M’Cheyne Bible Reading Plan

22 Da sagde David: "Her skal Gud Herrens Hus stå, her skal Israels Brændofferalter stå!" ² David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus; ³ fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber ⁴ og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte David Cederbjælker i Mængde. ⁵ Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men Huset, som skal bygges Herren, skal være stort og mægtigt, for at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil træffe Forberedelser for ham." Og David traf store Forberedelser, før han døde.

⁶ Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge Herren, Israels Gud, et Hus. ⁷ Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at bygge Herren min Guds Navn et Hus; ⁸ men da kom Herrens Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn. ⁹ Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans Dage. ¹⁰ Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid! ¹¹ Så være da Herren med dig, min Søn, at du må få Lykke til at bygge Herren din Guds Hus, således som han har forjættet om dig. ¹² Måtte Herren kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte dig over Israel og du kan holde Herren din Guds Lov! ¹³ Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og Lovbudene, som Herren bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet! ¹⁴ Se, med stor Møje har jeg til Herrens Hus tilvejebragt 100.000 Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere. ¹⁵ En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere, Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af enhver Art. ¹⁶ Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede - så tag da fat, og Herren være med dig!"

¹⁷ Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og sagde: ¹⁸ "Er Herren eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd, og Landet er underlagt Herren og hans Folk; ¹⁹ så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge Herren eders Gud og tag fat på at bygge Gud Herrens Helligdom, så at Herrens Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal bygges HerrenS Navn."

3 Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel, ² når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. ³ Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og påhængte Guldsmykker eller Klædedragt, ⁴ men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. ⁵ Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, ⁶ som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel. ⁷ Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres.

⁸ Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; ⁹ betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. ¹⁰ Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; ¹¹ han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den! ¹² Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."

¹³ Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode? ¹⁴ Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; ¹⁵ men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt, ¹⁶ idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som Ugerningsmænd. ¹⁷ Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør godt, end når man gør ondt. ¹⁸ Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden, ¹⁹ i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i Forvaring, ²⁰ som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte, Sjæle bleve frelste igennem Vand, ²¹ hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse, ²² han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.

1 Herrens Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria og Jerusalem.

² Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den Herre Herren kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit hellige Tempel. ³ Thi se, fra sit Sted går Herren ud, stiger ned, skrider frem over Jordens Høje; ⁴ under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks, der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt - ⁵ alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd? Mon ikke Jerusalem? ⁶ Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingårdsjord; jeg styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for Lyset. ⁷ Dets Billeder sønderslås alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til Skøgeløn bliver de atter.

⁸ Derfor vil jeg klage og jamre, gå nøgen med bare Fødder, istemme Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse:

⁹ Ulægeligt er Herrens Slag, thi det når til Juda, til mit Folks Port rækker det hen, til Jerusalem. ¹⁰ Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i Bet-Leafra! ¹¹ Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej går Za'anans Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve; ¹² og hvor kan Marots indbyggere håbe på Lykke? Thi Ulykke kom ned fra Herren til Jerusalems Porte. ¹³ Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens Begyndelse var du for. Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser fandtes i dig. ¹⁴ Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er Akzibs Huse for Israels Konger. ¹⁵ End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam skal Israels Herlig hed komme. ¹⁶ Klip dig skaldet over dine elskede. Børn, bredskaldet som en Grib; thi de bortføres fra dig.

10 Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. ² Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst. ³ Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve. ⁴ Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen! ⁵ Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! ⁶ Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. ⁷ Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus ⁸ Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder; ⁹ og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder. ¹⁰ Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle I gå ud på dens Gader og sige: ¹¹ Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær. ¹² Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end den By. ¹³ Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske. ¹⁴ Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder. ¹⁵ Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. ¹⁶ Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig."

¹⁷ Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde: "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn." ¹⁸ Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn. ¹⁹ Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade eder. ²⁰ Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."

²¹ I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig. ²² Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham." ²³ Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem: "Salige ere de Øjne, som se det, I se. ²⁴ Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det."

²⁵ Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ²⁶ Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?". ²⁷ Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv." ²⁸ Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du leve." ²⁹ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min Næste?" ³⁰ Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød. ³¹ Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så ham, gik han forbi. ³² Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så ham og gik forbi. ³³ Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. ³⁴ Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. ³⁵ Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer igen. ³⁶ Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?" ³⁷ Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"

³⁸ Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus. ³⁹ Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og hørte på hans Tale. ⁴⁰ Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig." ⁴¹ Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting; ⁴² men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages fra hende."