M’Cheyne Bible Reading Plan

6 Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt Plads til os her, hvor vi sidder hos dig. ² Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!" ³ Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og han svarede: "Jo, det vil jeg!" ⁴ Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde Træer. ⁵ Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre! Og det var endda lånt!" ⁶ Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom Øksen op på Overfladen; ⁷ og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.

⁸ Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted. ⁹ Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige: "Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne i Baghold!" ¹⁰ Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der; og det gjorde han ikke een, men flere Gange. ¹¹ Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels Konge?" ¹² Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge; det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide, hvad du taler i dit Sovekammer."

¹³ Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i Dotan, ¹⁴ sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom ved Nattetide og omringede Byen. ¹⁵ Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?" ¹⁶ Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!" ¹⁷ Og Elisa bad og sagde: "Herre, luk hans Øjne op, så han kan se!" Da lukkede Herren Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.

¹⁸ Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til Herren og sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. ¹⁹ Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I søger!" Han førte dem så til Samaria, ²⁰ og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede Herren deres Øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. ²¹ Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem ned, min Fader?" ²² Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres Herre!" ²³ Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.

²⁴ Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær og drog op og belejrede Samaria; ²⁵ og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en Fjerdedel Kab Duegødning fem.

²⁶ Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til ham: "Hjælp, Herre Konge!" ²⁷ Han svarede: "Hjælper Herren dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?" ²⁸ Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng! ²⁹ Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt Drengen skjult." ³⁰ Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på den bare Krop. ³¹ Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene på ham Dagen til Ende!"

³² Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans Herres trin bag ham." ³³ Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og sagde: "Se, hvilken Ulykke Herren har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på Herren?"

3 Den Tale er troværdig; dersom nogen begærer en Tilsynsgerning har han Lyst til en skøn Gerning. ² En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand, ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre; ³ ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, men mild, ikke kivagtig, ikke pengegridsk; ⁴ en Mand, som forestår sit eget Hus vel, som har Børn, der ere lydige med al Ærbarhed; ⁵ (dersom en ikke veed at forestå sit eget Hus, hvorledes vil han da kunne sørge for Guds Menighed?) ⁶ ikke ny i Troen, som at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens Dom. ⁷ Men han bør også have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor; for at han ikke skal falde i Forhånelse og Djævelens Snare.

⁸ Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding, ⁹ bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed. ¹⁰ Men også disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis de ere ustrafelige. ¹¹ Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige, tro i alle Ting. ¹² En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestå sine Børn og sit eget Hus vel. ¹³ Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen på Kristus Jesus.

¹⁴ Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg håber at komme snart til dig; ¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og Grundvold. ¹⁶ Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed.

10 I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på Synet.

² På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger. ³ Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået. ⁴ Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel. ⁵ Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne. ⁶ Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans Røst som en larmende Hob. ⁷ Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig, ⁸ så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere. ⁹ Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet om med Ansigtet imod Jorden.

¹⁰ Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ og Hænder. ¹¹ Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende. ¹² Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld. ¹³ Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste; ¹⁴ og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de Dage."

¹⁵ Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet mod Jorden. ¹⁶ Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere kræfter. ¹⁷ Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!" ¹⁸ Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig; ¹⁹ og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket mig!" ²⁰ Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste. ²¹ Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,

119 Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i Herrens Lov. ² Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. ³ de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. ⁴ Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. ⁵ O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! ⁶ Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. ⁷ Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. ⁸ Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!

⁹ Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. ¹⁰ Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! ¹¹ Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. ¹² Lovet være du, Herre, lær mig dine Vedtægter! ¹³ Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. ¹⁴ Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. ¹⁵ Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. ¹⁶ I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.

¹⁷ Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. ¹⁸ Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. ¹⁹ Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! ²⁰ Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. ²¹ Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. ²² Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. ²³ Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. ²⁴ Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.