M’Cheyne Bible Reading Plan

¹² Derpå trådte Salomo frem foran Herrens Alfer lige over for hele Israels Forsamling og udbredte Hænderne. ¹³ Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen ¹⁴ og sagde: "Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, ¹⁵ du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. ¹⁶ Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du har vandret for mit Åsyn! ¹⁷ Så lad nu, Herre, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener David!

¹⁸ Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! ¹⁹ Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, Herre min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn; ²⁰ lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! ²¹ Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!

²² Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, ²³ så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld.

²⁴ Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus, ²⁵ så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.

²⁶ Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, ²⁷ så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.

²⁸ Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer ²⁹ enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder Hænderne mod dette Hus, ³⁰ den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender Menneskebørnenes Hjerter, ³¹ for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.

³² Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette Hus, ³³ da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.

³⁴ Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, ³⁵ så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret. ³⁶ Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig fjernt eller nær, ³⁷ og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! ³⁸ når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn - ³⁹ så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig! ⁴⁰ Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted, ⁴¹ bryd op da, Gud Herre, til dit Hvilested, du selv og din Vældes Ark! Dine Præster, Gud Herre, være iklædt Frelse, dine fromme glæde sig ved dine Goder! ⁴² Gud Herre, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener David i Hu!"

5 Hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og hver den, som elsker Faderen, elsker også den, som er født af ham. ² Derpå kende vi, at vi elske Guds Børn, når vi elske Gud og gøre hans Bud. ³ Thi dette er Kærlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans Bud ere ikke svære; ⁴ thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro. ⁵ Hvem er den, som overvinder Verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn?

⁶ Han er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Kristus; ikke med Vandet alene, men med Vandet og med Blodet; og det er Ånden, som viduer, thi Ånden er Sandheden. ⁷ Thi tre ere de, som vidne: ⁸ Ånden og Vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet. ⁹ Dersom vi tage imod Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Søn. ¹⁰ Den, som tror på Guds Søn, har Vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har troet på det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn. ¹¹ Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv; og dette Liv er i hans Søn. ¹² Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.

¹³ Dette har jeg skrevet til eder, for at I skulle vide, at I have evigt Liv, I, som tro på Guds Søns Navn. ¹⁴ Og dette er den Frimodighed, som vi have over for ham, at dersom vi bede om noget efter hans Villie, hører han os. ¹⁵ Og dersom vi vide, at han hører os, hvad vi end bede om, da vide vi, at vi have de Ting, om hvilke vi have bedt ham. ¹⁶ Dersom nogen ser sin Broder begå Synd, som ikke er til Døden, han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde til Døden. Der er Synd til Døden; for den siger jeg ikke, at han skal bede. ¹⁷ Al uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden.

¹⁸ Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke. ¹⁹ Vi vide, at vi ere af Gud, og hele Verden ligger i det onde. ²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen, og han har givet os Forstand til at kende den sande; og vi ere i den sande, i hans Søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt Liv. ²¹ Mine Børn, vogter eder for Afguderne!

1 Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

² Hvor længe skal jeg klage, Herre, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? ³ Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. ⁴ Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.

⁵ Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. ⁶ Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. ⁷ Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. ⁸ Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde ⁹ er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. ¹⁰ Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. ¹¹ Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

¹² Er du ikke fra fordum Herren, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - Herre, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? ¹³ Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? ¹⁴ Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: ¹⁵ Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; ¹⁶ han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. ¹⁷ Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?

20 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. ² Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: ⁴ Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" ⁵ Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? ⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." ⁷ Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. ⁸ Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

⁹ Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. ¹⁰ Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ¹¹ Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. ¹² Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. ¹³ Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. ¹⁴ Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. ¹⁵ Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? ¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" ¹⁷ Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹⁸ Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." ¹⁹ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

²⁰ Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. ²¹ Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. ²² Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ²³ Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? ²⁴ Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." ²⁵ Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." ²⁶ Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁷ Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: ²⁸ "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. ²⁹ Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. ³⁰ Ligeså den anden. ³¹ Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. ³² Men til sidst døde også Hustruen. ³³ Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru." ³⁴ Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; ³⁵ men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. ³⁶ Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. ³⁷ Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. ³⁸ Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle." ³⁹ Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel." ⁴⁰ Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴¹ Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? ⁴² David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, ⁴³ indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ⁴⁴ Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

⁴⁵ Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: ⁴⁶ "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, ⁴⁷ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."