M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas attende Regeringsår, og han herskede i tolv År. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, dogikke som bans Fader og Moder, og han fjernede Ba'als Stenstøtter, som hans Fader havde ladet lave. ³ Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam, Nebats Søn, forledte Israel til; dem veg han ikke fra.

⁴ Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede Israels Konge en Afgift på 100.000 Lam og Ulden af 100.000 Vædre. ⁵ Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra Israels Konge. ⁶ Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede hele Israel; ⁷ desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda og lod sige: "Moabs Konge er faldet fra mig; vil du drage med i Krig mod Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil; jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!" ⁸ Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han svarede: "Gennem Edoms Ørken!"

⁹ Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af Sted. Men da de havde tilbagelagt en Strækning af syv Dagsrejser, var der ikke Vand til Hæren og Dyrene, som de havde med. ¹⁰ Da sagde Israels Konge: "Ak, at Herren har kaldt disse tre Konger sammen for at overgive dem i Moabs Hånd!" ¹¹ Men Josafat sagde: "Er her ingen af Herrens Profeter, ved hvem vi kan rådspørge Herren?" Da svarede en af Israels Konges Folk: "Jo, her er Elisa, Sjafats Søn, som øste Vand på Elias's Hænder." ¹² Josafat sagde: "Hos ham er Herrens Ord!" Og Israels Konge og Josafat og Edoms Konge begav sig ned til ham.

¹³ Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg med dig at gøre? Gå du til din Faders og Moders Profeter!" Israels Konge svarede: "Ak nej, thi Herren har kaldt disse tre Konger sammen for at give dem i Moabs Hånd." ¹⁴ Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers Herre lever, for hvis Åsyn jeg står: Var det ikke for Kong Josafat af Judas Skyld, vilde jeg ikke se til dig eller værdige dig et Blik! ¹⁵ Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når Strengespilleren spillede, kom Herrens Hånd over ham. ¹⁶ Derpå sagde han: "Så siger Herren: Grav Grøft ved Grøft i Dalen her! ¹⁷ Thi så siger Herren: I skal hverken mærke til Blæst eller Regn, men alligevel skal Dalen her fyldes med Vand, så at I, eders Hær og eders Dyr kan drikke! ¹⁸ Dog tykkes dette Herren for lidet, han vil også give Moab i eders Hånd; ¹⁹ I skal indtage alle befæstede Byer og alle betydelige Byer, alle Frugttræer skal t fælde, alle Kilder skal I tilstoppe, og al frugtbar Agerjord skal I ødelægge med Sten!" ²⁰ Og næste Morgen ved Afgrødeofferets Tid kom der Vand fra den Kant, hvor Edom ligger, så hele Egnen blev fuld af Vand.

²¹ Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var draget op for at føre Krig med dem, blev enhver, der overhovedet kunde bære Våben, opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen. ²² Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over Vandet, så Moabiterne Vandet foran sig rødt som Blod. ²³ Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig tilintetgjort hverandre, de har hugget hverandre ned; nu til Byttet, Moab!" ²⁴ Men da de nåede Israels Lejr, brød Israeliterne op og slog Moabiterne på Flugt. Derpå rykkede de frem og huggede Moabiterne ned; ²⁵ Byerne nedbrød de; på al frugtbar Agerjord kastede de hver sin Sten, så den blev fuld af Sten; alle Kildevæld tilstoppede de, og alle Frugttræer fældede de. Til sidst var kun Kir-Hareset tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne og skød på den. ²⁶ Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå Angrebet, samlede han 700 sværdvæbnede Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af Edom. men det lykkedes ikke. ²⁷ Så tog han sin førstefødte Søn, der skulde følge ham på Tronen, og ofrede ham som Brændoffer på Muren. Da kom heftig Vrede over Israel, og de brød op og vendte hjem til deres Land.

3 I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord må have Løb og forherliges ligesom hos eder, ² og at vi må fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen er ikke alles. ³ Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra det onde; ⁴ og vi have den Tillid til eder i Herren, at I både gøre og ville gøre, hvad vi byde. ⁵ Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed!

⁶ Men vi byde eder, Brødre! i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I holde eder borte fra enhver Broder, som vandrer uskikkeligt og ikke efter den Overlevering, som de modtoge af os. ⁷ I vide jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi have ikke levet uskikkeligt iblandt eder, ⁸ ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med Møje og Anstrengelse, Nat og Dag,for ikke at være nogen af eder til Byrde. ⁹ Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os. ¹⁰ Også da vi vare hos eder, bød vi eder jo dette, at dersom nogen ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden! ¹¹ Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkeligt iblandt eder, idet de ikke arbejde, men tage sig uvedkommende Ting for. ¹² Sådanne byde og formane vi i den Herre Jesus Kristus, at de skulle arbejde i Stilhed og således spise deres eget Brød. ¹³ Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gøre det gode! ¹⁴ Men dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet, da mærker eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han må skamme sig! ¹⁵ Dog skulle I ikke agte ham for en Fjende, men påminde ham som en Broder!

¹⁶ Men han selv, Fredens Herre, give eder Freden altid, i alle Måder! Herren være med eder alle! ¹⁷ Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd, hvilket er et Mærke i hvert Brev. Således skriver jeg. ¹⁸ Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle!

7 I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et drømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; og siden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet. ² Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav, ³ og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det andet. ⁴ Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede, indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte. ⁵ Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem Tænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!" ⁶ Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og Magt blev det givet. ⁷ Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerde Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og havde ti Horn. ⁸ Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne som et Menneske og en Mund, der talte store Ord.

⁹ Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af Dage tog Sæde; hans Klædningvarhvid som Sne, hans Hovedhår rent som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild. ¹⁰ En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.

¹¹ Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og det blev kastet i Ilden og brændt. ¹² Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid fastsattes til Tid og Stund. ¹³ Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at Dage og førtes frem for ham; ¹⁴ og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.

¹⁵ Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit Hoveds Syner forfærdede mig. ¹⁶ Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det: ¹⁷ "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af Jorden; ¹⁸ men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i Eje i Evigheders Evighed." ¹⁹ Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med Jerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Fødder nedtrampede, hvad der levnedes, ²⁰ og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund, der talte store Ord, og som var større at se til end de andre. ²¹ Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige og overvandt dem, ²² indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.

²³ Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal fremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andre Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den. ²⁴ Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger ²⁵ og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid. ²⁶ Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og tilintetgøres og ødelægges for evigt. ²⁷ Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det."

²⁸ Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i mit Hjerte.

114 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, ² da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. ³ Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, ⁴ Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. ⁵ Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, ⁶ hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? ⁷ Skælv, Jord, for Herrens Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, ⁸ han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!

115 Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! ² Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" ³ Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! ⁴ Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; ⁵ de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; ⁶ de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; ⁷ de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. ⁸ Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!

⁹ Israel stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; ¹⁰ Arons Hus stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; ¹¹ de, som frygter Herren, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. ¹² Herren kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, ¹³ velsigner dem, der frygter Herren, og det både små og store. ¹⁴ Herren lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; ¹⁵ velsignet er I af Herren, Himlens og Jordens Skaber. ¹⁶ Himlen er Herrens Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. ¹⁷ De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse. ¹⁸ Men vi, vi lover Herren, fra nu og til evig Tid!