M’Cheyne Bible Reading Plan

14 Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans Tid havde Landet Fred i ti År. ² Asa gjorde, hvad der var godt og ret i Herren hans Guds Øjne. ³ Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne ⁴ og bød Judæerne søge Herren, deres Fædres Gud, og holde Loven og Budet, ⁵ og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer, og Landet havde Fred, så længe han levede. ⁶ Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han havde ingen Krig i de År, thi Herren lod ham have Ro. ⁷ Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har Landet i vor Magt, thi vi har søgt Herren vor Gud; vi har søgt ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de, og Lykken stod dem bi. ⁸ Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle sammen dygtige Krigere.

⁹ Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja, ¹⁰ rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i Zefatadalen ved Maresja. ¹¹ Da råbte Asa til Herren sin Gud: "Herre, hos dig er der ingen Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen har; hjælp os, Herre vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, Herre, du er vor Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand." ¹² Da slog Herren Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne tog Flugten. ¹³ Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran Herren og hans Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte ¹⁴ og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en Herrens Rædsel var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et stort Bytte i dem; ¹⁵ også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem.

15 Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn, ² og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og hele Juda og Benjamin! Herren er med eder, når I er med ham; og hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I ham, forlader han også eder! ³ I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at vejlede og uden Lov, ⁴ men i sin Trængsel omvendte det sig til Herren, Israels Gud, og søgte ham, og han lod sig finde at dem. ⁵ I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild Rædsel over alle Landes Indbyggere; ⁶ Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild Rædsel med alle mulige Trængsler. ⁷ Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn for eders Gerning."

⁸ Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede påny Herrens Alter foran Herrens Forhal. ⁹ Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim, Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde Israeliter var gået over til ham, da de så, at Herren hans Gud var med ham. ¹⁰ De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende Regeringsår ¹¹ og ofrede den Dag Herren Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700 Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg. ¹² Derpå sluttede de en Pagt om at søge Herren, deres Fædres Gud, af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl; ¹³ og enhver, der ikke søgte Herren, Israels Gud, skulde lide Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde. ¹⁴ Det tilsvor de Herren med høj Røst under Jubel og til Trompeters og Horns Klang, ¹⁵ Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af dem og lod dem få Ro til alle Sider.

¹⁶ Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde, sønderknuse og brænde i Kedrons Dal. ¹⁷ Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas Hjerte helt med Herren, så længe han levede. ¹⁸ Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.

¹⁹ Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår.

4 Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter. ² Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen, og en sad på Tronen, ³ og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd. ⁴ Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med Guldkranse på deres Hoveder. ⁵ Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder. ⁶ Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af Øjne fortil og bagtil.

⁷ Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer! ⁹ Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægge deres Kranse ned for Tronen og sige: ¹¹ Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte.

2 På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: ² Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket således: ³ Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders Øjne? ⁴ Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra Herren, vær kun trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt, alt Folket i Landet, lyder det fra Herren. Arbejd kun, thi jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers Herre, ⁵ og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke! ⁶ Thi så sigerHærskarers Herre: Endnu en Gang om en liden Stund vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, og jeg vil ryste alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers Herre. ⁸ Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers Herre. ⁹ Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre, og på dette Sted vil jeg give Fred, lyder det fra Hærskarers Herre.

¹⁰ På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: ¹¹ Så siger Hærskarers Herre: Bed Præsterne om Svar på følgende Spørgsmål: ¹² "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?" Præsterne svarede nej. ¹³ Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede ja. ¹⁴ Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra Herren, og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der: det er urent. ¹⁵ Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten lagdes på Sten i Herrens Hus, ¹⁶ hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve. ¹⁷ Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra Herren. ¹⁸ Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til Herrens Hus, læg Mærke dertil! ¹⁹ Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet, Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag velsigner jeg.

²⁰ Og Herrens Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og tyvende bag i Måneden således: ²¹ Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og Jorden ²² og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd. ²³ På hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, tager jeg dig, min Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra Herren, og gør dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers Herre.

3 Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne. ² Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham." ³ Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige." ⁴ Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?" ⁵ Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. ⁶ Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. ⁷ Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. ⁸ Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden." ⁹ Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?" ¹⁰ Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår ikke dette? ¹¹ Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. ¹² Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? ¹³ Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. ¹⁴ Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes, ¹⁵ for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. ¹⁶ Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. ¹⁷ Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. ¹⁸ Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns Navn. ¹⁹ Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. ²⁰ Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. ²¹ Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud."

²² Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. ²³ Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. ²⁴ Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. ²⁵ Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. ²⁶ Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham." ²⁷ Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. ²⁸ I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. ²⁹ Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er da denne min Glæde bleven fuldkommen. ³⁰ Han bør vokse, men jeg forringes. ³¹ Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. ³² Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd. ³³ Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. ³⁴ Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Ånden efter Mål. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd. ³⁶ Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham."