M’Cheyne Bible Reading Plan

22 De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel. ² Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge. ³ Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!" ⁴ Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!"

⁵ Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad Herren siger!" ⁶ Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal Herren give det i Kongens Hånd!" ⁷ Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af Herrens Profe ter, vi kan spørge? ⁸ Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge Herren; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!" ⁹ Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!"

¹⁰ Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. ¹¹ Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger Herren: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort! ¹² Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!"

¹³ Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar! ¹⁴ Men Mika svarede: "Så sandt Herren lever: Hvad Herren siger mig, det vil jeg tale! ¹⁵ Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!" ¹⁶ Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i Herrens Navn?" ¹⁷ Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og Herren sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit! ¹⁸ Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!

¹⁹ Da sagde Mika: "Så hør da Herrens Ord! Jeg så Herren sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; ²⁰ og Herren sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet; ²¹ men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil dåre ham! Herren spurgte ham: Hvorledes? ²² Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde Herren: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! ²³ Se, således har Herren lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi Herren har ondt i Sinde imod dig!"

²⁴ Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: "Ad hvilken Vej skulde Herrens Ånd have forladt mig for at tale til dig?" ²⁵ Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!" ²⁶ Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj ²⁷ og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!" ²⁸ Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har Herren ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"

²⁹ Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead. ³⁰ Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen. ³¹ Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!" ³² Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe; ³³ og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham.

³⁴ Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!" ³⁵ Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han. ³⁶ Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem til sin By og sit Land, ³⁷ thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der. ³⁸ Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, Herren havde talet.

³⁹ Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. ⁴⁰ Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.

⁴¹ Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår. ⁴² Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi. ⁴³ Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne. ⁴⁴ Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene. ⁴⁵ Og Josafat havde Fred med Israels Konge.

⁴⁶ Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. ⁴⁷ De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet. ⁴⁸ På den Tid var der ingen Konge i Edom. ⁴⁹ Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber. ⁵⁰ Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det. ⁵¹ Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.

⁵² Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År over Israel. ⁵³ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde. ⁵⁴ Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede Herren, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort.

5 Men om Tid og Time, Brødre! have I ikke nødig, at der skrives til eder; ² thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten. ³ Når de sige: "Fred og ingen Fare!" da kommer Undergang pludselig, over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undfly. ⁴ Men I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske eder som en Tyv. ⁵ Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens eller Mørkets Børn. ⁶ Så lader os da ikke sove ligesom de andre, men lader os våge og være ædrue! ⁷ Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som beruse sig, ere berusede om Natten. ⁸ Men da vi høre Dagen til, så lader os være ædrue, iførte Troens og Kærlighedens Panser og Frelsens Håb som Hjelm! ⁹ Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus, ¹⁰ som døde for os, for at vi, hvad enten vi våge eller sove, skulle leve sammen med ham. ¹¹ Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom I også gøre.

¹² Men vi bede eder, Brødre! at I skønne på dem, som arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og påminde eder, ¹³ og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder Fred med hverandre! ¹⁴ Og vi formane eder, Brødre! påminder de uskikkelige, trøster de modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige imod alle! ¹⁵ Ser til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræber altid efter det gode, både imod hverandre og imod alle. ¹⁶ Værer altid glade, ¹⁷ beder uafladelig, ¹⁸ takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i Kristus Jesus. ¹⁹ Udslukker ikke Ånden, ²⁰ ringeagter ikke Profetier, ²¹ prøver alt, beholder det gode! ²² Holder eder fra det onde under alle Skikkelser!

²³ Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og gid eders Ånd og Sjæl og Legeme må bevares helt og holdent, uden Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse! ²⁴ Trofast er han, som kaldte eder, han skal også gøre det.

²⁵ Brødre! beder for os! ²⁶ Hilser alle Brødrene med et helligt Kys! ²⁷ Jeg besværger eder ved Herren, at dette Brev må blive oplæst for alle de hellige Brødre. ²⁸ Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!

4 Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fred være med eder i rigt Mål! ² De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg for godt at kundgøre. ³ Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! Hans Rige er et evigt Rige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt.

⁴ Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mit Palads. Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig med Rædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Syner forfærdede mig. ⁶ Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem for mig, for at de skulde tyde mig Drømmen. ⁷ Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind, og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den. ⁸ Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzar efter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem for mig, og jeg sagde ham Drømmen:

⁹ Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, at hellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar! Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det! ¹⁰ Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt. ¹¹ Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det sås til Jordens Ende; ¹² dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf. ¹³ Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen. ¹⁴ Han råbte med høj Røst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og Fuglene fra dets Grene! ¹⁵ Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter; ¹⁶ hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives ham, og syv Tider skal gå hen over ham. ¹⁷ Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Bud er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!" ¹⁸ Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kan tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders Ånd.

¹⁹ Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning forfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmen gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd! ²⁰ Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede Himmelen og det sås over hele Jorden, ²¹ hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis Grene Himmelens Fugle byggede Rede, ²² det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme rækker til Jordens Ende. ²³ Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over ham ²⁴ så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som er udgået over min Herre Kongen: ²⁵ Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil. ²⁶ Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med Rødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har Magten. ²⁷ Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende på dine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger med Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!"

²⁸ Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar. ²⁹ Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det Kongelige Palads i Babel, ³⁰ udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?" ³¹ Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen: "Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme er taget fra dig! ³² Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!" ³³ I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.

³⁴ Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt. ³⁵ Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden, og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør du?" ³⁶ I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu større Magt blev mig givet. ³⁷ Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge: Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.

108 En Sang. En Salme af David.

² Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! ³ Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ⁴ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; ⁵ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

⁷ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! ⁸ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; ⁹ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, ¹⁰ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." ¹¹ Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?

¹² Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. ¹³ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. ¹⁴ Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

109 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! ² Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, ³ med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; ⁴ til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; ⁵ de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

⁶ Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, ⁷ lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; ⁸ hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; ⁹ hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; ¹⁰ hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; ¹¹ Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; ¹² ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; ¹³ hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: ¹⁴ lad hans Fædres Skyld ihukommes hos Herren, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, ¹⁵ altid være de, Herren for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, ¹⁶ fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; ¹⁷ han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! ¹⁸ Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; ¹⁹ den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! ²⁰ Det være mine Modstanderes Løn fra Herren, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

²¹ Men du, o Herre, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! ²² Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; ²³ som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; ²⁴ af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; ²⁵ til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de ²⁶ Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig efter din Miskundhed, ²⁷ så de sander, det var din Hånd, dig, Herre, som gjorde det! ²⁸ Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; ²⁹ lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! ³⁰ Med min Mund vil jeg højlig takke Herren, prise ham midt i Mængden; ³¹ thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.