M’Cheyne Bible Reading Plan

18 I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsår blev Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda. ² Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en Datter af Zekarja. ³ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne, ganske som hans Fader David. ⁴ Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for den, og man kaldte den Nehusjtan. ⁵ Til Herren, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger. ⁶ Han holdt fast ved Herren og veg ikke fra ham, og han overholdt de Bud, Herren havde givet Moses. ⁷ Og Herren var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke stå under ham. ⁸ Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, både Vagttårnene og de befæstede Byer.

⁹ I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels, syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa maria, belejrede ¹⁰ og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget. ¹¹ Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer, ¹² til Straf for at de ikke havde adlydt Herren deres Guds Røst, men overtrådt hans Pagt, alt hvad Herrens Tjener Moses havde påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.

¹³ I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. ¹⁴ Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter Guld; ¹⁵ og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i Herrens Hus og i Skatkamrene i Kongens Palads. ¹⁶ Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i Herrens Helligdom og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og udleverede det til Assyrerkongen.

¹⁷ Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. ¹⁸ Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til dem. ¹⁹ Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du hengiver dig til? ²⁰ Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? ²¹ Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. ²² Men vil I sige til mig: Det er Herren vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter, i Jerusalem skal I tilbede! ²³ Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! ²⁴ Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? ²⁵ Mon det desuden er uden Herrens Vilje, at jeg er draget op mod dette Sted for at ødelægge det? Det var Herren selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"

²⁶ Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" ²⁷ Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand!" ²⁸ Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! ²⁹ Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd! ³⁰ Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til Herren, når han siger: Herren skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! ³¹ Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, ³² indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde, et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og siger: Herren vil frelse os! ³³ Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? ³⁴ Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas Guder? Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? ³⁵ Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da Herren skulde kunne frelse Jerusalem?" ³⁶ Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham.

³⁷ Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.

¹ Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon, vor elskede og Medarbejder, ² og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Hus; ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁴ Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner, ⁵ efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og til alle de hellige, ⁶ for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i Erkendelse af alt det gode, som er i eder. ⁷ Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!

⁸ Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale dig det, som er tilbørligt, ⁹ så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange; ¹⁰ jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker, Onesimus, ¹¹ ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage, ¹² ham, det er mit eget Hjerte. ¹³ Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde tjene mig i Evangeliets Lænker. ¹⁴ Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie. ¹⁵ Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du kunde få ham igen til evigt Eje, ¹⁶ ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i Kødet og i Herren. ¹⁷ Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig! ¹⁸ Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da før mig det til Regning! ¹⁹ Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale,for ikke at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv. ²⁰ Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit Hjerte i Kristus!

²¹ I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at du vil gøre endog mere end det, jeg siger. ²² Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at jeg ved eders Bønner skal skænkes eder. ²³ Epafras, min medfangne i Kristus Jesus, ²⁴ Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig. ²⁵ Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!

11 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn ² Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild, ³ Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. ⁴ Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. ⁵ Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. ⁶ Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. ⁷ Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.

⁸ Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. ⁹ Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. ¹⁰ Herren skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, ¹¹ bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra Herren.

132 Herre, kom David i Hu for al hans møje, ² hvorledes han tilsvor Herren, gav Jakobs Vældige et Løfte : ³ "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, ⁴ under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, ⁵ før jeg har fundet Herren et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" ⁶ "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; ⁷ lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" ⁸ Herre, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! ⁹ Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! ¹⁰ For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

¹¹ Herren tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. ¹² Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! ¹³ Thi Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : ¹⁴ Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. ¹⁵ Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, ¹⁶ dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. ¹⁷ Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. ¹⁸ Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"

133 Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: ² som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, ³ som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker Herren Velsignelse ned, Liv til evig Tid.

134 Op og lov nu Herren, alle Herrens, som står i Herrens Hus ved Nattetide! ² Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov Herren! ³ Herren velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.