M’Cheyne Bible Reading Plan
8 Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på Herrens Hus og sit Palads - 2 også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod Israeliterne bosætte sig i dem - 3 drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det. 4 Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han byggede i Hamat; 5 ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer, 6 ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.
7 Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne, 8 deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag. 9 Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. 10 Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med Folkene.
11 Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de Steder, hvor Herrens Ark kommer."
12 Nu ofrede Salomo Brændofre til Herren på Herrens Alter, som han Havde bygget foran Forhallen, 13 idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes Højtid. 14 Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds Mand Davids Bud. 15 Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.
16 Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden lagdes til Herrens Hus, til Salomo var færdig med Herrens Hus.
17 Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst; 18 og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo.
1 Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed. 2 Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel.
3 Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden. 4 Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden. 5 Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for femmede, 6 hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud værdigt. 7 Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at Hedningerne. 8 Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne blive Medarbejdere for Sandheden.
9 Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke. 10 Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør, idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed, tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden. 11 Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud.
12 Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv; også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.
13 Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen. 14 Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale sammen. 15 Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!
3 En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot. 2 Herre, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, Herre. Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden!
3 Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. - Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden. 4 Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er hans Vælde i Skjul. 5 Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot. 6 Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier går han. 7 Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land. 8 Er Herren da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og dine Vogne drøner. 9 Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme, 10 Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst. 11 Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd. 12 I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede. 13 Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. - Sela. 14 Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes. 15 Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
16 Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
17 Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser. 18 Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud. 19 Den Herre Herren er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.
22 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. 2 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. 3 Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. 4 Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. 5 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. 6 Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.
7 Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet. 8 Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det." 9 Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?" 10 Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind, 11 og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? 12 Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det." 13 Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. 14 Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. 15 Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. 16 Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." 17 Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! 18 Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." 19 Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" 20 Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. 21 Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. 22 Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" 23 Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
24 Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. 25 Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. 26 I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. 27 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. 28 Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. 29 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder 30 at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer." 31 Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" 33 Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden." 34 Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."
35 Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet." 36 Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! 37 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende." 38 Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."
39 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. 40 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." 41 Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: 42 "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" 43 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 44 Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. 45 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 46 Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."
47 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. 48 Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?" 49 Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?" 50 Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. 51 Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. 52 Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. 53 Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."
54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55 Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56 Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." 57 Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" 58 Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." 59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." 60 Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 61 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." 62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.
63 Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; 64 og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?" 65 Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. 66 Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd 67 og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke. 68 Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. 69 Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd." 70 Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det." 71 Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"