M’Cheyne Bible Reading Plan

16 De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn. ² Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i Herrens Navn ³ og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.

⁴ Foran Herrens Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise Herren, Israels Gud; ⁵ Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge, ⁶ og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark. ⁷ Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge Herren. ⁸ Pris Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! ⁹ Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere, ¹⁰ ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren, ¹¹ spørg efter Herren og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn; ¹² kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme, ¹³ I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner! ¹⁴ Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; ¹⁵ han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, ¹⁶ Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak: ¹⁷ han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, ¹⁸ idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." ¹⁹ Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, ²⁰ og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, ²¹ tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger: ²² "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" ²³ Syng for Herren, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag; ²⁴ kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! ²⁵ Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; ²⁶ thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. ²⁷ For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom. ²⁸ Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, ²⁹ giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed Herren i helligt Skrud, ³⁰ bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. ³¹ Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "Herren har vist, han er Konge!" ³² Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer. ³³ Da fryder sig Skovens Træer for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden. ³⁴ Lov Herren, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig! ³⁵ Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!" ³⁶ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov Herren!"

³⁷ Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran Herrens Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov; ³⁸ og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere. ³⁹ Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran Herrens Bolig på Oerhøjen i Gibeon ⁴⁰ for daglig, både Aften og Morgen, at ofre Herren Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, Herren havde pålagt Israel; ⁴¹ og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love Herren med Ordene "thi hans Miskundhed varer evindelig!" ⁴² Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere.

⁴³ Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.

3 Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom. ² Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme. ³ Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme. ⁴ Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står. ⁵ Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand! ⁶ Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. ⁷ Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur; ⁸ men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift. ⁹ Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed. ¹⁰ Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så. ¹¹ Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld? ¹² Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.

¹³ Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! ¹⁴ Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden! ¹⁵ Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk; ¹⁶ thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel. ¹⁷ Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.

¹ Obadias's Syn. Så siger den Herre Herren til Edom: Fra Herren har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs jer til Kamp imod det! ² Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du. ³ Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til Jorden?" ⁴ Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra Herren. ⁵ Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd? Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de ikke! ⁶ Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet! ⁷ Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod. ⁸ Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra Herren, udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge. ⁹ Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand ryddes ud at Esaus Bjerge. ¹⁰ For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam; udryddes skal du for evigt, ¹¹ fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i bans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem. ¹² At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængselens Dag, ¹³ komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens Dag! ¹⁴ At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på Trængselens Dag! ¹⁵ Thi nær er Herrens Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved.

¹⁶ Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til. ¹⁷ Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje. ¹⁸ Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt Herren har talet. ¹⁹ De skal tage Sydlandet i Ejesammen med Esaus Bjerge og Lavlandet sammen med Filisterne; deskal tage Efraims Mark i Eje sammen med Samarias Mark og Ammoniterne sammen med Gilead. ²⁰ Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana'anæernes Land i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje. ²¹ Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over Esaus Bjerge. Og så skal Riget være Herrens.

5 Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø, ² da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem og toede Garnene. ³ Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra Skibet. ⁴ Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!" ⁵ Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene ud." ⁶ Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn sønderreves. ⁷ Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge Skibene, så at de var nær ved at synke. ⁸ Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!" ⁹ Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham, over den Fiskedræt, som de havde fået; ¹⁰ ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker." ¹¹ Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.

¹² Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig." ¹³ Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham. ¹⁴ Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse, således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!" ¹⁵ Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme. ¹⁶ Men han gik bort til Ørkenerne og bad.

¹⁷ Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at helbrede. ¹⁸ Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden, og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham. ¹⁹ Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus. ²⁰ Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere dig forladte." ²¹ Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan forlade Synder, uden Gud alene?" ²² Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem: "Hvad tænke I på i eders Hjerter? ²³ Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller at sige: Stå op og gå? ²⁴ Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" ²⁵ Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på, og gik hen til sit Hus og priste Gud. ²⁶ Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting."

²⁷ Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" ²⁸ Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. ²⁹ Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem. ³⁰ Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?" ³¹ Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. ³² Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse."

³³ Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?" ³⁴ Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at faste, så længe Brudgommen er hos dem? ³⁵ Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da skulle de faste i de Dage." ³⁶ Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke passe til det gamle. ³⁷ Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne ødelægges. ³⁸ Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de begge bevarede. ³⁹ Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er god."