M’Cheyne Bible Reading Plan

5 Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved Herrens Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus.

² Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i Jerusalem for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion. ³ Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned. ⁴ Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken. ⁵ Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op: ⁶ Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. ⁷ Så førte Præsterne Herrens Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger; ⁸ og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger. ⁹ Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag. ¹⁰ Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, Herren havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. ¹¹ Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til Skifterne; ¹² og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120 Præster, der blæste i Trompeter - ¹³ i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang stemte i for at love og prise Herren og lod Trompeterne, Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede Herren med Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" - fyldte Skyen Herrens Hus, ¹⁴ så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste, thi Herrens Herlighed fyldte Guds Hus.

6 Ved den Lejlighed sang Salomo: "Herren har sagt, han vil bo i Mulmet!" ² Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle.

³ Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; ⁴ og han sagde: "Lovet være Herren, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: ⁵ Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel; ⁶ men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. ⁷ Og min Fader David fik i Sinde at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Hus; ⁸ men Herren sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; ⁹ dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd, skal bygge mit Navn det Hus. ¹⁰ Nu har Herren opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, Navn Huset; ¹¹ og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, Herren sluttede med Israeliterne."

4 I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden. ² Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. ³ Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden. ⁴ Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som er i eder, er større end den, som er i Verden. ⁵ De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. ⁶ Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af

⁷ I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født at Gud og kender Gud. ⁸ Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed. ⁹ Deri blev Guds Kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham. ¹⁰ Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. ¹¹ I elskede! har Gud således elsket os, da ere også vi skyldige at elske hverandre. ¹² Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os. ¹³ Derpå kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet os af sin Ånd. ¹⁴ Og vi have skuet og vidne, at Faderen bar udsendt Sønnen til Frelser for Verden. ¹⁵ Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. ¹⁶ Og vi have erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i Gud, og Gud i ham. ¹⁷ Deri er Kærligheden fuldkommet hos os, at vi have Frimodighed på Dommens Dag, fordi, ligesom han er, således ere også vi i denne Verden. ¹⁸ Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden. ¹⁹ Vi elske, fordi han elskede os først. ²⁰ Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud," og hader sin Broder, han er en Løgner; thi den, der ikke elsker sin Broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set? ²¹ Og dette Bud have vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin Broder.

3 Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld af Ran, med Rov uden Ende! ² Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste, ³ Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig! ⁴ For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom, ⁵ kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers Herre; dit Slæb slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam, ⁶ dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i Gabestok. ⁷ Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?"

⁸ Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur? ⁹ Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom det til Hjælp. ¹⁰ Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker. ¹¹ Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly for Fjenden. ¹² Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de rystes, falder de den spisende i Munden. ¹³ Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.

¹⁴ Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen. ¹⁵ Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper, ¹⁶ er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver! ¹⁷ Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor.

¹⁸ Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem. ¹⁹ Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at føle?

19 Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. ² Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. ³ Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. ⁴ Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. ⁵ Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus." ⁶ Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. ⁷ Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand." ⁸ Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen." ⁹ Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; ¹⁰ thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte."

¹¹ Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. ¹² Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. ¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. ¹⁴ Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. ¹⁵ Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet. ¹⁶ Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. ¹⁷ Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. ¹⁸ Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. ¹⁹ Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. ²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. ²¹ Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. ²² Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; ²³ hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? ²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. ²⁵ Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. ²⁶ Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. ²⁷ Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"

²⁸ Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. ²⁹ Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: ³⁰ "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! ³¹ Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." ³² Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. ³³ Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" ³⁴ Og de sagde: "Herren har Brug for det." ³⁵ Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. ³⁶ Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. ³⁷ Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: ³⁸ "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" ³⁹ Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" ⁴⁰ Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe."

⁴¹ Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: ⁴² "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. ⁴³ Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; ⁴⁴ og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid."

⁴⁵ Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, ⁴⁶ og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." ⁴⁷ Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. ⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.