M’Cheyne Bible Reading Plan

19 Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit Palads i Jerusalem. ² Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader Herren? For den Sags Skyld er Herrens Vrede over dig! ³ Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud." ⁴ Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til Herren, deres Fædres Gud. ⁵ Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede Byer i Juda. ⁶ Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke for Mennesker, men for Herren, I fælder Dom, og han er hos eder, når I afsiger Hendelser. ⁷ Derfor være Herrens Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos Herren vor Gud er der hverken Uret eller Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!" ⁸ Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i Herrens Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere. ⁹ Og han bød dem: "Således skal I gøre i Herrens Frygt, i Sanddruhed og med redeligt Hjerte: ¹⁰ Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at de ikke skal pådrage sig Skyld forHerren, så der kommer Vrede over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder Skyld. ¹¹ I alle Herrens Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, Herren vil være med enhver, der gør sin Pligt."

20 Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat. ² Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet), fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!" ³ Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til Herren og søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda. ⁴ Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos Herren; også fra alle Judas Byer kom de for at søge Herren. ⁵ Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i Herrens Hus foran den nye Forgård ⁶ og sagde: "Herre, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand! ⁷ Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det for evigt? ⁸ Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, idet de sagde: ⁹ Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød, vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil høre det og frelse os! ¹⁰ Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke, ¹¹ se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje! ¹² Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"

¹³ Medens nu alle Judæerne stod for Herrens Åsyn med deres Familier, Kvinder og Børn, ¹⁴ kom Herrens Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af Mattanja, af Asafs Sønner, ¹⁵ og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og Kong Josafat! Så siger Herren til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders, men Guds! ¹⁶ Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for Jeruels Ørken. ¹⁷ Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes Herren frelser eder, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i Morgen imod dem, og Herren vil være med eder!" ¹⁸ Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne og Jerusalems Indbyggere faldt ned for Herren og tilbad ham; ¹⁹ men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for at lovprise Herren, Israels Gud, med vældig Røst.

²⁰ Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Tro på Herren eders Gud, og l skal blive boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!" ²¹ Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere til med Ordene "lov Herren, thi hans Miskundhed varer evindelig!" at lovprise Herren i helligt Skrud, medens de drog frem foran de væbnede. ²² Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod Herren et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. ²³ Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge, og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.

²⁴ Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet. ²⁵ Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage til at plyndre; så meget var der. ²⁶ Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de Herren, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder den Dag i Dag. ²⁷ Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi Herren havde bragt dem Glæde over deres Fjender; ²⁸ og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til Herrens Hus. ²⁹ Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at Herren havde kæmpet mod Israels Fjender. ³⁰ Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til alle Sider.

³¹ Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var Datter af Sjilhi. ³² Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne. ³³ Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke Hjertet til deres Fædres Gud.

³⁴ Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst, står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget i Bogen om Israels Konger.

³⁵ Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af Israel, der var ugudelig i al sin Færd; ³⁶ han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber. ³⁷ Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil Herren gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke Tarsis.

8 Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen omtrent en halv Time.

² Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet dem syv Basuner. ³ Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran Tronen. ⁴ Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra Engelens Hånd før Guds Åsyn. ⁵ Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og Jordskælv.

⁶ Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til at basune. ⁷ Og den første basunede, og der kom Hagl og Ild, blandet med Blød, og blev kastet på Jorden; og Tredjedelen af Jorden blev opbrændt, og alt grønt Græs opbrændtes. ⁸ Og den anden 'Engel basunede, og det var, som et stort brændende Bjerg blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til Blod. ⁹ Og Tredjedelen af de Skabninger i Havet, som havde Liv, døde; og Tredjedelen af Skibene blev ødelagt. ¹⁰ Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al Floderne og på Vandkilderne. ¹¹ Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de vare blevne beske. ¹² Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså. ¹³ Og jeg så, og jeg hørte en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og sige med høj Røst: Ve, ve, ve dem, som bo på Jorden, for de øvrige Basunrøster fra de tre Engle, som skulle basune.

4 Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker et Menneske af hans Søvn, ² og spurgte mig: "Hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg, skuer, og se, der er en Lysestage, helt og holdent af Guld, og et Oliekar ovenpå og syv Lamper og syv Rør til Lamperne, ³ desuden to Olietræer ved Siden af den, et til højre, et andet tilvenstre for Oliekarret." ⁴ Og jeg spurgte Engelen, som talte med mig:"Hvad betyder disse Ting, Herre?" ⁵ Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej. Herre!"

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens Ord til Zerubbabel: Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre. ⁷ Hvem er du, du store Bjerg? For Zerubbabel skal du blive Slette! Han skal hente Topstenen, medens der råbes: "Nåde, Nåde være med den!" ⁸ Og Herrens Ord kom til mig således: ⁹ Zerubbabels Hænder har lagt Grunden til dette Hus, hans Hænder skal også fuldende det; og du skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig til eder.

¹⁰ Thi den, der lod hånt om de ringe Begyndelsers Dag, skal glæde sig, når han ser Blystenen i Zerubbabels Hånd. Hine syv er Herrens Øjne, som søger ud over hele Jorden. ¹¹ Derpå spurgte jeg ham:"Hvad betyder de to Olietræer der til højre og venstre for Lysestagen?" ¹² Og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden af de to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned derfra?" ¹³ Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej, Herre!" ¹⁴ Så sagde han: "Det er de to med Olie salvede, som står for al Jordens Herre."

7 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel. ² Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær. ³ Da sagde hans Brødre til ham: "Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør. ⁴ Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!" ⁵ Thi heller ikke hans Brødre troede på ham. ⁶ Da siger Jesus til dem: "Min Tid er endnu ikke kommen; men eders Tid er stedse for Hånden. ⁷ Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens Gerninger ere onde. ⁸ Drager I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne Højtid, thi min Tid er endnu ikke fuldkommet." ⁹ Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa. ¹⁰ Men da hans Brødre vare dragne op til Højtiden, da drog han også selv op, ikke åbenlyst, men lønligt.

¹¹ Da ledte Jøderne efter ham på Højtiden og sagde: "Hvor er han?" ¹² Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde: "Han er en god Mand;" men andre sagde: "Nej, han forfører Mængden." ¹³ Dog talte ingen frit om ham af Frygt for Jøderne.

¹⁴ Men da det allerede var midt i Højtiden. gik Jesus op i Helligdommen og lærte. ¹⁵ Jøderne undrede sig nu og sagde: "Hvorledes kan denne have Lærdom, da han ikke er oplært?" ¹⁶ Da svarede Jesus dem og sagde: "Min Lære er ikke min, men hans, som sendte mig. ¹⁷ Dersom nogen vil gøre hans Villie, skal han erkende, om Læren er fra Gud, eller jeg taler af mig selv. ¹⁸ Den, der taler af sig selv, søger sin egen Ære; men den, som søger hans Ære, der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke Uret i ham. ¹⁹ Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven. Hvorfor søge I at slå mig ihjel?" ²⁰ Mængden svarede: "Du er besat; hvem søger at slå dig ihjel?" ²¹ Jesus svarede og sagde til dem: "Een Gerning gjorde jeg, og I undre eder alle derover. ²² Moses har givet eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene) og I omskære et Menneske på en Sabbat. ²³ Dersom et Menneske får Omskærelse på en Sabbat, for at Mose Lov ikke skal brydes, ere I da vrede på mig, fordi jeg har gjort et helt Menneske rask på en Sabbat? ²⁴ Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!"

²⁵ Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: "Er det ikke ham, som de søge at slå ihjel? ²⁶ Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon Rådsherrerne virkelig skulde have erkendt, at han er Kristus? ²⁷ Dog vi vide, hvorfra denne er; men når Kristus kommer, kender ingen, hvorfra han er." ²⁸ Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde: "Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke kende. ²⁹ Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig." ³⁰ De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans Time var endnu ikke kommen. ³¹ Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: "Når Kristus kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?"

³² Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe ham. ³³ Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg bort til den, som sendte mig. ³⁴ I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme." ³⁵ Da sagde Jøderne til hverandre: "Hvor vil han gå hen, siden vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne? ³⁶ Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?" ³⁷ Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og sagde: "Om nogen tørster,han komme til mig og drikke! ³⁸ Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende Vandstrømme:" ³⁹ Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

⁴⁰ Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: "Dette er sandelig Profeten." ⁴¹ Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da Kristus kommer fra Galilæa? ⁴² Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra Bethlehem, den Landsby, hvor David var?" ⁴³ Således blev der Splid iblandt Mængden om ham. ⁴⁴ Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham.

⁴⁵ Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse sagde til dem: "Hvorfor have I ikke ført ham herhen?" ⁴⁶ Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt således som dette Menneske." ⁴⁷ Da svarede Farisæerne dem: "Ere også I forførte? ⁴⁸ Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af Farisæerne? ⁴⁹ Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet." ⁵⁰ Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af dem, sagde til dem: ⁵¹ "Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham og får at vide, hvad han gør?" ⁵² De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Ransag og se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa."