M’Cheyne Bible Reading Plan

22 Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede een og tredive År i Jerusalem. Hans Moder hed Jedida og var en Datter af Adaja fra Bozkat. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne, og vandrede nøje i sin Fader Davids Spor uden at vige til højre eller venstre.

³ I Kong Josias's attende Regeringsår sendte Kongen Statsskriveren Sjafan, en Søn af Mesjullams Søn Azalja, til Herrens Hus og sagde: ⁴ "Gå op til Ypperstepræsten Hilkija og lad ham tage de Penge frem, der er indkommet i Herrens Hus, og som Dørvogterne har samlet ind hos Folket, ⁵ for af man kan give Pengene til dem, der står for Arbejdet, dem, der har Tilsyn med Herrens Hus; de skal så give dem til Arbejderne i Herrens Hus til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet, ⁶ til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne, og til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse. ⁷ Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over de Penge, der overlades dem, men de skal handle på Tro og Love."

⁸ Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren Sjafan: "Jeg har fundet Lovbogen i HerrenS Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen, og han læste den. ⁹ Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til Kongen og aflagde Beretning for ham og sagde: "Dine Trælle har taget de Penge frem, der fandtes i Templet, og givet dem til dem, der står for Arbejdet, dem, der har Tilsyn med Herrens Hus." ¹⁰ Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan læste den for Kongen. ¹¹ Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen, sønderrev han sine Klæder; ¹² og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam, Sjafans Søn, Akbor, Mikas Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja: ¹³ "Gå hen og rådspørg på mine og Folkets og hele Judas Vegne Herren om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos Herren imod os, fordi vore Fædre ikke har adlydt Ordene i denne Bog og ikke har handlet nøje efter, hvad der står skrevet deri."

¹⁴ Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og Asaja gik da hen og talte med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum, Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som boede i Jerusalem i den nye Bydel. ¹⁵ Hun sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Sig til den Mand, der sendte eder til mig: ¹⁶ Så siger Herren: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og dets Indbyggere, alt, hvad der står i den Bog, Judas Konge har læst, ¹⁷ til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre Guder, så at de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes! ¹⁸ Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge Herren, skal I sige således: Så siger Herren, Israels Gud: De Ord, du har hørt, står fast; ¹⁹ men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Herren, da du hørte, hvad jeg har talet mod dette Sted og dets Indbyggere, at de skal blive til Rædsel og Forbandelse, og efterdi du sønderrev dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra Herren! ²⁰ Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at se, som jeg vil bringe over defte Sted." Det Svar bragte de Kongen.

4 Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. ² Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. ³ Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. ⁴ Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger." ⁵ Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile." ⁶ Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: ⁷ så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!" ⁸ Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. ⁹ Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. ¹⁰ Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

¹¹ Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på. ¹² Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd, Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd. ¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

¹⁴ Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! ¹⁵ Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. ¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

1 Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels søn.

² Hør dette, I Ældste, lån Øre, alle, som bor i Landet! Er sligt mon sket i eders eller eders Fædres Dage? ³ I skal fortælle det til eders Børn, og de igen til deres, og deles til næste Slægt. ⁴ Græshoppen åd, hvad Gnaveren levned, Springeren åd, hvad Græshoppen levned, Æderen åd, hvad Springeren levned. ⁵ Vågn op, I drukne, og græd; enhver, som drikker Vin, skal jamre over Most, der gik tabt for eders. Mund. ⁶ Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde. ⁷ Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og hærgede det; dets Grene stritter hvide. 8 Klag som sørgeklædt Jomfru over sin Ungdoms Brudgom! ⁹ Afgrødeoffer og Drikoffer gik tabt for Herrens Hus; Præsterne, Herrens Tjenere sørger. ¹⁰ Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten slog fejl og Olien hentørres. ¹¹ Bønder skuffes og Vingårdsmænd jamrer både over Hveden og Byggen; thi Markens Høst gik tabt; ¹² fejl slog Vinstokken, Figentræet tørres; Granatæble, Palme og æbletræ, hvert Markens Træ tørres hen. Ja, med Skam veg Glæde fra Menneskens Børn:

¹³ Sørg, I Præster i Sæk, I AIterets Tjenere, jamrer! Gå ind og bær Sæk i Nat, I, som tjener min Gud! Thi Afgrødeoffer og Drikofer unddrages eders Guds Hus. ¹⁴ Helliger en Faste, udråb festlig Samling, I Ældste, kald alle, som bor i Landet, sammen til Herren eders Guds Hus og råb så til Herren! ¹⁵ Ak, hvilken Dag! Thi nær er Herrens Dag, den kommer som Vold fra den Vældige. ¹⁶ Så vi ej Føden gå tabt, vor Guds Hus tømt for Glæde og Jubel? ¹⁷ Sæden skrumper ind i den klumpede Jord; Lader er nedbrudt, Forrådshuse jævnet, thi Kornet er vissent. ¹⁸ Hvor Kvæget dog stønner! Oksernes Hjorde er skræmte, fordi de ikke har Græs; selv Småkvægets Hjorde lider. ¹⁹ Jeg råber til dig, o Herre; thi Ild har fortæret Ørkenens Græsning, og Luen afsved hvert Markens Træ; ²⁰ til dig skriger selv Markens Dyr, thi Bækkenes Lejer er tørre, og Ild har fortæret Ørkenens Græsning.

140 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, ³ der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. ⁴ De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. ⁵ Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. ⁶ Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. ⁷ Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! ⁸ Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. ⁹ Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! ¹⁰ Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! ¹¹ Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! ¹² Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! ¹³ Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. ¹⁴ For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.

141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; ² som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! ³ Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! ⁴ Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. ⁵ Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁶ Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. ⁷ Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. ⁸ Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! ⁹ Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; ¹⁰ lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.