M’Cheyne Bible Reading Plan

2 Dengang Herren ville lade Elias fare op til Himmelen i et Stormvejr, gik Elias fra Gilgal. ² Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi Herren vil have mig til Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel. ³ Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at Herren i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!" ⁴ Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi Herren vil have mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko. ⁵ Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at Herren i Dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!" ⁶ Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi Herren vil have mig til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad. ⁷ Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.

⁸ Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund. ⁹ Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!" Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!" ¹⁰ Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til Del, ellers ikke!" ¹¹ Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret. ¹² Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine Klæder og sønderrev dem.

¹³ Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik tilbage og stillede sig ved Jordans Bred, ¹⁴ og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med den og sagde: "Hvor er nu Herren, Elias's Gud?" Og da han havde slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over. ¹⁵ Da Profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: "Elias's Ånd hviler på Elisa!" Og de gik ham i Møde og kastede sig til Jorden for ham. ¹⁶ Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine Trælle er der halvtredsindstyve raske Mænd, lad dem gå ud og lede efter din Herre; måske Herrens Ånd har taget ham og kastet ham hen på et af Bjergene eller i en af Dalene!" Men han svarede: "I skal ikke sende dem af Sted!" ¹⁷ Men da de blev ved at trænge ind på ham, sagde han: "Så send dem da af Sted!" Så sendte de halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte efter ham i tre Dage, men fandt ham ikke. ¹⁸ Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko, sagde han til dem: "Sagde jeg ikke til eder, at I ikke skulde gå?"

¹⁹ Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger godt nok, som min Herre ser, men Vandet er dårligt og volder utidige Fødsler i Egnen." ²⁰ Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom Salt deri!" Og de hentede den til ham. ²¹ Så gik han ned til Kildevældet og kastede Salt deri, idet han sagde: "Så siger Herren: Jeg gør dette Vand sundt, så at der ikke mer skal komme Død eller utidige Fødsler deraf!" ²² Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa talte; og det er det den Dag i dag.

²³ Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på Vej derop, kom nogle Smådrenge ud af Byen og spottede ham og råbte: "Kom herop, Skaldepande, kom herop, Skaldepande!" ²⁴ Han vendte sig om, og da han fik Øje på dem, forbandede han dem i Herrens Navn. Så kom to Bjørne ud af Krattet og sønderrev to og fyrretyve af Drengene. ²⁵ Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra vendte han tilbage til Samaria.

2 Men vi bede eder, Brødre! angående vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham, ² at I ikke i en Hast må lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Ånd eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Hånden. ³ Lad ingen bedrage eder i nogen Måde; thi først må jo Frafaldet komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn, ⁴ han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt. hvad der kaldes Gud eller Helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. ⁵ Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? ⁶ Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han åbenbares i sin Tid. ⁷ Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først må komme af Vejen ⁸ og da skal den lovløse åbenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Ånde og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Åbenbarelse, ⁹ han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere ¹⁰ og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste. ¹¹ Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen, ¹² for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.

¹³ Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til Frelse ved Åndens Helligelse og Tro på Sandheden, ¹⁴ hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed.

¹⁵ Så står da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer, hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev. ¹⁶ Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket og givet os en evig Trøst og et godt Håb i Nåde, ¹⁷ han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og Tale!

6 ¹ og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve År.

² Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt over hele Riget; ³ og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så Kongen intet Tab led. ⁴ Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget, ⁵ søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham. ⁶ Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse." ⁷ Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte således til ham: "Kong Darius leve evindelig! ⁸ Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen. ⁹ Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kan tages tilbage." ¹⁰ Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud.

¹¹ Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort. ¹² Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud. ¹³ Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale, idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?" Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov." ¹⁴ Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!"

¹⁵ Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham. ¹⁶ Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!" ¹⁷ Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!" ¹⁸ Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.

¹⁹ Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham. ²⁰ Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen. ²¹ Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?" ²² Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig! ²³ Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!" ²⁴ Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud. ²⁵ Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem.

²⁶ Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på hele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål! ²⁷ Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme er uden Ende. ²⁸ Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere i Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!" ²⁹ Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss og Perseren Kyroses Regering.

112 Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! ² Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; ³ Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. ⁴ For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. ⁵ Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; ⁶ thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; ⁷ han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til Herren; ⁸ fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; ⁹ til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. ¹⁰ Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.

113 Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! ² Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; ³ fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! ⁴ Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. ⁵ Hvo er som Herren vor Gud, som rejste sin Trone i det høje ⁶ og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - ⁷ som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet ⁸ og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, ⁹ han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!