M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død, tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt. ² Men Kong Jorams Datter Josjeba, Ahazjas Søster, tog Ahazjas Søn Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans, Amme i Sengekammeret og holdt ham skjult for Atalja, så han ikke blev dræbt; ³ og han var i seks År skjult hos Josjebai Herrens Hus, medens Atalja herskede i Landet.

⁴ Men i det syvende År lod Jojada Hundredførerne for Harernel og Livvagten hente ind til sig i Herrens Hus; og efter at have sluttet Pagt med dem og taget dem i Ed i Herrens Hus fremstillede han Kongesønnen for dem. ⁵ Derpå bød han dem og sagde: "Således skal I gøre: Den Tredje del af eder, der om Sabbaten rykker ind for at overtage Vagten i Kongens Palads, ⁶ og de to Afdelinger af eder, som har Vagten i Kongens Palads den ene Tredjedel ved Surporten, den anden ved Porten bag Livvagten ⁷ og som begge om Sabbaten rykker ud for at overtage Vagten i Herrens Hus, ⁸ I skal alle med Våben i Hånd slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Rækkerne, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ud, og når han går ind!"

⁹ Hundredførerne gjorde alt hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der ryk kede ind om Sabbaten, og kom til Præsten Jojada. ¹⁰ Og Præsten gav Hundredfø rerne Spydene og Skjoldene, som havde tilhørt Kong David og var i Herrens Hus. ¹¹ Livvagten stillede sig, alle med Våben i Hånd, fra Templets Syd side til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til Templet, rundt om Kongen. ¹² Så førte han Kongesønnen ud og satte Kronen og Armspangene på ham; derefter udråbte de ham til Konge og salvede ham; og de klappede i Hænderne og råbte: "Kongen leve!"

¹³ Da Atalja hørte Larmen af Folket, gik hun hen til Folket i Herrens Hus, ¹⁴ og der så hun Kongen stå ved Søjlen, som Skik var, og Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet jublede og blæste i Trompeterne. Da sønderrev Atalja sine Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!" ¹⁵ Men præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd: "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger hende!" Præsten sagde nemlig: "Hun skal ikke dræbes i Herrens Hus!" ¹⁶ Så greb de hende, og da hun ad Hesteindgangen var kommet til Kongens Palads, blev hun dræbt der.

¹⁷ Men Jojada sluttede Pagt mellem Herren og Folket og Kongen om, at de skulde være Herrens Folk, ligeledes mellem Kongen og Folket. ¹⁸ Og alt Folket fra Landet begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene og Billederne ødelagde de i Bund og Grund, og Ba'als Præst Mattan dræbte de foran Altrene. Derpå satte Præsten Vagtposter ved Herrens Hus; ¹⁹ og han tog Hundredførerne, Karerne og Livvagten, desuden alt Folket fra Landet med sig, og de førte Kongen ned fra Herrens Hus. gik igennem Livvagtens Port til Kongens Palads, og han satte sig på Kongetronen. ²⁰ Da glædede alt Folket fra Landet sig, ogByen holdt sig rolig. Men Atalja huggede de ned i Kongens Palads.

²¹ Joas var syv År gammel, da han blev Konge. 12 ¹ I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge, og han herskede fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba. ² Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i Herrens Øjne, idet Præsten Jojada vejledede ham. ³ Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene.

⁴ Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der indkommer i Herrens Hus som Helliggaver, de Penge, det pålægges at udrede efter Vurdering - de Penge, Personer vurderes til - og alle Penge, man efter Hjertets Tilskyndelse bringer til Herrens Hus, ⁵ skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge, og for dem skal de istandsætte de brøstfældige Steder på Templet, alle brøstfældige Steder, som findes." ⁶ Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår havde Præsterne endnu ikke istandsat de brøstfældige Steder på Templet. ⁷ Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre Præster kalde og sagde til dem: "Hvorfor istandsætter I ikke de brøstfældige Steder på Templet? Nu må I ikke mere tage mod Penge af eders Kendinge, men I skal afgive Pengene til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet!" ⁸ Og Præsterne gik ind på ikke mere at modtage Penge af Folket, mod at de blev fri for at istandsætte de brøstfældige Steder på Templet. ⁹ Præsten Jojada tog så en Kiste, borede Hul i Låget og satte den ved Stenstøtten til højre for Indgangen til Herrens Hus, og der lagde Præsterne, der holdt Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge, der indkom i Herrens Hus. ¹⁰ Og når de så, at der var mange Penge i Kisten, kom Kongens Skriver og Ypperstepræsten op og bandt Pengene, som fandtes i Herrens Hus, sammen og talte dem. ¹¹ Derpå gav man de afvejede Penge til dem, der stod for Arbejdet, dem, der havde Tilsyn med Herrens Hus, og de udbetalte dem til Tømrerne og Bygningsmændene, der arbejdede på Herrens Hus, ¹² til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Herrens Hus og til at dække alle Udgifter ved Templets Istandsættelse. ¹³ Derimod blev der for de Penge, der indkom i Herrens Hus, hverken lavet Sølvfade eller Knive, Skåle, Trompeter eller nogen som helst anden Ting af Sølv eller Guld til Herrens Hus; ¹⁴ men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet, og de brugte dem til Istandsættelsen af Herrens Hus. ¹⁵ Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem Pengene overlodes til Udbetaling til Arbejderne, men de handlede på Tro og Love. ¹⁶ Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt til Herrens Hus; de tilfaldt Præsterne.

¹⁷ På den Tid drog Kong Hazael af Aram op og belejrede og indtog Gat. Da han truede med at drage mod Jerusalem, ¹⁸ tog Kong Joas af Juda alle de Helliggaver, som hans Fædre, Judas Konger Josafat, Joram og Ahazja havde helliget, sine egne Helliggaver og alt det Guld, der fandtes i Skatkamrene i Herrens Hus og Kongens Palads, og sendte det til Kong Hazael af Aram. Så opgav han Angrebet på Jerusalem og drog bort.

¹⁹ Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, står optegnet i Judas Kongers Krønike. ²⁰ Men Joas's Hoffolk rejste sig og stiftede en Sammensværgelse og dræbte ham, engang han gik ned til Millos Hus. ²¹ Det var hans Hoffolk Jozakar, Sjimats Søn, og Jozabad, Sjomers Søn, der slog ham ibjel. Og man jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Amazjablev Konge i hans Sted.

2 Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Nåden i Kristus Jesus; ² og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til trofaste Mennesker, som kunne være dygtige også til at lære andre. ³ Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand. ⁴ Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler for at han kan behage den, som tog ham i Sold. ⁵ Og ligeså, når nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt. ⁶ Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne. ⁷ Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle Ting.

⁸ Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium, ⁹ for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. ¹⁰ Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at også de skulle få Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed. ¹¹ Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi også leve med ham; ¹² dersom vi holde ud, skulle vi også være Konger med ham; dersom vi fornægte, skal også han fornægte os; ¹³ dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.

¹⁴ påmind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Åsyn, at de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til Ødelæggelse for dem, som høre derpå. ¹⁵ Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som en, Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer Sandhedens Ord. ¹⁶ Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi sådanne ville stedse gå videre i Ugudelighed, ¹⁷ og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus og Filetus, ¹⁸ som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er allerede sket, og de forvende Troen hos nogle.

¹⁹ Dog, Guds faste Grundvold står og har dette Segl: "Herren kender sine" og: "Hver den, som nævner Herrens Navn, afstå fra Uretfærdighed." ²⁰ Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men også af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære. ²¹ Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god Gerning.

²² Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som påkalde Herren af et rent Hjerte; ²³ og afvis de tåbelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du ved, at de avle Kampe, ²⁴ men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle, dygtig til at lære, i Stand til at tåle ondt, ²⁵ med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse, ²⁶ og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gøre hans Villie.

3 Og Herren sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som har Elskere - og boler, ligesom Herren elsker Israeliterne, endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager." ² Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en Letek Byg. ³ Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil komme til dig." ⁴ Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste, uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud. ⁵ Siden skal Israeliterne omvende sig og søge Herren deres Gud og David, deres Konge, og bævende komme til Herren og hans Velsignelse i de sidste Dage.

4 Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet. ² Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld. ³ Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort. ⁴ Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat. ⁶ Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner. ⁷ Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel; ⁸ mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter. ⁹ Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham. ¹⁰ De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget Herrn og holder fast ved Hor.

¹¹ Vin og Most tager Forstanden. ¹² Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud. ¹³ De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder; ¹⁴ jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned. ¹⁵ Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så sandt Herren lever!"

¹⁶ Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal Herren så lade dem græsse i Frihed som Lam? ¹⁷ Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare! ¹⁸ Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel. ¹⁹ Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.

¹²¹ Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! ¹²² Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! ¹²³ Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. ¹²⁴ Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! ¹²⁵ Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! ¹²⁶ Det er Tid for Herren at gribe ind, de har krænket din Lov. ¹²⁷ Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. ¹²⁸ Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.

¹²⁹ Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. ¹³⁰ Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. ¹³¹ Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. ¹³² Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! ¹³³ Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! ¹³⁴ Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! ¹³⁵ Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! ¹³⁶ Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.

¹³⁷ Du er retfærdig, Herre, og retvise er dine Lovbud. ¹³⁸ Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. ¹³⁹ Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. ¹⁴⁰ Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. ¹⁴¹ Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. ¹⁴² Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. ¹⁴³ Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. ¹⁴⁴ Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!