Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Anden Krønikebog 18

Profeten Mika advarer kong Ahab(A)

18 Som sagt var Joshafat både rig og højt agtet. Han besluttede nu at indgå en alliance med kong Ahab af Israel ved at lade sin søn gifte sig med Ahabs datter.

Nogle år senere rejste han til Samaria for at besøge Ahab. Til ære for Joshafat og hans ledsagere arrangerede Israels konge en fest og slagtede i den anledning et stort antal småkvæg og hornkvæg. Under festen søgte han at overtale Joshafat til at hjælpe sig med at erobre byen Ramot-Gilead. „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” spurgte han Joshafat. „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine.” Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Gud vil give dig sejr!”

Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. 10 En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!” 11 De andre profeter sagde det samme. „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead. Herren vil give dig sejr!”

12 Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. 13 Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det min Gud fortæller mig!”

14 Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” 15 „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

16 Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har! Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” 17 Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

18 „Så hør da Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. 19 Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, 20 trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ ‚Men hvordan?’ spurgte Herren. 21 Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

22 Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

23 Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. 24 Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

25 Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. 26 „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” 27 „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”

Kong Ahabs død(B)

28 Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead, 29 men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.

30 Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham. 31-32 Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage. 33 Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.

„Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”

34 Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.

Aabenbaringen 7

Guds tjenere på jorden blandt jøderne

Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner. De holdt jordens fire vinde tilbage, så de ikke kunne blæse over land og hav eller mod noget træ. En femte engel trådte frem i den østlige horisont, og han havde den levende Guds segl med sig. Han råbte med høj røst til de fire engle, som havde fået magt til at skade både jord og hav: „Rør ikke jorden eller havet eller noget træ, før vi har mærket vores Guds tjeneres pander med hans segl.” Jeg hørte tallet på de beseglede. Det var 144.000 af alle Israels stammer, 5-8 12.000 fra hver af de 12 stammer: Juda, Ruben, Gad, Asher, Naftali, Manasse, Simeon, Levi, Issakar, Zebulon, Josef og Benjamin.

Den store flok i Himlen af frelste fra alle folkeslag

Derefter lagde jeg mærke til en stor flok mennesker, som stod foran Lammet og Guds trone i Himlen, klædt i lange, hvide dragter og med palmegrene i hænderne. Der var mennesker fra alle folkeslag og sprog, og der var så mange, at ingen kunne tælle dem. 10 De råbte: „Frelsen kom fra vores Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!”

11 Alle englene stod i en kreds omkring Guds trone og de 24 medregenter og de fire levende væsener. De faldt på knæ foran tronen, og med ansigtet mod jorden hyldede de Gud: 12 „Ja, det er rigtigt! Gud skal have ære, tak og lovprisning i al evighed. Han har al herlighed, visdom, kraft og magt. Amen!”

13 En af medregenterne vendte sig til mig og sagde: „Ved du, hvem de mennesker i hvide dragter er? Ved du, hvor de er kommet fra?”

14 „Nej, herre,” svarede jeg, „men du ved det.”

„De er kommet ud af den store trængsel,” sagde han. „De har gjort deres dragter rene i Lammets blod, så de er helt hvide. 15 Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans helligdom. Han, som sidder på tronen, vil tage sig af dem, 16 og de skal aldrig mere sulte eller tørste eller døje under sol og hede. 17 Lammet, der står ved tronen, vil være deres hyrde og lede dem til kilden med det livgivende vand, og Gud vil tørre hver tåre af deres kinder.”

Zakarias 3

Ypperstepræstens nye dragt

I et andet syn viste Herren mig ypperstepræsten Josva stå foran Herrens engel, mens Satan stod ved hans højre side og anklagede ham. Herrens engel sagde til Satan: „Så er det nok med dine anklager, Satan! Herren vil straffe dig, for denne mand er som et forkullet stykke træ, reddet ud af ilden.”

Jeg så, at Josva stod foran englen i snavsede klæder. Herrens engel sagde da til de omkringstående engle: „Tag det snavsede tøj af ham.” Og henvendt til Josva sagde han: „Jeg har tilgivet dine synder. Nu får du en ren og ny dragt.” „Sæt også en ren turban på hans hoved,” sagde englen til sine hjælpere. Så gav de ham en ren turban og en ny dragt på.

Derefter sagde Herrens engel til Josva: „Hør hvad Herren siger: Hvis du vil adlyde mine befalinger og samvittighedsfuldt udføre dit hverv, vil jeg gøre dig til leder og vogter af mit tempel, og du skal få samme direkte adgang til mig som englene, der står her. Hør efter, Josva! Du er ypperstepræsten, og sammen med de andre præster er du et symbol på den tjener, jeg vil sende engang: Spiren.[a] 9-10 På en enkelt dag vil jeg fjerne den skyld, der ligger over landet. Når den dag kommer, kan I igen trygt byde jeres venner velkomne og nyde freden under vinrankens og figentræets skygge. Se på den sten, som jeg har anbragt foran dig, Josva. Den har syv øjne, og jeg vil skrive noget på den.”

Johannes 6

Bespisningen af de 5000(A)

Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. En stor skare mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge. Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene. (Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.) Da han kiggede op, så han, at en stor skare mennesker var på vej hen imod ham.

Senere på dagen sagde han til Filip: „Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?” Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre. Filip svarede: „Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.”

En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: „Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?”

10 „Sig til folk, at de skal sætte sig ned,” sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn. 11 Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene, 12 og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: „Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.” 13 Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op.

14 Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: „Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!” 15 Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.

Jesus kommer gående på vandet(B)

16 Hen imod aften gik disciplene ned til søen. 17 Da Jesus endnu ikke var kommet ved mørkets frembrud, gik de om bord i båden og satte kurs mod Kapernaum. 18 Inden længe begyndte det at blæse op, så de måtte kæmpe mod vinden og bølgerne. 19 Da de havde roet ca. fem kilometer, fik de pludselig øje på Jesus, der kom gående på vandet hen mod båden, og de blev skrækslagne. 20 „Det er mig,” råbte Jesus. „I skal ikke være bange!” 21 Så tog de ham op i båden, og straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted.

Jesus som det virkelige, livgivende brød

22 Næste morgen var der stadig mange mennesker samlet på den østlige side af søen. De havde lagt mærke til, at der kun havde været én båd, og at Jesus ikke var med om bord, da disciplene sejlede ud. 23 I mellemtiden var der kommet en del småbåde fra Tiberias, og de havde lagt til i nærheden af det sted, hvor bespisningsunderet var foregået. 24 Da folk nu opdagede, at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de om bord i bådene og sejlede over til Kapernaum for at lede efter ham dér.

25 Da de havde fundet ham, spurgte de: „Mester, hvordan er du kommet herover?”

26 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte. 27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”

28 „Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?” spurgte de.

29 Jesus svarede: „At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.”

30 Så spurgte de: „Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig? 31 Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‚Han gav dem brød fra himlen at spise.’ ”[a]

32 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen. 33 Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.”

34 „Så giv os det brød hver dag!” sagde de alle sammen.

35 Jesus svarede: „Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste. 36 Men som jeg har sagt jer før: I tror det ikke, selv om I har set mig. 37 Dog er der nogle, som vil komme til mig, nemlig alle dem, som Faderen giver mig, og dem vil jeg aldrig vise bort. 38 Jeg er jo kommet fra Himlen, ikke for at gøre det, jeg selv vil, men for at gøre det, min Far vil. 39 Og det er hans vilje, at jeg ikke skal miste en eneste af alle dem, han har givet mig. 40 Min Far vil nemlig, at alle, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og at jeg skal oprejse dem fra de døde på den sidste dag.”

41 De jødiske ledere kunne ikke acceptere, at Jesus havde sagt, at han var kommet ned fra Himlen. 42 De stak hovederne sammen og hviskede til hinanden: „Det er jo Jesus, ham der er søn af Josef! Vi ved, hvem hans far og mor er. Hvad er det for noget snak, at han skulle være kommet ned fra Himlen?”

43 Men Jesus svarede: „Lad være med at stå der og skumle! 44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager dem til mig, og på den sidste dag vil jeg opvække dem fra de døde. 45 Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’[b]

Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. 46 Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.

47 Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. 48 Jeg er det brød, der giver liv. 49 Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen. 50 Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø. 51 Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”

52 Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”

53 Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer! 54 Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag. 55 Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik. 56 De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig. 57 Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig. 58 Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen—de skal leve til evig tid.”

59 Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.

Nogle falder fra, andre holder fast

60 Selv mange af Jesu tilhængere begyndte at stikke hovederne sammen og sige til hinanden: „Nu er han gået for vidt. At sige sådan noget er helt uacceptabelt!”

61 Jesus var klar over, hvad det var, de mumlede om. „Er de ord, jeg her har talt, nok til, at I falder fra?” spurgte han. 62 „Hvad ville I da sige til at se Menneskesønnen stige op til Himlen, hvor han kom fra? 63 Det er kun Guds Ånd, der kan give åndeligt liv. Det liv kan man ikke få på menneskelig vis, men de ord, jeg har talt til jer, giver liv, fordi de kommer fra Guds Ånd. 64 Men nogle af jer tror ikke på mig.” Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der ikke troede på ham, og at en af hans disciple ville forråde ham. 65 Han tilføjede: „Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager dem til mig.”

66 Derefter var der mange af Jesu tilhængere, der trak sig tilbage og ikke længere ville have noget med ham at gøre. 67 Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”

68 Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv, 69 og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn![c]

70 Da sagde Jesus: „Jeg har selv udvalgt jer 12, og alligevel er en af jer en djævel.” 71 Dermed hentydede han til Judas Iskariot, som senere forrådte ham, skønt han var en af de Tolv.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.