M’Cheyne Bible Reading Plan
Kong Jotam af Juda(A)
27 Jotam var 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. Hans mor hed Jerusha, en datter af Zadok. 2 Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, som hans far Uzzija havde gjort—og han dristede sig ikke til at gå ind i Herrens tempel. Alligevel fremturede folket i deres ugudelighed.
3 Jotam byggede nordporten i Herrens tempel, og han genopbyggede bymuren ved Ofelhøjen, hvor templet lå. 4 Desuden byggede han flere byer i Judas bjergland, og han byggede fæstninger og udkigstårne i skovene. 5 Han førte krig mod ammonitterne og besejrede dem. I de følgende tre år måtte de svare ham en årlig skat på 3,5 tons sølv, 10.000 sække hvede og 10.000 sække byg.[a] 6 Jotam blev således en magtfuld konge, for han adlød omhyggeligt Herren, sin Gud.
7 Resten af Jotams liv og virke og hans krige med andre konger er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. 8 Som sagt var han 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. 9 Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen. Hans søn Ahaz blev konge efter ham.
Kong Ahaz af Juda(B)
28 Ahaz var 20 år[b] gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. I modsætning til sin forfar David gjorde han ikke, hvad der var ret i Herrens øjne. 2 Han var ikke bedre end Israels onde konger, for han støbte afgudsbilleder og dyrkede Ba’al. 3 Han gik endda ud til offerstedet i Hinnoms dal for at ofre sine egne børn på bålet.[c] Derved fulgte han de afskyelige skikke, som fandtes hos de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at lade israelitterne bosætte sig der. 4 Han bragte slagtofre og røgelsesofre til afguderne på offerstederne rundt omkring i landet, både på højene og under de store træer.
5 Derfor tillod hans Gud, Herren, at den aramæiske konge besejrede ham og deporterede et stort antal judæere til Damaskus. Samtidig gjorde Israels hær et stort indhug i hans tropper. 6 På en enkelt dag dræbte kong Peka af Israel 120.000 af hans dygtigste krigere, fordi de havde vendt sig fra Herren, deres fædres Gud. 7 En soldat fra Efraim ved navn Zikri dræbte Ahaz’ søn Ma’aseja, hofchefen Azrikam og Elkana, der var nummer to i landets styre efter kongen. 8 Den israelitiske hær tog desuden 200.000 judæiske kvinder og børn til fange og slæbte et mægtigt krigsbytte med sig til Samaria.
9 Men profeten Oded, som boede i Samaria, gik den hjemvendende hær i møde uden for byen med følgende budskab: „Herren, jeres fædres Gud, ønskede at straffe Judas folk, og derfor lod han jer sejre over dem. Men I gik for langt i jeres hensynsløse nedslagtning, som råber til himlen. 10 Nu vil I tilmed gøre disse mennesker fra Juda og Jerusalem til slaver. Ved I da ikke, at I selv har syndet lige så groft imod Herren, jeres Gud? 11 Gør derfor som jeg siger og send fangerne hjem, så Herren ikke skal straffe jer. De hører trods alt til det samme folk som jer.”
12 Oded fik støtte fra flere af Efraims ledende mænd, blandt andet Azarja, søn af Johanan; Berekja, søn af Meshillemot; Hizkija, søn af Shallum; og Amasa, søn af Hadlaj. De sagde nu til de hjemvendte krigere: 13 „I må ikke bringe jeres fanger herhen! Gør I det, vil Herrens vrede ramme os. Vi har synd nok på samvittigheden i forvejen, og Herren er allerede vred på os.”
14 Derfor efterlod officererne fangerne og krigsbyttet hos folkets ledere, så de kunne afgøre, hvad der skulle ske med dem. 15 De fire førnævnte mænd fik til opgave at fordele tøjet fra krigsbyttet til de fanger, som manglede tøj. De gav dem også sko og noget at spise og drikke. De rensede deres sår med olivenolie og skaffede æsler til dem, der ikke kunne gå selv. Så førte de dem hen til deres landsmænd i palmebyen Jeriko, hvorefter de selv vendte tilbage til Samaria.
16-17 Omkring den tid begyndte edomitterne at plyndre i Juda og tage fanger med sig tilbage. Derfor henvendte kong Ahaz sig til assyrerkongen Tiglat-Pileser for at få hans hjælp mod alle fjenderne. 18 Filistrene havde nemlig også gjort indfald på de vestlige bakkeskråninger og i Negev mod syd. De havde allerede erobret byerne Bet-Shemesh, Ajjalon og Gederot samt Soko, Timna og Gimzo med omliggende landsbyer. 19 Det var Herrens straf, fordi kong Ahaz så troløst havde ført folket på afveje. 20 Men da assyrerkongen Tiglat-Pileser ankom, blev han til større besvær end hjælp, 21 og det på trods af, at Ahaz gav ham en masse kostbarheder fra templet og paladset og fra ledernes hjem.
22 Midt i ulykken blev Ahaz endnu mere utro mod Herren. 23 Han begyndte at ofre til aramæernes afguder, for han tænkte, at hvis de guder kunne hjælpe aramæerne til sejr, kunne de vel også hjælpe ham! Men Ahaz tog gruelig fejl, og med sin utroskab førte han sig selv og hele sit folk i ulykke. 24 Det blev ikke bedre af, at han ødelagde alt udstyret, der blev brugt ved ofringerne i templet, hvorpå han barrikaderede tempeldøren, så ingen mere kunne bringe ofre til Herren. I stedet opstillede han afgudsaltre på hvert gadehjørne i Jerusalem. 25 Det samme gjorde han i resten af Judas byer, hvorved han yderligere pådrog sig Herrens vrede.
26 Resten af Ahaz’ liv og virke er beskrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. 27 Da Ahaz døde, blev han begravet i Davidsbyen i Jerusalem, men ikke i det kongelige gravsted. Hans søn Hizkija blev konge efter ham.
Lammet og den nye sang fra de 144.000
14 Derefter så jeg, at Lammet pludselig stod på Zions bjerg. Sammen med det så jeg 144.000, som havde Lammets navn og dets Fars navn skrevet på panden. 2 Så hørte jeg en buldren fra Himlen, der lød som et mægtigt vandfald eller en vedvarende torden. Det var som en utrolig mængde af harpespillere, 3 der spillede og sang foran Guds trone, de fire levende væsener og de 24 medregenter. Det var en ny sang, som kun de 144.000, der var blevet løskøbt fra jorden, kunne lære. 4 Det er dem, som ikke er blevet urene ved at dyrke afguder. De er uskyldsrene som jomfruer. Det er dem, der følger Lammet, hvor det end går. De er løskøbt ud af menneskeheden som den første høst for Gud og for Lammet. 5 Der kommer ikke et usandt ord fra deres mund, og der er intet at udsætte på dem.
De tre engles budskab til hele jordens befolkning
6 Derefter så jeg en engel flyve rundt på himlen. Den forkyndte det evige budskab om tro på Kristus på ethvert sprog til alle folkeslag over hele jorden. 7 „Giv Gud den ære, der tilkommer ham,” råbte englen. „Dommens time er kommet. Bøj jer for ham, der skabte himlen og jorden, havet og alle vandkilderne.”
8 Endnu en engel fulgte efter. Han råbte: „Hun er faldet! Det store Babylon, som forførte alle nationerne til at drikke af sin berusende og besnærende vin, er faldet.”
9 En tredje engel fulgte efter, og han råbte: „De, der tilbeder uhyret og dets statue og tager imod dets mærke på panden eller på hånden, 10 vil få Guds vrede at føle i fuldt mål. De vil opleve en nådesløs straf, hvor de bliver pint i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. 11 Røgen fra deres pinested vil i al evighed stige op, og hverken dag eller nat vil der være nogen lindring for dem, der tilbeder uhyret og dets statue, og som tager imod dets mærke.”
12 Men for alle dem, der tilhører Gud, dem, der holder fast ved hans befalinger og troen på Jesus, gælder det om at være udholdende.
13 Så hørte jeg en stemme fra Himlen sige: „Skriv: ‚Velsignede er alle de, der fra nu af dør i troen på deres Herre.’ Ja, siger Ånden, så kan de få lov til at hvile ud efter den hårde kamp, for deres gerninger taler deres sag.”
Jordens høst, et introduktionsbillede til Guds sidste strafudmåling
14 Derefter så jeg pludselig en hvid sky, og på skyen sad en skikkelse, som lignede et menneske.[a] Han havde en guldkrone på hovedet og en skarp segl i hånden. 15 En anden engel kom ud fra den himmelske helligdom og råbte til ham, der sad på skyen: „Sving din segl over jorden og høst. Tiden er inde, for kornet er klar til høst.” 16 Han, som sad på skyen, svang sin segl over jorden, og jordens korn blev høstet.
17 Bagefter kom endnu en engel ud fra helligdommen med en skarp segl i hånden. 18 En engel mere kom til syne, denne gang fra alteret, og han havde magt over ilden. Han råbte til englen med den skarpe segl: „Brug din segl og skær klaserne af jordens vinstok, for druerne er klar til høst.” 19 Så svang englen sin segl over jorden, skar druerne af jordens vinstok og kastede dem i Guds vredes mægtige persekar. 20 Druerne blev trådt i persekarret uden for byen, og fra karret strømmede der en flod af blod, der var 1.600 stadier[b] lang og så dyb, at en hest ville synke i til halsen.
Herrens omsorg for sit folk
10 Bed Herren om regn om foråret, for så vil regnen give vækst til markens planter. Det er jo Herren, der skaber tordenskyerne og sender regn. 2 Husgudernes svar var falske, og sandsigernes syner var svindel. Alle deres drømme var kun tomme ord. Derfor fór I vild som får, der ingen hyrde har.
3 „Jeg er vred på dem, som skulle være hyrder og ledere for mit folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil velsigne min hjord, Judas folk. De skal ikke længere være som vildfarne får, men stærke som prægtige stridsheste. 4 Jeg vil oprejse ledere iblandt dem, som skal give støtte, håb og sejr. 5 Folket skal blive mægtige krigere for Herren og træde fjenderne ned i støvet under deres fødder. Herren er med dem i kampen, så deres fjender lider nederlag.
6 Jeg gør Juda stærk og redder Israel. Jeg vil være barmhjertig imod dem og føre dem hjem. Det skal være, som om jeg aldrig havde forstødt dem, for jeg er Herren, deres Gud, og jeg hører deres råb om hjælp. 7 Jeg gør dem stærke, som var de heltemodige krigere, og jeg gør dem glade, som havde de drukket vin. Deres børn skal se det og glæde sig, og alle skal juble over Herren. 8 Jeg kalder dem hjem og samler dem sammen, for jeg har befriet dem. De skal igen blive talrige som før. 9 Selv om jeg spredte dem blandt fjerne folkeslag, vil de aldrig glemme mig. Både de og deres børn skal vende hjem til deres eget land. 10 Fra Egypten og Assyrien henter jeg dem og lader dem bosætte sig i Gilead og Libanon. Der vil ikke være plads til dem alle. 11 Når jeg, Herren, fører mit folk gennem trængslens hav, lægger bølgerne sig. Nilens strømme tørrer ud, og Assyriens og Egyptens herredømme over mit folk får ende. 12 Jeg gør mit folk stærkt, og hvor de end kommer frem, vil de vandre i min kraft, erklærer Herren.
Jesus vasker disciplenes fødder
13 Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.
2 Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. 3 Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.
4 Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel[a] af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. 5 Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. 6 Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”
7 „Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”
8 „Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”
„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”
9 „Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”
10 „Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.” 11 Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.
12 Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? 13 I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. 16 Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. 17 Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.
18 Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, vil bekæmpe mig.’[b] Det går snart i opfyldelse. 19 Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. 20 Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig—og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”
Jesus forudsiger, at Judas vil forråde ham(A)
21 Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!”
22 Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. 23 Den discipel, som Jesus elskede særlig højt, lå til bords ved siden af Jesus. 24 Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. 25 Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” 26 „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus.
Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. 27 Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde—men gør det snart!” 28 Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. 29 Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. 30 Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.
Det nye bud, kærlighedsbudet
31 Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære. 32 Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart. 33 Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme. 34 Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! 35 Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”
Jesus forudser, at Peter vil svigte ham(B)
36 „Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” 37 „Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!” 38 „Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.