M’Cheyne Bible Reading Plan

25 ¹ I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem og belejrede det, og de byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; ² og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte Regeringsår. ³ På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. ⁴ Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene flygtede om Natten gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og han tog Vejen ad Arabalavningen til. ⁵ Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. ⁶ Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. ⁷ Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, og på Zedekias selv lod han Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte de ham til Babel.

⁸ På den syvende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadnezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels Konges Tjener, til Jerusalem. ⁹ Han satte Ild på Herrens Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; ¹⁰ og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes Folk, som Øversten for Livvagten havde med sig. ¹¹ De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og,de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. ¹² Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet lod Øversten for Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere. ¹³ Kobbersøjlerne i Herrens Hus, Stellene og Kobberhavet i Herrens Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. ¹⁴ Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; ¹⁵ også Panderne og Skålene, alt, hvad der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten. ¹⁶ De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo havde ladet lave til Herrens Hus - Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. ¹⁷ Atten Alen høj var den ene Søjle, og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, tre Alen højt, og rundt om Søjlehovederne var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.

¹⁸ Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Andenpræsten Zefanja og de tre Dørvogtere; ¹⁹ og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med Krigs folket, og fem Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd af Folket fra Landet, der fandtes i Byen, ²⁰ dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla; ²¹ og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.

²² Over de Folk, der blev tilbage i Judas Land, dem, Babels Konge Nebukadnezar lod blive tilbage, satte han Gedalja, Ahikams Søn, Sjafans Sønnesøn. ²³ Da nu alle Hærførerne med deres Folk hørte, at Babels Konge havde indsat Gedalja, kom de til ham i Mizpa, Jisjmael, Netanjas Søn, Johanan,Bareas Søn, Seraja, Tanhumets Søn fra Netofa, og Ja'azanja, Ma'akatitens Søn, tillige med deres Folk. ²⁴ Og Gedalja besvor dem og deres Folk og sagde: "Frygt ikke for Kaldæerne! Bliv i Landet og underkast eder Babels Konge, så vil det gå eder vel!" ²⁵ Men i den syvende Måned kom Jisjmael, Netanjas Søn, Elisjamas Sønnesøo, en Mand af kongelig Byrd, med ti Mænd og slog Gedalja ihjel tillige med de Judæere og Kaldæere, der var hos ham i Mizpa. ²⁶ Da brød hele Folket, store og små, og Hærførerne op og drog til Ægypten; thi de frygtede for Kaldæerne.

²⁷ I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den syv og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet. ²⁸ Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, der var hos ham i Babel. ²⁹ Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede. ³⁰ Han fik sit daglige Underhold af Kongen, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, så længe han levede.

7 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham, ² hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems Konge, det er: Freds Konge, ³ uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han forbliver Præst for bestandig.

⁴ Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet. ⁵ Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd; ⁶ men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne. ⁷ Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere. ⁸ Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever. ⁹ Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende; ¹⁰ thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde.

¹¹ Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis? ¹² Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed også en Omskiftelse af Loven. ¹³ Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare på Alteret. ¹⁴ thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster. ¹⁵ Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med Melkisedek opstår en anden Slags Præst, ¹⁶ som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft. ¹⁷ Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis." ¹⁸ Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var svagt og unyttigt ¹⁹ (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud. ²⁰ Og så vist som det ikke er sket uden Ed, ²¹ (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid"): ²² så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt. ²³ Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; ²⁴ men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, ²⁵ hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

²⁶ Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene; ²⁷ en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv. ²⁸ Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:

1 De Ord, som Amos, der hørte til fårehyrderne fra Tekoa, skuede om Israel, i de Dage da Uzzija var Konge i Juda, og Jeroboam, Joas's Søn, i Israel, to År før Jordskælvet.

² Han sagde: Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst; Hyrdernes Græsmarker sørger, vissen er Karmels Top.

³ Så siger Herren: For tre Overtrædelser af Damaskus, ja fire, jeg går ikke fra det: de tærskede Gilead med Tærskeslæder af Jern ⁴ så sender jeg Ild mod Hazaels Hus, den skal æde Benhadads Borge; ⁵ jeg knuser Damaskus's Portslå, udrydder Bikat-Avens Borgere og den, som bærer Scepter i Bet Eden; Aramæerne skal føres til Kir, siger Herren.

⁶ så siger Herren: For tre Overtrædelser af Gaza, ja fire, jeg går ikke fra det: de bortførte hele Byer og solgte dem til Edom ⁷ så sender jeg Ild mod Gazas Mur, den skal æde dets Borge; ⁸ jeg udrydder Asdods Borgere og den, som bærer Scepter i Askalon; jeg vender min Hånd imod Ekron, og den sidste Filister forgår, siger den Herre Herren.

⁹ Så siger Herren: For tre Overtrædelser af Tyrus, ja fire, jeg går ikke fra det: de solgte hele bortførte Byer til Edom uden at ænse Broderpagt ¹⁰ så sender jeg Ild mod Tyruss Mur, den skal æde dets Borge.

¹¹ Så siger Herren: For tre Overtrædelser af Edom, ja fire, jeg går ikke fra det: med Sværd forfulgte han sin Broder og kvalte sin Medynk, holdt altid fast ved sin Vrede og gemte stadig på Harme ¹² så sender jeg. Ild mod Teman, den skal æde Bozras Borge.

¹³ Så siger Herren: For Ammoniternes tre Overtrædelser, ja fire, jeg går ikke fra det: de oprev Livet på Gileads svangre Kvinder for at vinde sig mere Land ¹⁴ så sætter jeg Ild på Rabbas Mur, den skal æde dets Borge under Krigsskrig på Stridens Dag, under Uvejr på Stormens Dag. 15 Landflygtig skal Kongen blive, han og alle hans Fyrster, siger Herren.

144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, ² min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! ³ Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? ⁴ Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. ⁵ Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; ⁶ slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; ⁷ udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, ⁸ fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. ⁹ Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, ¹⁰ du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. ¹¹ Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

¹² I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; ¹³ vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, ¹⁴ fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. ¹⁵ Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!