M’Cheyne Bible Reading Plan

Joshafat som konge over Juda

17 Asas søn, Joshafat, blev nu konge i Juda, og han begyndte at ruste sig til krig mod Israel. ² Han udstationerede garnisoner i alle Judas befæstede byer og på andre strategiske steder i landet samt i de efraimitiske byer, hans far havde erobret.

³ Herren var med Joshafat, fordi han adlød Gud, ligesom hans forfar David^[a] havde gjort før ham. Han dyrkede ikke afguderne, ⁴ men søgte hjælp hos sin fars Gud og adlød Guds befalinger—i modsætning til de israelitiske konger. ⁵ Derfor styrkede Herren hans position som konge i Juda. Alle indbyggerne bragte ham gaver, og han blev både rig og højt anset. ⁶ Han var helhjertet i at tjene Herren, og han fjernede de sidste rester af afgudsofferstederne og Asherapælene.

^7-9 I sit tredje regeringsår begyndte Joshafat et landsdækkende uddannelsesprogram: Han sendte nogle ledende mænd på rundrejse til alle de judæiske byer for at undervise folket. Det drejede sig om embedsmændene Ben-Hajil, Obadja, Zekarja, Netanel og Mika, levitterne Shemaja, Netanja, Zebadja, Asael, Shemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, samt præsterne Elishama og Joram. Disse mænd havde Herrens lovbog med sig, og de underviste i den overalt, hvor de kom frem.

¹⁰ Da faldt Herrens frygt på de omliggende riger, så ingen vovede at gå i krig mod Joshafat.

¹¹ Selv nogle af filistrene bragte Joshafat gaver og betalte skat til ham, og araberne forærede ham 7700 væddere og 7700 gedebukke. ^12-13 Joshafats magt voksede, og han styrkede sit forsvar yderligere ved at bygge flere borge og forsyningscentre rundt omkring i Juda. Han havde til stadighed en stor hær i beredskab i hovedstaden Jerusalem. ¹⁴ Soldaterne blev mønstret i henhold til deres stamme og slægt. Fra Judas stamme var der tre hærførere: For det første Adna, der havde 300.000 mand under sig, inddelt i afdelinger på 1000 mand. ¹⁵ For det andet Johanan med 280.000 mand under sig. ¹⁶ For det tredje Amasha, søn af Zikri, der frivilligt var trådt i kongens tjeneste og havde ansvar for 200.000 mand. ¹⁷ Fra Benjamins stamme var der to hærførere: For det første den meget erfarne Eljada med 200.000 mand under sig, alle udrustede med buer og skjolde, ¹⁸ for det andet Jozabad med 180.000 fuldt rustede mænd under sig. ¹⁹ Disse fem var under kongens direkte kommando i Jerusalem, og desuden var der de officerer, som var udstationeret i de befæstede byer rundt omkring i landet.

De første seks segl på bogrullen brydes til dom over jorden

6 Da Lammet brød det første af de syv segl, hørte jeg et af de fire levende væsener råbe med tordenrøst: „Kom!” ² Derefter så jeg en hvid hest med en rytter, som holdt en bue i hånden. Rytteren fik udleveret en sejrskrans, og han red af sted fra sejr til sejr, for han var bestemt til at sejre.

³ Da Lammet brød det andet segl, hørte jeg det andet levende væsen råbe: „Kom!” ⁴ Og der kom en rød hest med en rytter, som fik udleveret et vældigt sværd. Han tog freden bort fra jorden, så folk begyndte at nedslagte hinanden.

⁵ Da Lammet brød det tredje segl, hørte jeg det tredje levende væsen råbe: „Kom!” Og der kom en sort hest med en rytter, som holdt en skålvægt i hånden. ⁶ Da hørte jeg en stemme inde fra de fire væsener, som råbte: „Et kilo hvede vil koste en dagløn, og tre kilo byg vil koste en dagløn. Men olivenolien og vinen må du ikke skade!”

⁷ Da Lammet brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde levende væsen råbe: „Kom!” ⁸ Og der kom en gustengul hest med en rytter, som hed „Døden”, og Dødsriget fulgte med ham. De fik lov til at dræbe en fjerdedel af jordens befolkning gennem krig og sult, sygdom og vilde dyr.

⁹ Da Lammet brød det femte segl, så jeg neden for alteret i det himmelske tempel sjælene af dem, som var blevet slået ihjel, fordi de holdt fast ved Guds ord og ikke ville fornægte deres tro på ham. ¹⁰ „Herre, du er den sande og hellige Gud,” råbte de. „Hvor længe vil det vare endnu, før du holder dom over dem, der bor på jorden, og hævner vores død?” ¹¹ Da fik de hver en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle vente et stykke tid endnu, indtil det fulde antal af deres medtjenere og medkristne, som skulle slås ihjel ligesom dem selv, var nået.

¹² Da Lammet brød det sjette segl, kom der et voldsomt jordskælv. Solen blev mørk som en sørgedragt, og månen blev rød som blod. ¹³ Himlens stjerner faldt ned mod jorden, som frugterne falder fra et figentræ, der gennemrystes af en vældig storm. ¹⁴ Himlen blev rullet sammen som en bogrulle, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. ¹⁵ Alle mennesker på jorden søgte at gemme sig i huler og bag klipper i bjergene, både konger og stormænd, hærførere og rigmænd, magthavere, slaver og almindelige borgere. ¹⁶ De råbte til bjergene og klippestykkerne: „Styrt sammen over os!^[a] Skjul os for Den Store Konge og Lammet! ¹⁷ For hvem kan undgå straf på den store dommens dag, som nu er kommet?”

De fire horn

2 Derefter fik jeg endnu et syn. Jeg så fire horn. ² „Hvad betyder de horn?” spurgte jeg englen ved min side. Han svarede: „De repræsenterer de stormagter, som har spredt indbyggerne fra Israel, Juda og Jerusalem for alle vinde.”

³ Så viste Herren mig fire smede. ⁴ „Hvorfor er de smede her?” spurgte jeg.

Englen svarede: „De er kommet for at knuse de fire horn som tegn på, at de ugudelige stormagter, som spredte Judas folk, vil miste deres magt.”

Målebåndet

⁵ Derefter fik jeg endnu et syn. Jeg så en mand gå med et målebånd i hånden.

⁶ „Hvor skal du hen?” spurgte jeg ham.

„Jeg skal ud og måle Jerusalems længde og bredde,” svarede han.

⁷ Så kom der en anden engel til syne, og englen ved min side gik ham i møde. ⁸ Den anden engel sagde: „Gå hen og sig til den unge mand dér, at der en dag vil bo så mange mennesker og dyr i Jerusalem, at de ikke kan være indenfor byens mure, men må slå sig ned i området udenfor. ⁹ Da vil Herren selv være som en mur af ild omkring hele området, og han vil bo midt iblandt dem med sin herlighed.

Et kald til at vende hjem og et løfte om Guds indgreb

^10-11 ‚Hør efter!’ siger Herren. ‚Jeg spredte mit folk ud til alle fire verdenshjørner, men nu skal I komme hjem. Flygt fra landet mod nord,^[a] red jer selv, I som bor i Babylonien!’ ”

¹² Og englen fortsatte:^[b] „Den almægtige Gud vil vise sin herlighed og demonstrere sin magt over de folkeslag, som udplyndrede jer, for de, der rører jer, rører hans øjeæble.^{[c] 13} Han vil slå hårdt ned på dem, og deres egne slaver skal gøre oprør imod dem. Når det sker, vil I forstå, at Herren, den Almægtige, har sendt mig.

¹⁴ ‚Glæd jer og syng af fryd, mit folk!’ siger Herren. ‚For jeg kommer og bosætter mig midt iblandt jer! ¹⁵ Til den tid vil mange mennesker fra andre folkeslag slutte sig til mig og blive en del af mit folk, og jeg vil bosætte mig midt iblandt jer!’ Da vil I forstå, at Herren den Almægtige har sendt mig. ¹⁶ Herren vil igen udvælge Juda til at være sit hellige land og Jerusalem til at være sin hellige by.

¹⁷ Vær stille for Herren, alle mennesker, for han har rejst sig fra sin himmelske trone for at udføre disse ting.”

Flere mirakler i Jerusalem

5 Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. ² Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. ³ Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.^{[a] 4} En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. ⁵ En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. ⁶ Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: „Vil du være rask?” ⁷ Den syge mand svarede: „Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.” ⁸ Jesus sagde til ham: „Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!” ⁹ Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.

Den første konfrontation med de jødiske ledere

Men da det var sabbat den dag, ¹⁰ irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. „Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.” ¹¹ „Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!”

¹² „Hvem var det, der sagde det?” spurgte de.

¹³ Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.

¹⁴ Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. „Nu er du rask,” sagde han, „lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.”

¹⁵ Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham. ¹⁶ Derfor anklagede de Jesus for at overtræde loven ved at arbejde på hviledagen. ¹⁷ Men Jesus svarede: „Min Far arbejder i dag, så det gør jeg også.”

¹⁸ Den udtalelse gjorde de jødiske ledere endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, fordi han ikke blot overtrådte sabbatslovene, men også kaldte Gud for sin Far og dermed gjorde sig til ét med Gud.

Sønnens fuldmagt til at give evigt liv eller dømme de onde

¹⁹ Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv. Han gør kun det, han ser sin Far gøre. Hvad Faderen gør, det gør Sønnen også. ²⁰ For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han vil vise ham endnu større undere end den mands helbredelse, og I vil komme til at undre jer. ²¹ Ligesom Faderen opvækker mennesker fra de døde og giver dem nyt liv, sådan giver også Sønnen nyt liv til hvem, han vil. ²² Faderen vil ikke selv dømme nogen, men han har overgivet al domsafsigelse til Sønnen, ²³ for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvis de ikke ærer Sønnen, som Faderen har sendt, ærer de heller ikke Faderen.

²⁴ Det siger jeg jer: De, der tager imod mit budskab og tror på Gud, som sendte mig, de har det evige liv og bliver ikke stillet for domstolen. De er allerede blevet overflyttet fra døden til livet.

²⁵ Det siger jeg jer: Den tid kommer—ja, den er her allerede—da de døde skal høre Guds Søns røst og leve. ²⁶ Faderen bærer kilden til livet i sig, og han har givet mig den samme magt til at give liv. ²⁷ Faderen har også givet mig magt til at dømme, fordi jeg er Menneskesønnen.^[b]

^28-29 I skal ikke undre jer over, at de døde engang skal høre Guds Søns røst og stå op fra deres grave. De, der har gjort det gode, vil få det evige liv, mens de, der har gjort det onde, vil få deres dom.

³⁰ Jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men jeg lytter til min Far, og på det grundlag dømmer jeg. Derfor er min dom retfærdig. Det er jo ikke min egen vilje, jeg vil fremme, men hans vilje, som sendte mig.

Forskellige vidneudsagn om Jesus som Guds Søn

³¹ Hvis jeg anbefaler mig selv, er min anbefaling ikke gyldig. ^32-33 Men nu er der en anden, som har fortalt jer om mig, og det er Johannes. I har selv forhørt jer hos ham, og jeg kan forsikre jer for, at det, han har sagt om mig, er sandt. ³⁴ Jeg er ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg har sagt det her i håb om, at I vil tro på, hvad jeg siger, og få del i det evige liv. ³⁵ Johannes var for en tid som lyset fra en lampe, og I var glade for at høre, hvad han havde at sige, ³⁶ men jeg henviser til et vidnesbyrd, der er større end hans, nemlig de undere, jeg har gjort. Det er min Far, der giver mig magt til at udføre dem, og de viser, at Faderen har sendt mig.

³⁷ Også Faderen selv har vidnet om mig, men I har aldrig set eller hørt ham. ³⁸ Og fordi I nægter at tro på den, han har sendt, har hans ord ikke slået rod i jer.

³⁹ Skriften fortæller også om mig. I studerer Skriften, fordi I tror, at I finder det evige liv dér. Og selv om Skriften fortæller om mig, ⁴⁰ er I alligevel ikke villige til at komme til mig for at få livet.

⁴¹ Jeg er ikke ude efter menneskers anerkendelse. ⁴² Jeg ved, hvordan I er, og at I ikke har kærligheden til Gud i jer. ⁴³ Jeg er kommet, fordi min Far har sendt mig, men I vil ikke høre efter, hvad jeg siger. Men folk, der ikke er sendt af ham, og som kun anbefaler sig selv, dem lytter I gerne til. ⁴⁴ I søger efter anerkendelse fra hinanden, men den anerkendelse, som kommer fra den eneste sande Gud, den er I ikke interesseret i. Hvordan skulle I da kunne tro på mig?

⁴⁵ I skal ikke tro, det er mig, der vil anklage jer over for Faderen. Nej, det bliver Moses, ham som I har sat jeres lid til. ⁴⁶ Hvis I virkelig troede Moses, ville I også tro på mig, for det er om mig, han har skrevet. ⁴⁷ Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I så kunne tro på mig?”