M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og indesluttede Samaria og belejrede det. ² Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel ³ og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!" ⁴ Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt, hvad mit er, tilhører dig." ⁵ Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og dine Hustruer og Børn skal du give mig! ⁶ Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og tage alt, hvad de lyster!"

⁷ Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke nægtet ham!" ⁸ Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må ikke give efter!" ⁹ Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen: Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte Sendebudene tilbage. ¹⁰ Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!" ¹¹ Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!" ¹² Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!" Og de gjorde sig rede til at storme Byen.

¹³ Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så siger Herren: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se, jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er Herren!" ¹⁴ Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger Herren: Ved Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?" Han svarede: "Du!" ¹⁵ Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand. ¹⁶ Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne. ¹⁷ Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!" ¹⁸ Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for at kæmpe, så grib dem levende!" ¹⁹ Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra Byen, ²⁰ huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap til Hest sammen med nogle Ryttere. ²¹ Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.

²² Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager Arams Konge op imod dig igen!"

²³ Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på Slettelandet! ²⁴ Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i deres Sted ²⁵ og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og han fulgte deres Råd og handlede derefter.

²⁶ Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at kæmpe med Israel. ²⁷ Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet. ²⁸ Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger Herren: Fordi Aramæerne siger: Herren er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Hånd, og I skal kende, at jeg er Herren!" ²⁹ De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000 Mand Fodfolk på een Dag.

³⁰ De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer. ³¹ Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil skåne dit Liv!" ³² Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!" Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!" ³³ Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han: "Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig. ³⁴ Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.

³⁵ Men en af Profetsønnerne sagde med Herrens Ord til sin Fælle: "Slå mig!" Men han vægrede sig derved. ³⁶ Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt Herrens Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham. ³⁷ Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og den anden slog ham og sårede ham. ³⁸ Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene. ³⁹ Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv eller bøde en Talent Sølv! ⁴⁰ Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har selv fældet den!" ⁴¹ Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte ham som en af Ptofeterne. ⁴² Og han sagde til ham: "Så siger Herren: Fordi du gav Slip på den Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!" ⁴³ Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han kom til Samaria.

3 Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at lades alene tilbage i Athen, ² og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener i Kristi Evangelium, for at styrke eder og formane eder angående eders Tro, ³ for at ingen skulde blive vakelmodig i disse Trængsler; I vide jo selv, at dertil ere vi bestemte. ⁴ Thi også da vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde komme til at lide Trængsler, som det også er sket, og som I vide. ⁵ Derfor sendte også jeg Bud, da jeg ikke længer kunde udholde det, for at få Besked om eders Tro, om måske Fristeren skulde have fristet eder, og vor Møje skulde blive forgæves.

⁶ Men nu, da Timotheus er kommen til os fra eder og har bragt os godt Budskab om eders Tro og Kærlighed og om, at I altid have os i god Ihukommelse, idet I længes efter at se os, ligesom vi efter eder: ⁷ så ere vi af den Grund, Brødre! blevne trøstede med Hensyn til eder under al vor Nød og Trængsel, ved eders Tro. ⁸ Thi nu leve vi, når I stå fast i Herren. ⁹ Thi hvilken Tak kunne vi bringe Gud for eder til Gengæld for al den Glæde; hvormed vi glæde os over eder for vor Guds Åsyn, ¹⁰ idet vi Nat og Dag inderligt bede om at måtte få eder selv at se og råde Bod på eders Tros Mangler?

¹¹ Men han selv, vor Gud og Fader, og vor Herre Jesus Kristus styre vor Vej til eder! ¹² Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til eder, ¹³ så at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med alle hans hellige!

2 I sit andet regeringsår drømte Nebukadnezar, og hans sind blev uroligt, så han ikke kunde sove ² Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de kom og trådte frem for Kongen.. ³ Da sagde Kongen til dem: "Jeg har haft en Drøm, og mit Sind falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder." ⁴ Kaldæerne svarede Kongen (på Aramaisk") ): "Kongen leve evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den." ⁵ Men Kongen svarede Kaldæerne: "Mit Ord står fast! Hvis I ikke både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og sammen og eders Huse gøres til Skarndynger; ⁶ men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!" ⁷ De svarede atter: "Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den." ⁸ Kongen svarede: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde Tid, fordi I ser, mit Ord står fast, ⁹ så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den." ¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen: "Der findes ikke et Menneske på Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo heller nogen Konge, hvor stor og tnægtig han end var, krævet sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer; ¹¹ hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige." ¹² Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle Babels Vismænd skulde henrettes.

¹³ Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem ihjel. ¹⁴ Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at slå Babels Vismænd ihjel. ¹⁵ Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: "Hvorfor er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?" Og da Arjok havde sat ham ind i Sagen, ¹⁶ gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så skulde han tyde Kongen Drømmen.

¹⁷ Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og Azarja ind i Sagen, ¹⁸ og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmbjertighed, så han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd. ¹⁹ Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel priste Himmelens Gud, ²⁰ tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn fra Evighed og til Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke! ²¹ Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres Visdom og de indsigtsfulde deres Viden; ²² han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad Mørket gemmer, og Lyset bor hos ham. ²³ Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig om; thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os!"

²⁴ Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havdepålagt at henrette Babels Vismænd, og sagde til ham: "Henret ikke Babels Vismænd, men før mig frem for Kongen, så vil jeg tyde ham Drømmen!" ²⁵ Så førte Arjok i Hast Daniel frem for Kongen og sagde til ham: "Jeg har blandt de bortførte Judæere fundet en Mand, som vil tyde Kongen Drømmen!" ²⁶ Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar: "Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, jeg har haft, og tyde den?" ²⁷ Daniel svarede Kongen: "Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide, kan Vismænd, Manere, Drømmetydere og Stjernetydere ikke sige kongen; ²⁸ men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer Hemmeligheder, og han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage: ²⁹ Du tænkte, o Konge, på dit Leje over, hvad der skal ske i Fremtiden, og han, som åbenbarer Hemmeligheder, kundgjorde dig, hvad der skal ske. ³⁰ Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen Visdom, som jeg har forud for alle andre levende Væsener, men for at Drømmen kan blive tydet Kongen, så du kan kende dit Hjertes Tanker.

³¹ Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte; denne Billedstøtte var stor og dens Glans overmåde stærk; den stod foran dig, og dens Udseende var forfærdeligt. ³² Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst og Arme af Sølv, Bug og Lænder af Kobber. ³³ Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern og halvt af Ler. ³⁴ Således skuede du, indtil en Sten reves løs, dog ikke ved Menneskehænder, og ramte Billedstøttens Jern og Lerfødder og knuste dem; ³⁵ og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld og blev som Avner fra Sommerens Tærskepladser, og Vinden bar det sporløst bort; men Stenen, som ramte Billedstøtten, blev til et stort Bjerg, der fyldte hele Jorden.

³⁶ Således var Drømmen, og nu vil vi tyde Kongen den: ³⁷ Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud gav Kongedømme, Magt, Styrke og Ære, ³⁸ i hvis Hånd han gav Menneskene, så vide de bor, Markens Dyr og Himmelens Fugle, så han gjorde dig til Hersker over dem alle du er Hovedet, som var af Guld. ³⁹ Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere end dit, og derpå atter et tredje Rige, som er af Kobber, og hvis Herredømme skal strække sig over hele Jorden. ⁴⁰ Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt som Jern; thi Jern knuser og søndrer alt; og som Jem sønderslår, skal det knuse og sønderslå alle hine Riger. ⁴¹ Men når du så Fødderne og Tæerne halvt af Pottemagerler og halvt af Jern, betyder det, at det skal være et Rige uden Sammenhold; dog skal det have noget af Jernets Fasthed, thi du så jo, at Jern var blandet med Ler. ⁴² Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af Ler, betyder, at Riget delvis skal være stærkt, delvis svagt. ⁴³ Og når du så, at Jernet var blandet med Ler, betyder det, at de skal indgå Ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes holde sammen, så lidt som Jern kan blandes med Ler. ⁴⁴ Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette et Rige, som aldrig i Evighed skal forgå. og Herredømmet skal ikke gå over til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger, men selv stå i al Evighed; ⁴⁵ thi du så jo, at en Sten reves løs fra Klippen, dog ikke ved Menneskehænder, og knuste Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En stor Gud har kundgjort Kongen, hvad der skal ske herefter; og Drømmen er sand og Tydningen troværdig."

⁴⁶ Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt og bøjede sig for Daniel, og han bød, at man skulde bringe ham Ofre og Røgelse. ⁴⁷ Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel "I Sandhed, eders Gud er Gudernes Gud og Kongernes Herre, og han kan åbenbare Hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne Hemmelighed." ⁴⁸ Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav ham mange store Gaver, og han satte ham til Herre over hele Landsdelen Babel og til Overherre over alle Babels Vismænd. ⁴⁹ Men på Daniels Bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego at styre Landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i Kongens Gård.

106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! ² Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? ³ Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! ⁴ Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, ⁵ at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁶ Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. ⁷ Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. ⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; ⁹ han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; ¹⁰ han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; ¹¹ Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; ¹² da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. ¹³ Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; ¹⁴ de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; ¹⁵ så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. ¹⁶ De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; ¹⁷ Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; ¹⁸ Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. ¹⁹ De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; ²⁰ de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; ²¹ de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, ²² Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. ²³ Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. ²⁴ De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, ²⁵ men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; ²⁶ da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, ²⁷ splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. ²⁸ De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; ²⁹ de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. ³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, ³¹ og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. ³² De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; ³³ thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. ³⁴ De udryddede ikke de Folk, som Herren havde sagt, de skulde, ³⁵ med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; ³⁶ deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; ³⁷ til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; ³⁸ de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; ³⁹ de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. ⁴⁰ Da blev Herren vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; ⁴¹ han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; ⁴² deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. ⁴³ Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; ⁴⁴ dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; ⁴⁵ han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; ⁴⁶ han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

⁴⁷ Frels os, Herre vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

⁴⁸ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!