M’Cheyne Bible Reading Plan

23 Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen hos sig. ² Derpå gik Kongen op i Herrens Hus, fulgt af alle Judas Mænd og alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i Herrens Hus. ³ Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for Herrens Åsyn om, at de skulde holde sig til Herren og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.

⁴ Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al, Asjera og hele Himmelens Hær, ud af Herrens Helligdom, og han lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og Asken lod han bringe til Betel. ⁵ Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat, og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær. ⁶ Og han lod Asjerastøtten bringe fra Herrens Hus uden for Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave. ⁷ Han lod Mandsskøgernes Kamre i Herrens Hus rive ned, dem i hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera. ⁸ Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går ind ad Byporten. ⁹ Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til Herrens Alter i Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre. ¹⁰ Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok. ¹¹ Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen ved Indgangen til Herrens Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde. ¹² Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge Forgårdene til Herrens Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal. ¹³ Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte; Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen. ¹⁴ Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og Pladsen fylde med Menneskeknogler.

¹⁵ Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde. ¹⁶ Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde dem på Alteret for, at vanhellige det efter Herrens Ord, som den Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting, ¹⁷ Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel." ¹⁸ Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred.

¹⁹ Også alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer, som Israels Konger havde opført for at krænke Herren, lod Josias fjerne, og han handlede med dem ganske som han havde gjort i Betel; ²⁰ og han lod alle Højenes Præster, som var der ved Altrene, dræbe, og han opbrændte Menneskeknogler på Altrene. Så vendte han tilbage til Jerusalem.

²¹ Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for Herren eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!" ²² Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel; ²³ men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan Påske fejret for Herren i Jerusalem.

²⁴ Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i Herrens Hus. ²⁵ Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til Herren og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans Lige.

²⁶ Alligevel lagde Herrens mægtige Vredesglød sig ikke, thi hans Vrede var blusset op mod Juda over alle de Krænkelser, Manasse havde tilføjet ham. ²⁷ Og Herren sagde: "Også Juda vil jeg fjerne fra mit Åsyn, ligesom jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min udvalgte By, og det Hus, om hvilket jeg har sagt: Mit Navn skal være der!"

²⁸ Hvad der ellers er at fortælle om Josias, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.

²⁹ I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko op til Eufratfloden imod Assyrerkongen. Kong Josias rykkede imod ham, men Neko fældede ham ved Megiddo, straks han så ham. ³⁰ Og hans Folk førte ham død bort fra Megiddo, bragte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav. Men Folket fra Landet tog Joahaz, Josias's Søn, og salvede og hyldede ham til Bonge i hans Faders Sted.

³¹ Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusalem. Hans Moder hed Hamutal og var en Datter af Jirmeja fra, Libna. ³² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som hans Fædre. ³³ Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats Land og gjorde dermed Ende på hans Herredømme i Jerusalem og lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet. ³⁴ Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's Søn, til Konge i hans Fader Josias's Sted, og han ændrede hans Navn til Jojakim; Joahaz derimod tog han med til Ægypten, og der døde han. ³⁵ Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao; men for.at kunne udrede Pengeneefter Faraos Befaling satte han Landet i Skat; efter som hver især var sat i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet for at give Farao Neko det.

³⁶ Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zebida og var en Datter af Pedaja fra Ruma. ³⁷ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som hans Fædre.

5 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder, ² som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed ³ og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv ⁴ Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.

⁵ Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag," ⁶ som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis," ⁷ han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst, ⁸ og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, ⁹ og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, ¹⁰ idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

¹¹ Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. ¹² Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. ¹³ Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; ¹⁴ men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.

2 Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi Herrens Dag, den kommer; ² ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År. ³ Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort. ⁴ At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem; ⁵ det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid. ⁶ Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser. ⁷ Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen. ⁸ De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen, ⁹ stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve. ¹⁰ Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans. ¹¹ Foran sin Stridsmagt løfter Herren sin Røst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er Herrens Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?

¹² Selv nu, så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage! ¹³ Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til Herren eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde. ¹⁴ Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til Herren eders Gud. ¹⁵ Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling, ¹⁶ kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt! ¹⁷ Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, Herrens Tjenere, græde og sige: "Herre, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

¹⁸ Og Herren blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk. ¹⁹ Og Herren svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne. ²⁰ Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting. ²¹ Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi Herren har udført store Ting. ²² Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan. ²³ Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i Herren eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn, Tidligregn og Sildigregn, som før. ²⁴ Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie. ²⁵ Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder. ²⁶ I skal spise og mættes og love Herren eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme. ²⁷ Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er Herren eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

² Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, ³ udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. ⁴ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. ⁵ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. ⁶ Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! ⁷ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; ⁸ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.