M’Cheyne Bible Reading Plan

30 Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til Herrens Hus i Jerusalem for at fejre Påsken for Herren, Israels Gud. ² Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned; ³ thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var samlet i Jerusalem. ⁴ Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt; ⁵ derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for Herren, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så fuldtalligt som foreskrevet.

⁶ Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling: "Israeliter! Vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er undsluppet Assyrerkongernes Hånd. ⁷ Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod Herren, deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv kan se. ⁸ Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk Herren Hånden og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og tjen Herren eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra eder. ⁹ Thi når I omvender eder til Herren, skal eders Brødre og Sønner finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende tilbage til dette Land. Thi Herren eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender eder til ham!" ¹⁰ Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem. ¹¹ Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig og kom til Jerusalem; ¹² også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i Kraft af Herrens Ord.

¹³ Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling. ¹⁴ De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem; ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i Kedrons Dal. ¹⁵ Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og bragte Brændofre til Herrens Hus; ¹⁶ og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog af Leviterne. ¹⁷ Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene, for således at hellige Herren dem. ¹⁸ Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og sagde: "Herren, den gode, tilgive ¹⁹ enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud Herren, hans Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver det!" ²⁰ Og Herren bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.

²¹ Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for Herren. ²² Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde udvist særlig Dygtighed i Herrens Tjeneste; og de fejrede Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og lovpriste Herren, deres Pædres Gud. ²³ Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage til, og det gjorde de så med Glæde, ²⁴ thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000 Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen 1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster helligede sig. ²⁵ Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda; ²⁶ og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem; ²⁷ og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.

16 Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden! ² Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede. ³ Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde. ⁴ Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne, og de bleve til Blod. ⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom; ⁶ thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet dem Blod at drikke; de ere det værd. ⁷ Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande og retfærdige ere dine Domme. ⁸ Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet den at brænde Menneskene med Ild. ⁹ Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give ham Ære. ¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. ¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger. ¹² Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat; og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for Kongerne fra Solens Opgang. ¹³ Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder. ¹⁴ Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den almægtiges, store Dag. ¹⁵ - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans Skam. - ¹⁶ Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk Harmagedon. ¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet, fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket. ¹⁸ Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort. ¹⁹ Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret med sin Vredes Harmes Vin. ²⁰ Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne. ²¹ Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi dens Plage var meget stor.

12 Et Udsagn; Herrens Ord om Israel. Det lyder fra Herren; som udspændte Himmelen, grundfæstede Jorden og dannede Menneskets Ånd i dets Indre: ² Se, jeg gør Jerusalem til et berusende Bæger for alle Folkeslag trindt om; også Juda skal være med til at belejre Jerusalem. ³ På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag - enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle Jordens Folk skal samle sig imod det.

⁴ På hin Dag, lyder det fra Herren, slår jeg alle Heste med Angst og Rytterne med Vanvid; Judas Hus åbner jeg Øjnene på, men alle Folkeslagene slår jeg med Blindhed. ⁵ Og Judas Stammer skal tænke: "Jerusalems Indbyggere er stærke i Hærskarers Herre, deres Gud." ⁶ På hin Dag gør jeg Judas Stammer til en Ildgryde mellem Brændestykker, et brændende Blus mellem Neg, og de skal æde til højre og venstre alle Folkeslag trindt om, og Jerusalem bliver roligt på sit Sted, i Jerusalem. ⁷ Så giver Herren først Judas Telte Sejr, for at Davids Hus og Jerusalems Indbyggere ikke skal vinde større Ry end Juda.

⁸ På hin Dag værner Herren om Jerusalems Indbyggere, og den skrøbeligste iblandt dem skal på hin Dag blive som David, men Davids Hus som Gud, som Herrens Engel foran dem. ⁹ På hin Dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de Folk, som kommer imod Jerusalem.

¹⁰ Og så udgyder jeg over Davids Hus og Jerusalems Indbyg- gere Nådens og Bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren Søn, og holder Klage over ham, son1 man holder Klage over den førstefødte. ¹¹ På hin Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem som Sorgen over Hadadrimmon i Megiddos Dal. ¹² Landet skal sørge, hver Slægt for sig, Davids Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Natans Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, ¹³ Levis Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Sjim'iternes Slægt for sig og deres Kvinder for sig, ¹⁴ alle de tiloversblevne Slægter hver for sig og deres Kvinder for sig.

13 På hin Dag skal en Kilde vælde frem for Davids Hus og Jerusalems Indbyggere mod Synd og Urenhed.

15 "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. ² Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. ³ I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. ⁴ Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre. ⁶ Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes. ⁷ Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del. ⁸ Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple.

⁹ Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed! ¹⁰ Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed. ¹¹ Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder, og eders Glæde kan blive fuldkommen. ¹² Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. ¹³ Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. ¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder. ¹⁵ Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder. ¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gå hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn. ¹⁷ Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre.

¹⁸ Når Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig førend eder. ¹⁹ Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder. ²⁰ Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de også forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de også holde eders. ²¹ Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kende den, som sendte mig. ²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd. ²³ Den, som hader mig, hader også min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog hadet både mig og min Fader. ²⁵ Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, må opfyldes: De hadede mig uforskyldt. ²⁶ Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig. ²⁷ Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen."