M’Cheyne Bible Reading Plan

19 Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd, ² og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med deres!" ³ Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener blive ⁴ og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok, Herre; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!" ⁵ Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!" ⁶ Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han spiste og drak og lagde sig igen. ⁷ Men Herrens Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!" ⁸ Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds Bjerg Horeb.

⁹ Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød Herrens Ord til ham: "Hvad er du her efter, Elias?" ¹⁰ Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!" ¹¹ Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for Herrens Åsyn!" Og se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men Herren var ikke i Jordskælvet. ¹² Efter Jordskælvet kom der Ild, men Herren var ikke i Ilden. Men efter Ilden kom der en stille, sagte Susen, ¹³ og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød til ham: "Hvad er du her efter Elias?" ¹⁴ Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!" ¹⁵ Da sagde Herren til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge over Aram, ¹⁶ salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa, Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted! ¹⁷ Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe. ¹⁸ Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset ham."

¹⁹ Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe over ham. ²⁰ Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!" ²¹ Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.

2 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves; ² men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp. ³ Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig; ⁴ men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter. ⁵ Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne; ⁶ ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. ⁷ Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn, ⁸ således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige. ⁹ I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder. ¹⁰ I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro; ¹¹ ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn ¹² og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.

¹³ Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro. ¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne, ¹⁵ der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod, ¹⁶ idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.

¹⁷ Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel, ¹⁸ efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri. ¹⁹ Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? ²⁰ I ere jo vor Ære og Glæde.

1 I Kong Joakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar af Babel til Jerusalem og belejrede det. ² Og Herren gav Kong Jojakim af Juda og en Del af Guds Huses Kar i hans Hånd, og han førte dem til Sinears Land; men Karrene bragte han til sin Guds Skatkammer. ³ Kongen bød derpå sin Overhofmester Asjpenaz at tage nogle Israeliter, dels af kongelig Slægt, dels af adelig Byrd, ⁴ unge Mænd uden mindste Lyde og med et smukt Ydre, vel bevandrede i al Visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre Tjeneste i Kongens Palads, og lære dem Kaldæernes Skrift og Tungemål ⁵ og opdrage dem i tre År, for at de så kunde træde i Kongens Tjeneste; og Kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen Mad og af den Vin, han selv drak. ⁶ Iblandt dem var Judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja; ⁷ og Overhofmesteren gav dem andre Navne, idet han kaldte Daniel Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azarja Abed Nego.

⁸ Men Daniel satte sig for, at han ikke vilde gøre sig uren med kongens Mad eller den Vin Kongen drak; derfor bad han Overhofmesteren om at blive fri for at gøre sig uren dermed. ⁹ Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos Overhofmesteren; ¹⁰ men Overhofmesteren sagde til ham: "Jeg frygter for, at min Herre Kongen, som har tildelt eder Mad og brikke, skal finde, at I ser ringere ud end de andre unge Mænd på eders Alder, og at I således skal bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen." ¹¹ Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren havde sat over Daniel, Hananja, Misjael og Azarja: ¹² "Prøv engang dine Trælle i ti,Dage og lad os få Grøntsager at spise og Vand at drikke! ¹³ Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser." ¹⁴ Han føjede dem da heri og prøvede det med dem i ti Dage. ¹⁵ Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad. ¹⁶ Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de skulde drikke, bringe bort og gav dem Grøntsager i Stedet.

¹⁷ Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme. ¹⁸ Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling, kom, førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezar. ¹⁹ Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt dem alle ingen, som kunde måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de trådte derfor i Kongens Tjeneste. ²⁰ Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle Drømmetydere og Manere i hele sit Rige. ²¹ Og Daniel blev.... til Kong Kyross første År.

105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! ² Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ³ ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; ⁴ spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; ⁵ kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! ⁷ Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; ⁸ han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, ⁹ Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; ¹⁰ han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, ¹¹ idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." ¹² Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, ¹³ og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, ¹⁴ tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger ¹⁵ "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" ¹⁶ Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; ¹⁷ han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; ¹⁸ de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, ¹⁹ indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. ²⁰ På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: ²¹ han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; ²² han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. ²³ Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. ²⁴ Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; ²⁵ han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. ²⁶ Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; ²⁷ han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; ²⁸ han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; ²⁹ han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; ³⁰ af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; ³¹ han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; ³² han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; ³³ han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; ³⁴ han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, ³⁵ de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; ³⁶ alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; ³⁷ han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled ³⁸ Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. ³⁹ Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; ⁴⁰ de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; ⁴¹ han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; ⁴³ han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; ⁴⁴ han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. ⁴⁵ Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!