M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Derpå samlede hele Israel sig hos David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod!" ² Allerede før i Tiden, medens Saul var Konge, var det dig, som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og Herren din Gud sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over mit Folk Israel!" ³ Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David sluttede i Hebron Pagt med dem for HerrRNs Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuel.

⁴ Derpå drog David med hele Israel til Jerusalem, det er Jebus; der boede Jebusiterne, Landets oprindelige Indbyggere; ⁵ og Indbyggerne i Jebus sagde til David: "Her kan du ikke trænge ind!" Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. ⁶ Og David sagde: "Den, der først slår en Jebusit, skal være Øverste og Hærfører!" Og da Joab, Zentjas Søn, var den første, der steg derop, blev han Øverste. ⁷ Så tog David Bolig i Klippeborgen, hvorfor man kaldte den Davidsbyen; ⁸ og han befæstede Byen hele Vejen rundt fra Millo af; Resten af Byen genopførte Joab. ⁹ Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers Herre var med ham.

¹⁰ Følgende var de ypperste at Davids Helte, som sammen med hele Israel kraftig stod ham bi med at nå Kongedømmet, så de fik ham valgt til Konge efter Herrens Ord til Israel. ¹¹ Navnene på Davids Helte var følgende: Isjba'al, Hakmonis Søn, Anføreren for de tre; det var ham, som engang svang sit Spyd over 300 faldne på een Gang. ¹² Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodos Søn; ¹³ han var med David ved PasDammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Marken var fuld af Byg, og Folkene flygtedefor Filisterne; ¹⁴ men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og Herren gav dem en stor Sejr.

¹⁵ Engang drog tre af de tredive ned til David på Klippen, til Adullams Hule, medens Filisternes Hær var lejret i Refaimdalen. ¹⁶ David var dengang i Hlippeborgen, medens Filisternes Foged var i Betlehem. ¹⁷ Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?" ¹⁸ Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for Herren ¹⁹ med de Ord: "Gud vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds blod, som har vovet deres Liv? Thi med Fare for deres Liv har de hentet det!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.

²⁰ Abisjaj, Joabs Broder, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over de faldne, og han var navnkundig blandt de tredive; ²¹ iblandt de tredive var han højt æret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke.

²² Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegeminger; han fældede de to Arielsønner fra Moab; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag den var faldet Sne. ²³ Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand, fem Alen høj. Ægypteren havde et Spyd som en Væverbom i Hånden, men han gik ned imod ham med en Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd. ²⁴ Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte; ²⁵ iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt.

²⁶ De tapre Helte var: Asa'el, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn, fra Betlehem; ²⁷ Haroriten Sjammot; Peloniten Helez; ²⁸ Ira, Ikkesj's Søn, fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; ²⁹ Husjatiten Sibbekaj; Ahohiten Ilaj; ³⁰ Maharaj fra Netofa; Heled, Ba'anas Søn, fra Netofa; ³¹ Itaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; Benaja fra Pir'aton; ³² Huraj fra Nahale-Ga'asj; Abiel fra Araba; ³³ Azmavet fra Bahurim.; Sja'alboniten Eljaba; ³⁴ Guniten Jasjen; Harariten Jonatan, Sjammas, Søn; ³⁵ Harariten Ahi'am, Sakars Søn; Elifal, Urs Søn; ³⁶ Mekeratiten Hefer; Peloniten Ahija; ³⁷ Hezro fra Karmel; Na'araj, Ezbajs Søn; ³⁸ Joel, Natans Broder; Mibhar, Hagritens Søn; ³⁹ Ammoniten Zelek; Naharaj fra Berot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager; ⁴⁰ Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; ⁴¹ Hetiten Urias; Zabad, Alajs Søn; ⁴² Rubeniten Adina, Sjizas Søn, et af Rubeniternes Overhoveder over tredive; ⁴³ Hanan, Ma'akas Søn; Mitniten Josjafat; ⁴⁴ Uzzija fra Asjtarot; Sjama og Je'uel, Aroeriten Hotams Sønner; ⁴⁵ Jediael, Sjimris Søn, og hans Broder Tiziten Joha; ⁴⁶ Mahaviten Eliel; Jeribaj og Josjavja, Elna'ams Sønner; Moabiten Jitma; ⁴⁷ Eliel, Obed og Ja'asiel fra Zoba.

12 Følgende er de, der kom til David i Ziklag, medens han måtte holde sig skjult for Saul, Kisj's Søn. De hørte til Heltene, som hjalp til i Kampen; ² de var væbnet med Bue og øvet i Stenkast og Pileskydning både med højre og venstre Hånd; de hørte til Sauls Brødre, Benjaminiterne. ³ Deres Overhoved var Ahiezer; dernæst Joasj, Sjema'as Søn, fra Gibea, Jeziel og Pelet, Azmavets Sønner, Beraka, Jehu fra Anatot, ⁴ Jisjmaja fra Gibeon, en Helt blandt de tredive og Høvedsmand over de tredive, Jirme'ja, Jahaziel, Johanan, Jozabad fra Gedera, ⁵ El'uzaj, Jerimot, Bealja, Sjemarja, Sjefatja fra Harif, ⁶ Elkana, Jissjija, Azar'el, Jo'ezer og Jasjobam, Koraiterne, ⁷ Joela og Zebadja, Sønner af Jeroham fra Gedor.

⁸ Af Gaditerne slutfede nogle sig dygtige Krigere, øvede Krigsmænd, væbnet med Skjold og Spyd; de var som Løver at se på og rappe som Gazellerne på Bjergene. ⁹ Deres Overhoved var Ezer, Obadja den anden, Eliab den tredje, ¹⁰ Masjmanna den fjerde, Jirmeja den femte, ¹¹ Attaj den sjette, Eliel den syvende, ¹² Johanan den ottende, Elzabad den niende, ¹³ Jirmeja den tiende, Makbannaj den ellevte. ¹⁴ De var Anførere blandt Gaditerne; den mindste af dem tog det op med hundrede, den største med tusind. ¹⁵ Det var dem, der gik over Jordan i den første Måned, engang den overalt var gået over sine Bredder, og slog alle Dalboerne på Flugt både mod Øst og Vest.

¹⁶ Engang kom nogle Benjaminiter og Judæere til David i Klippeborgen; ¹⁷ David gik ud til dem, tog til Orde og sagde: "Hvis I kommer til mig i fredelig Hensigt, for at hjælpe mig, er jeg af Hjertet rede til at gøre fælles Sag med eder; men er det for at forråde mig til mine Fjender, skønt der ikke er Uret i mine Hænder, da se vore Fædres Gud til og straffe det!" ¹⁸ Så iførte Ånden sig Amasaj, de tredives Anfører, og han sagde: "For dig, David, og med dig, Isajs Søn! Fred, Fred være med dig, og Fred med dine Hjælpere, thi dig hjælper din Gud!" Da tog David imod dem og satte dem i Spidsen for Krigerskaren.

¹⁹ Af Manasse gik nogle over til David. Det var, dengang han sammen med Filisterne drog i Kamp mod Saul, uden at han dog blev dem til Hjælp, fordi Filisternes Fyrster efter at have holdt Rådslagning sendte ham bort, idet de sagde: "Det koster vore Hoveder, hvis han går over til sin Herre Saul!" ²⁰ Da han så drog til Ziklag, gik følgende Manassiter over til ham: Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elibu og Zilletaj, der var Overhoveder for Slægter i Manasse; ²¹ de hjalp siden David imod Strejfskarerne, thi de var alle dygtige Krigere og blev Førere i Hæren. ²² Der kom nemlig daglig Folk til David for at hjælpe ham, så det til sidst blev en stor Hær, stor som Guds Hær.

²³ Følgende er Tallene på Førerne for de væbnede Krigere, der kom til David i Hebron for at gøre ham til Konge i Sauls Sted efter Herrens Bud: ²⁴ Af Judæere, der har Skjold og Spyd, 6800 væbnede Krigere; ²⁵ af Simeoniterne 7100 dygfige Krigshelte; ²⁶ af Leviterne 4600, ²⁷ dertil Øverstenover Arons Slægt, Jojada, fulgt af 3700, ²⁸ og Zadok, en ung, dygtig Kriger, med sit Fædrenehus, 22 Førere; ²⁹ af Benjaminiterne, Sauls Brødre, 3000, men de fleste af dem holdt endnu fast ved Sauls Hus; ³⁰ af Efraimiterne 20800 dygtige Krigere, navnkundige Mænd i deres Fædrenehuse; ³¹ af Manasses halve Stamme 18.000 navngivne Mænd, der skulde gå hen og gøre David til Konge; ³² af Issakariterne, der forstod sig på Tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre, 200 Førere og alle deres Brødre, der stod under dem; ³³ af Zebulon 50.000, øvede Krigere, udrustet med alle Hånde Våben, med een Vilje rede til Kamp; ³⁴ af Naftali 1.000 Førere, fulgt af 37.000 Mænd med Skjold og Spyd; ³⁵ af Daniterne 28.600, udrustede Mænd; ³⁶ af Aser 40.000, øvede Krigere, rustet til Kamp; ³⁷ fra den anden Side af Jordan, fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, 120.000 Mænd med alle Hånde Krigsvåben.

³⁸ Med helt Hjerte og rede til Kamp kom alle disse Krigere til Hebron for at gøre David til Konge over hele Israel; men også det øvrige Israel var endrægtigt med til at gøre David til Konge. ³⁹ De blev der hos David i tre Dage og spiste og drak, thi deres Brødre havde forsynet dem; ⁴⁰ også de, der boede i deres Nærhed lige til Issakar, Zebulon og Naftali, bragte dem Levnedsmidler på Æsler, Kameler, Muldyr og Okser, Fødevarer af Mel, Figenkar, Rosinkager, Vin, Olie, Hornkvæg og Småkvæg i Mængde; thi der var Glæde i Israel.

13 Broderkærligheden blive ved! ² Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster. ³ Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide ilde, som de, der også selv ere i et Legeme. ⁴ Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme. ⁵ Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have; thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig," ⁶ så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"

⁷ Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres Tro! ⁸ Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid. ⁹ Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser; thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft. ¹⁰ Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke have Ret til at spise. ¹¹ Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren. ¹² Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige Folket ved sit eget Blod. ¹³ Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans Forsmædelse; ¹⁴ thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende. ¹⁵ Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. ¹⁶ Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag.

¹⁷ Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke gavnligt. ¹⁸ Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting. ¹⁹ Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg desto snarere kan gives eder igen.

²⁰ Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod, ²¹ han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder: Amen. ²² Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord; thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed. ²³ Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg se eder, dersom han snart kommer. ²⁴ Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien hilse eder. ²⁵ Nåden være med eder alle!

7 Således lod den Herre Herren mig skue: Se, græshopper kom til syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter Kongens Høst. ² Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre, Herre, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" ³ Og Herren angrede. "Det skal ej ske!" sagde Herren.

⁴ Således lod den Herre Herren mig skue: Se, den Herre Herren kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet, ⁵ sagde jeg: "Herre, Herre, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" ⁶ Og Herren angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre Herren.

⁷ Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et Blylod i Hånden.

⁸ Og Herren sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk Israel: jeg vil ikke spare det længer.

⁹ Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd står jeg op mod Jeroboams Hus."

¹⁰ Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord. ¹¹ Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel skal bortføres fra sin Jord." ¹² Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til Judas Land! Der kan du tjene dit Brød og profetere. ¹³ Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens Helligdom og Rigets Tempel." ¹⁴ Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling: jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen; ¹⁵ men Herren tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og profeter for mit Folk Israel! ¹⁶ Så hør nu Herrens Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod Israel, ej prædike mod Israels Hus! ¹⁷ Derfor, så siger Herren: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord skal Israel føres."

2 Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal. ² (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,) ³ Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By. ⁴ Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt, ⁵ for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. ⁶ Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde. ⁷ Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.

⁸ Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. ⁹ Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre ¹⁰ Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. ¹¹ Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. ¹² Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe." ¹³ Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: ¹⁴ "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag! ¹⁵ Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os." ¹⁶ Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben. ¹⁷ Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn. ¹⁸ Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. ¹⁹ Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. ²⁰ Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.

²¹ Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.

²² Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren, ²³ som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren, ²⁴ og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer. ²⁵ Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham. ²⁶ Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede. ²⁷ Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik, ²⁸ da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde: ²⁹ "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord. ³⁰ Thi mine Øjne have set din Frelse, ³¹ som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn, ³² et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel." ³³ Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham. ³⁴ Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges, ³⁵ ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares." ³⁶ Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand ³⁷ og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag. ³⁸ Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning. ³⁹ Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth. ⁴⁰ Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det.

⁴¹ Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden. ⁴² Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane ⁴³ og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke. ⁴⁴ Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge. ⁴⁵ Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. ⁴⁶ Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem. ⁴⁷ Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar. ⁴⁸ Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte." ⁴⁹ Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?" ⁵⁰ Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem. ⁵¹ Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte. ⁵² Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker.