M’Cheyne Bible Reading Plan

Asa som konge over Juda^(A)

14 Asa gjorde, hvad der var godt og rigtigt i Herrens, hans Guds, øjne. ² Han nedbrød afgudsaltrene på offerhøjene og ødelagde frugtbarhedspælene og Asherapælene. ³ Han opfordrede alle judæerne til at søge Herren, deres fædres Gud, og overholde Guds love og befalinger. ⁴ Som følge af, at Asa fjernede alle røgelsesaltre og offersteder for afguderne rundt omkring i Judas byer, sørgede Gud for fred i landet. ⁵ Herren sørgede for, at ingen af hans fjender gik til angreb på landet, så i denne fredelige periode greb Asa anledningen til at genopbygge forsvarsværkerne omkring Judas byer.

⁶ Han sagde til Judas folk: „Nu er der fred i vores land, fordi vi har søgt Herren, og det er ham, der har givet os den fred. Lad os derfor benytte chancen til at befæste byerne med mure, tårne og forskansede porte.” Så gik de i gang med arbejdet, der forløb godt.

⁷ Kong Asas hær bestod af 300.000 mænd fra Judas stamme, bevæbnet med spyd og aflange skjolde, og 280.000 mænd fra Benjamins stamme, bevæbnet med runde skjolde og buer. Alle Asas mænd var veltrænede og modige krigere.

⁸ Engang rykkede en stor hær under ledelse af kushitten Zerach ud mod kong Asa. Hæren bestod af en million mænd og 300 stridsvogne, og de slog lejr ved byen Maresha. ⁹ Asa rykkede ud imod dem med sin hær og lejrede sig i dalen nord for byen.

¹⁰ „Herre,” bad Asa, „for dig er det uden betydning, om man har en stor eller lille hær. Du er vores Gud, og vi stoler på dig. I dit navn rykker vi ud imod den enorme hær. Lad ikke noget menneske besejre dig, Herre!”

¹¹ Derpå slog Herren fjendens hær for øjnene af Asa og hans mænd. Hæren flygtede, ¹² og judæerne forfulgte dem helt til Gerar, indtil hele den fjendtlige hær var udslettet, for Herren og hans hær dræbte dem alle. Derefter vendte den judæiske hær tilbage med et stort krigsbytte. ¹³ Undervejs angreb de alle småbyerne i området, og alle indbyggerne blev grebet af frygt for Herren. Også fra disse byer tog judæerne et stort krigsbytte. ¹⁴ Desuden plyndrede de nomadernes teltlejre og vendte tilbage til Jerusalem med masser af får, geder og kameler.

15 På et tidspunkt kom Guds Ånd over Azarja, søn af Oded, ² og han gik kong Asa i møde med ordene:

„Lyt til mig, kong Asa og Judas og Benjamins folk! Herren vil være med jer, så længe I holder jer til ham! Når I søger ham, skal I finde ham. Men hvis I vender jer fra ham, vil han vende sig fra jer. ³ I lang tid levede man i Israel uden at skænke den sande Gud en tanke. Der var ikke præster til at undervise folket, og Guds lov blev ikke fulgt. ⁴ Men hver gang israelitterne kom i vanskeligheder, søgte de hjælp hos Herren, deres Gud, og han hjalp dem. ⁵ I lange perioder kunne man ikke færdes frit, og der var ufred og oprør rundt omkring i alle landene. ⁶ Det ene folkeslag lå i krig med det andet, og den ene by bekæmpede den anden, alt sammen som følge af Guds straf over dem. ⁷ Men tab ikke modet! Giv ikke op på halvvejen, for I vil blive belønnet for jeres indsats.”

⁸ Opmuntret over Azarjas profeti gik kong Asa i gang med at udrydde alle afgudsbilleder i Juda og Benjamin og de øvrige byer, han havde erobret i Efraims bjergland. Desuden genopbyggede han brændofferalteret foran templet.

⁹ Derefter sendte han bud efter lederne for hele Judas og Benjamins folk og for de israelitiske immigranter, der var ankommet fra Efraims, Manasses og Simeons områder i Nordriget. De var flyttet til Sydriget, da de så, at Herren var med kong Asa. ¹⁰ I årets tredje måned i kong Asas 15. regeringsår mødte de op i Jerusalem. ¹¹ De ofrede 700 stykker hornkvæg og 7000 stykker småkvæg af det krigsbytte, de havde taget i krigen mod kushitterne. ¹² De indgik en pagt, hvori de lovede at søge og tilbede Herren, deres fædres Gud, af hele deres hjerte og hele deres sjæl. ¹³ Enhver, som nægtede at tilbede Herren, skulle dømmes til døden—uanset om vedkommende var gammel eller ung, mand eller kvinde. ¹⁴ Med høje råb bekræftede de deres troskabsløfte til Herren, og det blev understreget med blæsning i trompeter og vædderhorn. ¹⁵ Alle var glade over den pagt, de havde sluttet med Herren, for de havde gjort det af et oprigtigt hjerte og med fuldt overlæg. Derfor velsignede Herren dem og gav dem fred til alle sider.

¹⁶ Kong Asa fratog tilmed sin bedstemor Ma’aka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen. ¹⁷ Det lykkedes ham ikke at udrydde alle offerhøjene i Israels land, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv. ¹⁸ I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.

¹⁹ Landet kom ikke i regulær krig igen, før kong Asa havde regeret i 35 år.

Guds trone i Himlen

4 Efter at jeg havde set Jesus og fået budskabet til de syv menigheder, fik jeg et andet syn. Jeg så en åben dør ind til Himlen, og jeg hørte den samme stemme, som havde talt til mig før, den, der lød som en trompetfanfare. Stemmen sagde til mig: „Kom herop! Så vil jeg vise dig, hvad der vil ske senere hen.” ² Straks kom jeg under Åndens magt, og i den himmelske verden så jeg nu en trone, og der sad en person på den. ³ Han strålede som diamanter og rubiner.^[a] Hele vejen rundt om ham var der ligesom en regnbue, der lyste som smaragd. ⁴ Rundt om Guds trone stod 24 andre troner, og der sad 24 medregenter^[b] på dem, alle klædt i hvidt og med en gylden sejrskrans på hovedet. ⁵ Ud fra tronen kom der lynglimt og tordenbrag, og foran tronen var der syv brændende fakler, det er Guds syv ånder. ⁶ Foran tronen var der også noget ligesom et gennemsigtigt, krystalklart hav. Tæt rundt om Guds trone var der fire levende væsener med øjne overalt, både foran og bagpå. ⁷ Det første levende væsen lignede en løve, det andet en okse, det tredje havde et ansigt som et menneske, og det fjerde lignede en ørn. ⁸ De fire væsener havde hver seks vinger med øjne både på ydersiden og indersiden. Dag og nat råbte de uafbrudt: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den øverste hersker, han, som var, og som er, og som kommer!”

⁹ Hver gang de fire væsener med deres hyldest og tak ærede ham, der sad på tronen, ham, som lever i al evighed, ¹⁰ bøjede de 24 medregenter sig ned for ham, og de hyldede ham. De tog deres sejrskranse af og lagde dem ned foran ham og råbte: ¹¹ „Herre, vores Gud, du er værdig til at få al ære, hyldest og magt, for du har skabt alle ting, og de eksisterer, fordi du ville det!”

Guds herlighed skal fylde templet

2 Den 21. dag i den syvende måned talte Herren igen til Haggaj: ² „Sig til Zerubbabel, Josva og resten af folket: ³ Er der stadig nogen tilbage iblandt jer, som kan huske, hvor herligt det forrige tempel var? I sammenligning med det synes I sikkert, at det, I er ved at bygge, ikke ser ud af noget. ⁴ Men jeg siger til dig, Zerubbabel: Tab ikke modet! Det samme siger jeg til dig, Josva: Tab ikke modet! Ja, jeg siger det til hele folket: Tab ikke modet! Fortsæt arbejdet, for jeg er med jer, ⁵ og min Ånd er til stede midt iblandt jer, som jeg lovede jer, dengang I kom ud af Egypten. I har intet at frygte.

⁶ Snart vil jeg endnu en gang ryste himlen og jorden, både havet og landjorden. ⁷ Ja, jeg vil ryste alle verdens nationer, så deres kostbarheder bliver bragt hertil, og jeg vil fylde templet med min herlighed. ⁸ Sølvet og guldet tilhører nemlig mig.

⁹ I skal få at se, at dette tempel bliver herligere end det forrige tempel, for jeg vil lade min fred og velsignelse være over dette sted,” siger Herren, den Almægtige.

¹⁰ Den 24. dag i den niende måned samme år sagde Herren til profeten Haggaj: ¹¹ „Stil præsterne følgende spørgsmål: ¹² Hvis en af jer bærer et stykke helligt offerkød i sin kappe, og kappen kommer i berøring med brød eller kød, vin eller olie eller anden mad, bliver de andre ting så hellige?” Da Haggaj stillede dem det spørgsmål, svarede præsterne: „Nej!”

¹³ Haggaj fortsatte: „Hvis en person er blevet uren ved at røre et lig, betyder det så, at det, han kommer i berøring med, også bliver urent?” Hertil svarede præsterne: „Ja!”

¹⁴ Derefter sagde Haggaj: „Herren siger: Sådan var det også med jer, mit folk. I var urene i jeres forhold til mig. Derfor lykkedes jeres arbejde ikke, og jeres ofringer kunne jeg ikke acceptere.

¹⁵ Tænk over, hvordan det gik jer, før I begyndte genopbygningen af templet. ¹⁶ Dengang høstede I kun halvt så meget korn, som I havde regnet med, og fik kun 20 ankre vin, hvor I havde forventet 50. ¹⁷ Jeg ødelagde jeres afgrøder med skimmel, meldug og hagl, og alligevel vendte I jer ikke til mig.

^18-19 Men læg mærke til, hvordan det går jer fra i dag, den 24. dag i den niende måned. I dag er templets fundament færdigt, og fra i dag vil jeg velsigne jer. Selvom I endnu ikke har tilsået jeres marker, og selvom vinstokkene, figentræerne, granatæbletræerne og oliventræerne endnu ikke bærer frugt, så vil jeg fra i dag velsigne jer!”

²⁰ Samme dag fik Haggaj endnu et budskab fra Herren ²¹ til Zerubbabel. Budskabet lød: „Jeg ryster himlen og jorden, ²² jeg afsætter konger, tilintetgør stormagter og vælter deres stridsvogne. Heste og ryttere styrter, og hærene slår hinanden ihjel. ²³ Til den tid vil jeg give min tjener Zerubbabel den samme autoritet, som jeg har,^[a] for han er min udvalgte tjener,” siger Herren den Almægtige.

De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

3 En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. ² „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”

³ Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,^[a] at det kan komme ind i Guds rige.”

⁴ „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”

⁵ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand^[b] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. ⁶ Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. ⁷ Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. ⁸ Tænk på vinden.^[c] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”

⁹ „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.

¹⁰ Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? ¹¹ Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! ¹² Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? ¹³ Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

^14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,^[d] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

¹⁶ Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. ¹⁷ Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

¹⁸ De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. ¹⁹ Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. ²⁰ Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. ²¹ Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

²² Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

²³ Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. ²⁴ (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

²⁵ En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. ²⁶ Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”

²⁷ Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. ²⁸ I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. ²⁹ Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. ³⁰ Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”

Tro fører til liv—ulydighed fører til dom

³¹ Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. ³² Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. ³³ Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. ³⁴ Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. ³⁶ Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.