) 11 Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden! Skulle jeg ikke tømme det lidelsens bæger, som min Far har givet mig?”
12 Befalingsmanden gav da ordre til sine soldater og den jødiske tempelvagt om at pågribe Jesus og binde ham. 13 Derefter trak de af sted med ham.
I første omgang førte de ham til Annas, som var svigerfar til Kajfas. Det var Kajfas, der var den officielle ypperstepræst i det år.[b] 14 Det var også Kajfas, der havde sagt til de jødiske ledere, at det var bedre, at én mand døde, end at hele folket gik til grunde.[c]
Peter svigter Jesus første gang(B)
15 Simon Peter fulgte efter Jesus sammen med en af de andre disciple, som kendte ypperstepræsten. Derfor fik den anden discipel tilladelse til at komme indenfor porten i ypperstepræstens gård, 16 mens Peter blev stående udenfor. Den anden discipel talte med den pige, der stod vagt ved porten, og Peter fik så lov til at komme med indenfor. 17 Men da han gik forbi hende, udbrød hun: „Du er da vist en af hans disciple!”
„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter.
18 Vagtmandskabet fra templet og husets tjenestefolk stod og varmede sig omkring nogle trækulsgløder, for det var koldt den nat. Peter stillede sig også derhen for at få varmen.
Ypperstepræsten forhører Jesus
19 Inde i huset begyndte ypperstepræsten at udspørge Jesus om hans disciple og om, hvad hans lære egentlig gik ud på.
20 „Jeg har talt til folk i fuld offentlighed,” svarede Jesus. „Mange gange har jeg undervist i synagogerne og på tempelpladsen, hvor alle har kunnet høre mig. Intet er sket bag lukkede døre. 21 Hvorfor spørger du mig? Hvorfor ikke spørge dem, der har hørt, når jeg har talt? De ved godt, hvad min undervisning går ud på.”
22 En af tempelvagterne gav Jesus et slag i ansigtet. „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?” sagde han.
23 „Har jeg sagt noget forkert, så sig hvad det er,” svarede Jesus. „Men hvis det, jeg har sagt, er sandt, hvorfor slår du mig så?”
24 Annas havde nemlig sendt[d] Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas med hænderne bundet.
Peter svigter Jesus anden og tredje gang(C)
25 Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående.
„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang.
26 Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”
27 Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(D)
28 Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfas’ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. 29 Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han. 30 „Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de. 31 „Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste[e] nogen,” indvendte de. 32 Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.
33 Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han. 34 „Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus. 35 „Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”
36 „Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.” 37 „Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.” 38 „Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus.
Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig. 39 Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Ønsker I, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’?” 40 „Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.