M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Davids Sønner, som fødtes ham i Hebron, var følgende: Ammon, den førstefødte, som han havde med Ahinoam fra Jizre'el, den anden Daniel, med Abigajil fra Karmel, ² den tredje Absalom, en Søn af Ma'aka, Kong Talmaj af Gesjurs Datter, den fjerde Adonija, Haggits Søn, ³ den femte Sjefafja, som han havde med Abital, den sjette Jitream, som han havde med sin Hustru Egla. ⁴ Seks fødtes ham i Hebron, hvor han herskede syv År og seks Måneder. Tre og tredive År herskede han i Jerusalem. ⁵ Følgende fødtes ham i Jerusalem: Sjim'a, Sjobab, Natan og Salomo, hvilke fire han havde med Ammiels Datter Batsjua; ⁶ fremdeles Jibhar, Elisjama, Elifelet, ⁷ Noga, Nefeg, Jafia, ⁸ Elisjama. Be'eljada og Elifelet, i alt ni. ⁹ Det var alle Davids Sønner foruden Medhustruernes Sønner; og Tamar var deres Søster.

¹⁰ Salomos Søn Rehabeam, hans Søn Abija, hans Søn Asa, hans Søn Josafat, ¹¹ hans Søn Joram, hans Søn Ahazja, hans Søn Joas, ¹² hans Søn Amazja, hans Søn Azarja, hans Søn Jotam, ¹³ hans Søn Akaz, hans Søn Ezekias, hans Søn Manasse, ¹⁴ hans Søn Amon, hans Søn Josias. ¹⁵ Josias's Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum. ¹⁶ Jojakims Sønner: Hans Søn Jekonja, hans Søn Zedekias.

¹⁷ Den fængslede Jekonjas Sønner: Hans Søn Sjealtiel, ¹⁸ Malkiram, Pedaja, Sjen'azzar, Jekamja, Hosjama og Nedabja. ¹⁹ Pedajas Sønner: Zerubbabel og Sjim'i. Zerubbabels Sønner: Mesjullam og Hananja og deres Søster Sjelomit. ²⁰ Mesjullams Sønner: Hasjuba, Ohel, Berekja, Hasadja og Jusjab Hesed, fem. ²¹ Hananjas Sønner: Pelatja, Jesja'ja, Refaja, Arnan, Obadja og Sjekanja. ²² Sje'kanjas Sønner: Sjemaja, Hattusj, Jig'al, Baria, Nearja og Sjafat, seks. ²³ Nearjas Sønner: Eljoenaj, Hizkija og Azrikam, tre. ²⁴ Eljoenajs Sønner: Hodavja, Eljasjib, Pelaja, Akkub, Johanan, Delaja og Anani, syv.

4 Judas Sønner: Perez, Hezron, Karmi, Hur og Sjobal. ² Sjobals Søn Reaja avlede Jahat; Jahat avlede Ahumaj og Lahad. Det var Zor'atitemes Slægter. ³ Etams Fader Hurs Sønner var følgende: Jizre'el, Jisjma og Jidbasj; deres Søster hed Hazlelponi; ⁴ og Penuel, Gedors Fader, og Ezer, Husjas Fader; det var Efratas' førstefødte Hurs, Betlehems Faders, Sønner.

⁵ Asjhur, Tekoas Fader, havde to Hustruer: Hel'a og Na'ara. ⁶ Na'ara fødte ham Ahuzzam, Hefer, Teme'ni og Ahasjtariteme; det var Na'aras Sønner. ⁷ Hel'as Sønner: Zeret, Zohar, Etnan og Koz. ⁸ Koz avlede Anub, Hazzobeba og Aharhels "Harums Søns, Slægter. ⁹ Jabez var mere anset end sine Brødre. Hans Moder havde givet ham Navnet Jabez, idet hun sagde: "Jeg har født ham med Smerte! ¹⁰ Jabez påkaldte Israels Gud således: "Gid " du vilde velsigne mig rigeligt og gøre mit Område stort, lade din Hånd være med mig og fri mig fra Ulykke, så der ikke voldes mig Smerte! Og Gud gav ham alt, hvad han bad om.

¹¹ Kelub, Sjuhas Broder, avlede Mehir, det er Esjtons Fader. ¹² Esjton avlede Bet-Rafa, Pasea og Tehinna, Fader til Nahasjs By; det er Mændene fra Reka. ¹³ Kenaz's Sønner: Otniel og Seraja. Otniels Sønner: Hatat og Meonotaj. ¹⁴ Meonotaj avlede Ofra. Seraja avlede Joab, Fader. til Ge-Harasjim; de var nemlig Håndværkere. ¹⁵ Jefunnes Søn kalebs Sønner: Ir, Ela og Na'am, Elas Sønner. og Kenaz.

¹⁶ Perez's Sønner: Jehallel'el og Ezra. Je'hallel'els Sønner: Zif, Zifa, Tireja og Asar'el. ¹⁷ Ezras Sønner: Jeter, Mered og Efer. Jeter avlede Mirjam, Sjammaj og Jisjba, Esjtemoas Fader. ¹⁸ Hans judæiske Hustru fødte Jered, Gedors Fader, Heber, Sokos Fader, og Jekutiel, Zanoas Fader. ¹⁹ Sønnerne af Faraos Datter Bitja, som Mered ægtede, var følgende: Nahams Søsters, Sønner var følgende: Garmiten og Ma'akafiten Esjtemoa. ²⁰ Sjimons Sønner: Amnon og Rinna, Benhanan og Tilon. Jisj'is Sønner: Zohet. Zohets Søn:

²¹ Judas Søn Sjelas Sønner: Er, Lekas Fader, Lada, Maresjas Fader Linnedvæveriets Slægter af Asjbeas Hus, ²² Jokim, Kozebas Mænd og Joasj og Saraf, som herskede over Moab og vendte tilbage til Betlehem. Det er jo gamle Begivenheder. ²³ Dette er Pottemagerne og Beboerne i Netaim og Gedera; de boede der i Kongens Nærhed og stod i hans Tjeneste.

²⁴ Simeons Sønner: Nemuel, Ja'min, Jarib, Zera og Sja'ul ²⁵ hans Søn Sjallum, hans Søn Mibsam, hans Søn Misjma. ²⁶ Misjmas Sønner: Hans Søh Hammuel, hans Søn Zakkur, hans Søn Sjim'i. ²⁷ Sjim'i havde seksten Sønner og seks Døtre; men hans Brødre havde ikke mange Sønner, og deres hele Slægt blev ikke så talrig som Judæerne.

²⁸ De boede i Be'ersjeba Molada, Hazar-Sjual, ²⁹ Bilha, Ezem, Tolad, ³⁰ Betuel, Horma, Ziklag, ³¹ Bet-Markabot, Hazar-Susim, Bet-Bir'i og Sja'arajim - det var indtil Davids Regering deres Byer ³² med Landsbyer - fremdeles Etam, Ajin, Rimmon, Token og Asjan, fem Byer; ³³ desuden alle deres Landsbyer, som lå rundt om disse Byer indtil Ba'al. Det var deres Bosteder; og de havde deres egen Slægtebog.

³⁴ Fremdeles: Mesjobab, Jamlek, Amazjas Søn Josja, ³⁵ Joel, Jehu, en Søn af Josjibja, en Søn af Seraja, en Søn af Asiel, ³⁶ Eljoenaj, Ja'akoba, Jesjohaja, Asaja, Adiel, Jesimiel, Benaja ³⁷ og Ziza, en Søn af Sjif'i, en Søn af Allon, en Søn af Jedaja, en Søn af Sjimri, en Søn af Sjemaja; ³⁸ de her ved Navn nævnte var Øverster i deres Slægter, efter at deres Fædrenehuse havde bredt sig stærkt. ³⁹ Da de engang drog i Retning af Gerar østen for Dalen for at søge Græsning til deres Småkvæg, ⁴⁰ fandt de fed og god Græsning, og Landet var udstrakt, og der var Fred og Ro, da de tidligere Beboere nedstammede fra Kam. ⁴¹ I Kong Ezekias af Judas Dage drog de her ved Navn nævnte hen og overfaldt deres Telte og slog Me'uniterne, som de traf der, og de lagde Band på dem, så de nu ikke mere er til; derefter bosate de sig i deres Land, da der var Græsning til deres Småkvæg. ⁴² Af dem, af Simeoniterne, drog 500 Mand til Se'irs Bjerge under Ledelse af Pelatja, Nearj'a, Refaja og Uzziel, Jisj'is Sønner, ⁴³ og de nedhuggede de sidste Amalekiter, der var tilbage; og de bosatte sig der og bor der den Dag i Dag.

9 Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom. ² Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige. ³ Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste, ⁴ som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, ⁵ men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. ⁶ Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten; ⁷ men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, ⁸ hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står, ⁹ hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, ¹⁰ men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid.

¹¹ Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, ¹² og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. ¹³ Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed: ¹⁴ hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

¹⁵ Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse. ¹⁶ Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres. ¹⁷ Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever. ¹⁸ Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod ¹⁹ Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han sagde: ²⁰ "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder." ²¹ Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet. ²² Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse.

²³ Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse. ²⁴ Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os; ²⁵ ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed Blod; ²⁶ ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer. ²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom, ²⁸ således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som foruente ham til Frelse.

3 Hør dette Ord, som Herren taler imod eder, isralitter, imod hele den slægt jeg førte op fra Ægypten: ² Kun eder kendes jeg ved blandt alle Jordens Slægter; derfor vil jeg på eder hjemsøge al eders Brøde.

³ Vandrer vel to i Følge, når det ikke er aftalt? ⁴ Brøler en Løve i Krattet, hvis den ikke har Bytte? Løfter en Ungløve Røsten, uden den har Fangst? ⁵ Falder en Fugl til Jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en Fælde vel sammen, uden noget er fanget? ⁶ Mon der stødes i Horn i en By, uden Folk farer sammen? Mon Ulykke sker i en By, uden Herren står bag? ⁷ Nej! Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne. ⁸ Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre Herren taler, hvo profeterer da ej?

⁹ Lad det høres over Asdods Borge og dem i Ægyptens Land! Sig: "Kom sammen på Samarias Bjerg og se den vilde Tummel derinde, det hårde Tryk i dets Midte !" ¹⁰ De ved ej at gøre det rette, lyder det fra Herren, de, som opdynger Uret og Vold i deres Borge. ¹¹ Derfor, så siger den Herre Herren: Fjender skal fare gennem Landet, dit Værn skal tages fra dig, og udplyndres skal dine Borge.

¹² Så siger Herren: Som en Hyrde redder af Løvens Gab to Skinneben eller en Ørelap, således skal Israels Børn, som bor i Samaria, reddes med Lejets Bolster og Bænkens Hynde. ¹³ Hør og vidn imod Jakobs Hus, lyder det fra den Herre Herren, Hærskarers Gud: ¹⁴ Den Dag jeg hjemsøger Israels Overtrædelser, hjemsøger jeg Betels Altre; Alterets Horn skal afhugges, styrte til Jorden. ¹⁵ Både Vinter og Sommerhus knuser jeg da; Elfenbenshusene ødes, de mange Huse går tabt, så lyder det fra Herren.

146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! ² Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. ³ Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! ⁴ Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. ⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

147 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. ² Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, ³ han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; ⁴ han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. ⁵ Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; ⁶ Herren holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. ⁷ Syng for Herren med Tak, leg for vor Gud på Citer! ⁸ Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; ⁹ Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; ¹⁰ hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; ¹¹ Herren har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

¹² Lovpris Herren, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! ¹³ Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; ¹⁴ dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; ¹⁵ han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, ¹⁶ han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, ¹⁷ som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; ¹⁸ han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. ¹⁹ Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. ²⁰ Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!