M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" ² Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: ³ "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. ⁴ Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før Herrens Ord kom til ham således: ⁵ "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op i Herrens Hus; ⁶ og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min Tjener Davids Skyld!" ⁷ Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask. ⁸ Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at Herren vil helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i Herrens Hus?" ⁹ Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger frem eller ti Streger tilbage?" ¹⁰ Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej, lad den gå ti Streger tilbage!" ¹¹ Da råbte Profeten Esajas til Herren; og han lod Skyggen på Akaz's Solur gå ti Streger tilbage.

¹² Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde været syg. ¹³ Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem. ¹⁴ Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel!" ¹⁵ Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem!" ¹⁶ Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Herrens Ord! ¹⁷ Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger Herren! ¹⁸ Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!" ¹⁹ Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra Herren, du har kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!"

²⁰ Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. ²¹ Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.

2 Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort. ² Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn, ³ hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, ⁴ idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin Villie.

⁵ Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale. ⁶ Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? ⁷ Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; ⁸ alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham; ⁹ men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

¹⁰ Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser. ¹¹ Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, ¹² når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig." ¹³ Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig." ¹⁴ Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen, ¹⁵ og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom al deres Livs Tid. ¹⁶ Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd tager han sig af. ¹⁷ Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Folkets Synder. ¹⁸ Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes.

13 Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde. ² Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve! ³ Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive. ⁴ Og jeg er Herren din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser; ⁵ jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land. ⁶ Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig. ⁷ Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen, ⁸ jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

⁹ Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp? ¹⁰ Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!" ¹¹ Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

¹² Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen. ¹³ Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende. ¹⁴ Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

¹⁵ En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte.

137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. ² Vi hængte vore Harper i Landets Pile. ³ Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" ⁴ Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? ⁵ Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! ⁶ Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

⁷ Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" ⁸ Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! ⁹ Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

138 Jeg vil prise dig Herre, at hele lovsynge dig for Guderne; ² jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. ³ Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. ⁴ Alle Jordens Konger skal prise dig, Herre, når de hører din Munds Ord, ⁵ og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære, ⁶ thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. ⁷ Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. ⁸ Herren vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, Herre, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!