M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel. ² David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan få Tallet på dem at vide!" ³ Men Joab svarede: "Måtte Herren forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?" ⁴ Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem. ⁵ Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd, Juda 470.000. ⁶ Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru.

⁷ Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel. ⁸ Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" ⁹ Men Herren talede således til Gad, Davids Seer: ¹⁰ "Gå hen og sig således til David: Så siger Herren: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" ¹¹ Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger Herren: Vælg! ¹² Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med Herrens Sværd og Pest i Landet, i hvilke Herrens Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" ¹³ David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde i Herrens Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!"

¹⁴ Så sendte Herren Pest over Israel, og af Israel døde 70.000 Mennesker. ¹⁵ Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, så Herren til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" Herrens Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads. ¹⁶ Da David løftede sit Blik og så Herrens Engel stå mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt; ¹⁷ og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? Herre min Gud, lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!"

¹⁸ Da sagde Herrens Engel til Gad, at han skulde byde David gå op og rejse Herren et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads. ¹⁹ Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i Herrens Navn. ²⁰ Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede. ²¹ Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på David,forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham. ²² Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at jeg der kan bygge Herren et Alter! For fuld betaling skal du overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!" ²³ Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre, hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre, Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg giver det hele!" ²⁴ - Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld Betaling, thi til Herren vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et Brændoffer, som intet koster mig!" ²⁵ Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen; ²⁶ og David byggede Herren et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre; og da han råbte til Herren, svarede Herren ham ved at lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret, ²⁷ Og på Herrens Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.

²⁸ På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi han havde set, at Herren havde svaret ham der; ²⁹ men Herrens Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon. ³⁰ Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han var rædselsslagen over Herrens Engels Sværd.

2 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse, ² og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse, ³ om I da have smagt, at Herren er god. ⁴ Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, ⁵ og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. ⁶ Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme." ⁷ Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; ⁸ og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de også vare bestemte. ⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, ¹⁰ I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

¹¹ I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, ¹² så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.

¹³ Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, ¹⁴ eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. ¹⁵ Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; ¹⁶ som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. ¹⁷ Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!

¹⁸ I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. ¹⁹ Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt. ²⁰ Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud. ²¹ Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor, ²² han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund, ²³ han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, ²⁴ han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Sår I ere blevne lægte. ²⁵ Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

4 Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred. ² Så bad han til Herren og sagde: "Ak, Herre! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde. ³ Så tag nu, Herre, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve." ⁴ Men Herren sagde: "Er det med Rette; du er vred?"

⁵ Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen. ⁶ Da bød Gud Herren en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den. ⁷ Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede; ⁸ og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."

⁹ Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover," ¹⁰ Da sagde Herren: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat. ¹¹ Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg."

9 Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme. ² Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge. ³ Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler. ⁴ Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort. ⁵ Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." ⁶ Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.

⁷ Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde; ⁸ men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden. ⁹ Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få ham at se.

¹⁰ Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda. ¹¹ Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom. ¹² Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi her ere vi på et øde Sted." ¹³ Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå bort og købe Mad til hele denne Mængde." ¹⁴ De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver." ¹⁵ Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned. ¹⁶ Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. ¹⁷ Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.

¹⁸ Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?" ¹⁹ Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden." ²⁰ Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter svarede og sagde: "Guds Kristus." ²¹ Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen, ²² idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag."

²³ Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; ²⁴ thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. ²⁵ Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? ²⁶ Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. ²⁷ Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her. der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."

²⁸ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede. ²⁹ Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende. ³⁰ Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, ³¹ som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. ³² Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. ³³ Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han vidste ikke, hvad han sagde. ³⁴ Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. ³⁵ Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!" ³⁶ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.

³⁷ Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. ³⁸ Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne. ³⁹ Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; ⁴⁰ og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke." ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!" ⁴² Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage. ⁴³ Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:

⁴⁴ "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder." ⁴⁵ Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.

⁴⁶ Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. ⁴⁷ Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og stillede det hos sig. ⁴⁸ Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor."

⁴⁹ Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger med os." ⁵⁰ Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder."

⁵¹ Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem. ⁵² Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. ⁵³ Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem. ⁵⁴ Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: "Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom også Elias gjorde?" ⁵⁵ Men han vendte sig og irettesatte dem. ⁵⁶ Og de gik til en anden Landsby.

⁵⁷ Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge dig, hvor du end går hen." ⁵⁸ Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved." ⁵⁹ Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre! tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader." ⁶⁰ Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds Rige!" ⁶¹ Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus." ⁶² Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."