M’Cheyne Bible Reading Plan
5 Da Herrens hus stod færdigt, tog Salomon de gaver af sølv og guld og andre kostbarheder, som hans far havde givet til Herren, og placerede det hele i skatkammeret i Guds hus.
Pagtens ark placeres i templet, og Herrens herlighed kommer(A)
2 Nu kaldte Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den nye tempelbygning. 3 Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i den syvende måned. 4-5 Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så arken hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. 6 Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.
7 Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. 8 De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. 9 Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum; og sådan er det også den dag i dag. 10 I arken lå kun de to tavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.
11 Derefter gik præsterne ud af templet igen. De havde alle gennemgået renselsesritualet, uanset hvilket skiftehold de tilhørte. 12 Alle de levitter, som var musikere, det vil sige Asaf, Heman, Jedutun og deres slægtninge, havde taget opstilling øst for alteret og var klædt i fintvævede linnedkjortler. De spillede på deres harper, lyrer og bækkener. De blev akkompagneret af 120 præster, der blæste på trompeter. 13 Sangerne og musikerne forenedes i en mægtig lovsang i taknemmelighed til Herren. Omkvædet på deres sang lød: „Herren er god. Hans trofasthed varer til evig tid.”
Da fyldte en tæt sky templet, 14 så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte Guds hus.
6 Da udbrød Salomon: 2 „Herren har sagt, at han bor i den tætte sky. Herre, nu har jeg bygget dig en prægtig bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”
Salomons tale til folket(B)
3 Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han: 4 „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: 5 ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. Jeg har heller ikke udvalgt nogen til at være konge over mit folk. 6 Men i dag udpeger jeg Jerusalem som det sted, hvor min bolig skal være, og jeg har udvalgt dig, David, til at lede mit folk.’ ”
7 Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, 8 men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, 9 ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ 10 Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. 11 Dér har jeg anbragt arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med Israels folk.”
At skelne mellem sandhed og vildfarelser
4 Elskede venner, I skal ikke tro på alt, hvad I hører. Vurder det for at se, om det er inspireret af Gud. For der er mange falske profeter, som rejser rundt i verden med deres forførende budskaber. 2 Vi kan bedømme, om de taler ud fra Guds Ånd på følgende måde: Hvis de forkynder, at Jesus er den ventede Messias, og at han er kommet herned på jorden som et menneske af kød og blod, så er det et budskab, der kommer fra Gud. 3 Men hvis de forkynder noget andet om Jesus, er de ikke sendt af Gud. Så er de inspireret af den antikristelige ånd, den oprørsånd, som I har hørt skal komme, og som allerede er begyndt sit virke her på jorden.
4 Men I, kære børn, I tilhører Gud. I har vundet sejr over dem, for den Ånd, som bor i jer, er stærkere end den ånd, som styrer verden. 5 De falske profeter taler ud fra menneskelig tankegang, fordi de tilhører denne verden, og derfor lytter verden til dem. 6 Vi er derimod Guds børn. De, der kender Gud, lytter til os, men de, der ikke tilhører Gud, lytter ikke til os. Det er på den baggrund, at vi kan skelne mellem Guds Ånd, som taler sandt, og den ånd, som fører folk på vildspor.
Gud er indbegrebet af sand kærlighed
7 Elskede venner, lad os elske hinanden, for den sande kærlighed kommer fra Gud. De, der viser deres kærlighed i handling, er født af Gud og kender Gud. 8 Men de, der ikke har kærlighed, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. 9 Gud viste sin utrolige kærlighed over for os ved at sende sin eneste Søn til verden, for at vi gennem ham skulle få evigt liv. 10 Den sande kærlighed blev altså demonstreret ved, at Gud elskede os nok til at sende sin Søn som soning for vores synder, ikke ved, at vi elskede Gud.
11 Elskede venner, når Gud har elsket os med en så overvældende kærlighed, bør vi så ikke også elske hinanden? 12 Ingen har nogen sinde set Gud direkte, men hvis vi elsker hinanden, så er Gud os nær, og hans kærlighed kommer til udtryk gennem os.
13 Det er ud fra den Ånd, han har givet os, at vi kan vide, at vi hører ham til, og at han bor i os. 14 Jeg kan personligt bevidne, at Gud Fader sendte sin Søn til jorden som verdens Frelser, for jeg har selv været sammen med Jesus. 15 De, der vedkender sig troen på, at Jesus er Guds Søn, vil opleve, at Gud bliver hos dem, og de bliver hos Gud. 16 Og vi har oplevet og tror på den kærlighed, som Gud har vist imod os.
Gud er kærlighed, og de, der lever i kærlighed, lever med Gud, og Gud lever i dem. 17 Hvis vi, mens vi lever i denne verden, elsker på samme måde, som han gjorde, så har han nået sit mål med os, hvad kærlighed angår, og vi kan være frimodige på dommens dag.
18 Guds kærlighed giver ikke plads til frygt. Tværtimod, Guds fuldkomne kærlighed jager frygten på flugt. Frygt har nemlig med straf at gøre, og de, der lever i frygt, har ikke fuldt ud forstået Guds kærlighed. 19 Vi elsker, fordi han elskede os først. 20 Hvis nogen siger, at de elsker Gud, samtidig med at de hader andre kristne, lyver de. Hvis du ikke kan elske en anden kristen, som du har set i levende live, hvordan kan du så elske Gud, som du aldrig har set? 21 Gud har befalet os, at vi, der elsker ham, også skal elske hinanden.
3 Ak, Nineve, hvor har du udgydt meget blod.
Du har bedraget og røvet uden begrænsning.
2 Jeg hører allerede smæld af piske
og raslen af vognhjul.
Hestene galoperer af sted,
og stridsvognene flyver hen over jorden.
3 Jeg ser for mig rytternes glimtende sværd
og de lange, lynende spyd.
Der vil blive masser af døde,
utallige mennesker vil blive dræbt.
Der bliver endeløse dynger af lig,
så man ligefrem snubler over dem.
4 Nineve forførte mange nationer
med sin fortryllende skønhed og rigdom.
De blev forblændet af byens pragt
og blev alle gjort til slaver.
5 „Det er mig, der straffer dig,”
siger Herren, den Almægtige.
„Jeg flår dine fine klæder af dig,
så alle nationer får din nøgenhed at se,
din skam og din skændsel.
6 Jeg vil vise dig min foragt
og dænge dig til med snavs.
Jeg stiller din skændsel til skue.”
7 Enhver, som ser dig, vil lukke øjnene i væmmelse.
De erkender, at det er ude med dig.
Men ingen vil sørge over dig,
ikke én vil have medlidenhed med dig.
8 Er du måske bedre end Tebes,[a]
som lå ved Nilens bred?
Den by var omgivet af floder,
beskyttet af vand på alle sider.
9 Egypten og Kush var stormagter,
allieret med Put og Libyen.
10 Alligevel blev byen erobret
og dens indbyggere ført bort som krigsfanger.
Småbørn blev knust mod stenbroen.
Soldater trak lod om byens stormænd
og tog dem som slaver.
11 Nineve, også du skal tømme min vredes bæger
og derefter gå i glemmebogen.
Også du vil prøve at finde beskyttelse
i et forgæves forsøg på at overleve.
12 Men dine fæstninger vil være som figentræer i høsttiden.
Når man ryster dem, falder fignerne ned og bliver fortæret.
13 Fæstningerne ved landets indfaldsporte brændes ned,
så fjenden har fri adgang.
Dine krigere bliver som kvinder og taber modet
ved synet af fjendens fremmarch.
14 Fyld vandbeholdningerne op, før belejringen starter,
forstærk dine fæstninger.
Ælt ler og brænd masser af mursten,
så du kan forstærke dine mure.
15 Men alligevel vil byen blive nedbrændt
og indbyggerne slået ihjel.
Fjendehæren vil fortære dig,
som var de en sværm af græshopper.
Du har et utal af indbyggere,
16 og dine købmænd er talrige som himlens stjerner.
Men fjendehæren kommer over dig som en græshoppesværm,
den æder det hele og flyver sin vej.
17 Dine hofmænd og officerer vil forsvinde
som græshopper, der søger ly for kulden i mursprækker,
men flyver deres vej, når solen kommer frem.
Ingen ved, hvor de blev af.
18 Nineve, du var den ypperste by i Assyrien.
Nu ligger dine ledere døde på jorden,
alle dine embedsmænd er borte.
Dine indbyggere er spredt ud over bjergene
som får uden hyrde til at samle dem.
19 Dit sår er for dybt til at læges,
du har fået et dødeligt hug.
Alle, som hører om dit fald,
vil klappe i hænderne af glæde,
for hvem har ikke hørt om din ondskab
og været offer for din grusomhed?
Zakæus kommer til tro på Jesus
19 Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. 2 Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. 3 Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. 4 Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. 5 Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”
6 Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, 7 mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”
8 Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”
9 Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham.[a] 10 Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”
Om betroede midler og dommen for ulydighed(A)
11 Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:
12 „Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. 13 Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’
14 Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’
15 Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.
16 Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. 17 ‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’
18 Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. 19 ‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’
20 Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. 21 Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ 22 Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. 23 Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’
24 Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’
25 ‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’
26 Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det, de fik. 27 Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”
Messias’ indtog i Jerusalem(B)
28 Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29 Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31 Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
32 De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33 Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
34 „Herren har brug for det,” svarede disciplene.
35 Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36 Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37 og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38 De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred fra Himlen,
og herlighed fra det Højeste!”
39 Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40 Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Jesus græder over Jerusalems vantro
41 Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42 „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. 43 Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44 De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
Den sidste tempeludrensning(C)
45 Senere[b] gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46 Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’[c] men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’[d]”
47 Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48 Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.