M’Cheyne Bible Reading Plan

17 Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Herrens Pagts Ark har Plads i et Telt!" ² Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er med dig!" ³ Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således: ⁴ "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger Herren: Ikke du skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i! ⁵ Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt. ⁶ Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus? ⁷ Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers Herre: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit Folk Israel, ⁸ og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden ⁹ og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere, ¹⁰ dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil Herren bygge dig! ¹¹ Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans Kongedømme. ¹² Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone evindelig. ¹³ Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din Forgænger; ¹⁴ jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid, og hans Trone skal stå fast til evig Tid!" ¹⁵ Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.

¹⁶ Da gik Kong David ind og dvælede for Herrens Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt? ¹⁷ Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Gud Herre! ¹⁸ Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener, ¹⁹ Herre! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting, ²⁰ Herre! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt hvad vi har hørt med vore Ører. ²¹ Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten? ²² Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid, og du, Herre, er blevet deres Gud. ²³ Så lad da, Herre, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde! ²⁴ Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers Herre, Israels Gud, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn. ²⁵ Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit Åsyn. ²⁶ Derfor, Herre, du er Gud, du har givet din Tjener denne Forjættelse, ²⁷ så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, har velsignet det, og det bliver velsignet evindelig!"

4 Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer? ² I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede; ³ I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster. ⁴ I, utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende. ⁵ Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde. ⁶ Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde." ⁷ Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder; ⁸ holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede! ⁹ Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse! ¹⁰ Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

¹¹ Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer. ¹² Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste?

¹³ Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde, ¹⁴ I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder; ¹⁵ i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint. ¹⁶ Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond. ¹⁷ Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd.

1 Jonas Kald og Flugt Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således: ² "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."

³ Men Jonas stod op for at fly fra Herrens Åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at sejle med til Tarsis bort fra Herrens Åsyn. ⁴ Men Herren Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under. ⁵ Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede. ⁶ Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi ikke omkommer."

⁷ Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!" Og de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas. ⁸ Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?" ⁹ Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land." ¹⁰ Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra Herrens Åsyn; det sagde han dem. ¹¹ Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere." ¹² Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er over eder." ¹³ Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da Ha- vet rejste sig mere og mere imod dem. ¹⁴ Så råbte de til Herren; "Ak, Herre! Lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over os; thi det erjo dig, Herre, derhar gjort, som du vilde." 15 Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det sig. ¹⁶ Og Mændene grebes af stor Rædsel for Herren, bragte ham et Slagtoffer og aflagde Løfter.

Jonas's Takkesang Men Herren bød en stor Fisk slugeJonas; og

6 Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. ² Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre på Sabbaten?" ³ Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? ⁴ hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene." ⁵ Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten."

⁶ Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen. ⁷ Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. ⁸ Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han rejste sig og stod frem. ⁹ Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?" ¹⁰ Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den anden. ¹¹ Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus.

¹² Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. ¹³ Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han også kaldte Apostle: ¹⁴ Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus ¹⁵ og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, ¹⁶ Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

¹⁷ Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, ¹⁸ som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder; ¹⁹ og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle.

²⁰ Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. ²¹ Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. ²² Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. ²³ Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. ²⁴ Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. ²⁵ Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. ²⁶ Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

²⁷ Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; ²⁸ velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. ²⁹ Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! ³⁰ Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! ³¹ Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså skulle også I gøre imod dem! ³² Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere elske dem, som dem elske. ³³ Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme. ³⁴ Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen. ³⁵ Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. ³⁶ Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.

³⁷ Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder; ³⁸ giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder igen." ³⁹ Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? ⁴⁰ En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. ⁴¹ Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? ⁴² Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje.

⁴³ Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet råddent Træ, som bærer god Frugt ⁴⁴ Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. ⁴⁵ Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.

⁴⁶ Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? ⁴⁷ Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. ⁴⁸ Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. ⁴⁹ Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev stort."