M’Cheyne Bible Reading Plan

18 Lang Tid efter, i det tredie År, kom Herrens ord således: "Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!" ² Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da Hungersnøden blev trykkende i Samaria, ³ kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand, der alvorligt frygtede Herren, ⁴ og dengang Jesabel lod Herrens Profeter udrydde, tog han og skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem. ⁵ Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs, at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at dræbe noget af Dyrene!" ⁶ Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig, således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.

⁷ Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde; Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det dig, min Herre Elias?" ⁸ Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at Elias er her!" ⁹ Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel? ¹⁰ Så sandt Herren din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige, min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på, at de ikke havde fundet dig. ¹¹ Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at Elias er her! ¹² Hvis nu Herrens Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab, og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog frygtet Herren fra Ungdommen af! ¹³ Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod Herrens Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af Herrens Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem? ¹⁴ Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at Elias er her - han lader mig dræbe!" ¹⁵ Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers Herre lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."

¹⁶ Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i Møde. ¹⁷ Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du, som bringer Ulykke over Israel!" ¹⁸ Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Ba'alerne! ¹⁹ Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter, som spiser ved Jesabels Bord!"

²⁰ Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede Profeterne på Karmels Bjerg. ²¹ Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket svarede ham ikke et Ord. ²² Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af Herrens Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand; ²³ lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at tænde Ild. ²⁴ Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde Herrens Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket sagde: "Det Forslag er godt!" ²⁵ Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds Navn, men I må ikke tænde Ild!" ²⁶ Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført. ²⁷ Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og må først vågne!" ²⁸ Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem. ²⁹ Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå.

³⁰ Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt Folket var kommet hen til ham, satte han Herrens nedbrudte Alter i Stand. ³¹ Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners Stammer, han, til hvem Herrens Ord lød: "Israel skal dit Navn!" ³² Og af disse Sten byggede han et Alter i Herrens Navn og gravede rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land. ³³ Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og lagde den på Brændet. ³⁴ Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han: "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han: "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang. ³⁵ Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med Vand. ³⁶ Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde: "Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit Ord! ³⁷ Hør mig, Herre, hør mig, for at dette Folk må kende, at du Herre er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig" ³⁸ Da for Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort. ³⁹ Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "Herren er Gud, Herren er Gud!" ⁴⁰ Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til Kisjonbækken og dræbte dem der.

⁴¹ Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der høres Susen af Regn." ⁴² Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene. ⁴³ Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage. ⁴⁴ Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af Regnen!" ⁴⁵ Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el; ⁴⁶ men Herrens Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder og løb foran Akab lige til Jizre'el.

1 Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Nåde være med eder og Fred!

² Vi takke Gud altid for eder alle, når vi komme eder i Hu i vore Bønner, ³ idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Håbet på vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Åsyn, ⁴ efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, ⁵ at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men også i Kraft og i den Helligånd og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. ⁶ Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligånd, ⁷ så at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; ⁸ thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro på Gud kommen ud, så at vi ikke have nødig at tale derom. ⁹ Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud ¹⁰ og vente på hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.

48 Følgende er navnene på stammerne: Yderst i nord fra havet i retning af Hetlon til det sted, hvor Vejen går til Hamat, og videre til Hazar-Enon, med Damaskuss Område mod Nord ved Siden af Hamat, fra Østsiden til Vestsiden: Dan, een Stammelod; ² langs Dans Område fra Østsiden til Vestsiden: Aser, een Stammelod; ³ langs Asers Område fra Østsiden til Vestsiden: Naftali, een Stammelod; ⁴ langs Naftalis Område fra Østsiden til Vestsiden: Manasse, een Stammelod; ⁵ langs Manasses Område fra Østsiden til Vestsiden: Efraim, een Stammelod; ⁶ langs Efrainms Område fma Østsiden til Vestsiden: Ruben, een Stammelod; ⁷ langs Rubens Område fra Østsiden til Vestsiden: Juda, een Stammelod.

⁸ Langs Judas Område fra Østsiden til Vestsiden skal Offerydelsen, som I yder, være 25000 Alen bred og lige så lang som hver Stammelod fra Østsiden til Vestsiden; og Helligdommen skal ligge i Midten. ⁹ Offerydelsen, som I skal yde Herren, skal være 25 000 Alen lang og 20800 Alen bred; ¹⁰ og den hellige Offerydelse skal tilhøre følgende: Præsterne skal have et Stykke, som mod Nord er 25 000 Alen langt, mod Vest 10.000 Alen bredt, mod Øst 10000 Alen bredt og mod Syd 25.000 Alen langt; og Herrens Helligdom skal ligge i Midten. ¹¹ De helligede Præster, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad jeg vilde have varetaget, og ikke som Leviterne for vild, da Israeliterne gjorde det, ¹² skal det tilhøre som en Offerydelse af Landets Offerydelse, et højhelligt Område langs Leviternes. 13 Og Leviterne skal have et lige så stort Område som Præsterne, 25000 Alen langt og 10000 Alen bredt; den samlede Længde bliver således 25000 Alen, Bredden 20000. ¹⁴ De må ikke sælge eller bortbytte noget deraf eller overdrage denne førstegrøde af Landet til andre, thi den er helliget Herren. ¹⁵ Det Stykke på 5000 Alens Bredde, som er tilovers af Offerydelsens Bredde langs de 25000 Alen, skal være uindviet Land og tilfalde Byen til Boliger og Græsgang, og Byen skal ligge i Midten; ¹⁶ dens Mål skal være følgende: Nordsiden 4500 Alen, Sydsiden 4500, Østsiden 4500 og Vestsiden 4500. ¹⁷ Byens Græsgang skal være 250 Alen mod Nord, 250 mod Syd, 250 mod Øst og ²⁵⁰ mod Vest. ¹⁸ Af det Stykke, som endnu er tilovers langs med den hellige Offerydelse, 10000 Alen mod Øst og 10000 mod Vest, skal Afgrøden tjene Byens indbyggere til Mad. ¹⁹ Byens Befolkning skal sammensættes således, at Folk fra alle israels Stammer bor der: ²⁰ I alt skal I som Offerydelse yde en Firkant på 25000 Alen, den hellige Offerydelse foruden Byens Grundejendom. ²¹ Men Resten skal tilfalde Fyrsten; hvad der ligger på begge Sider af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom, østen for de 25000 Alen hen til Østgrænsen og vesten for de 25000 Alen hen til Vestgrænsen, langs Stammelodderne, skal tilhøre Fyrsten; den hellige Offerydelse, Templets Helligdomn i Midten ²² og Leviternes og Byens Grundejendom skal ligge midt imellem de Stykker, som tilfalder Fyrsten mellem Judas og Benjamins Område.

²³ Så følger de sidste Stammer: Fra Østsiden til Vestsiden Benjammmin, een Stammelod; ²⁴ langs Benjamins Område fra Østsiden til Vestsiden: Simeon, een Stammelod; ²⁵ langs Simeons Område fra Østsiden til Vestsiden: Issakar, een Stammelod; ²⁶ langs Issakars Område fra Østsiden til Vestsiden: Zebulon, een Stammelod; ²⁷ langs Zebulons Område fra Østsiden til Vestsiden: Gad, een Stammelod; ²⁸ og langs Gads Område på Sydsiden skal Grænsen gå fra Tamar over Meribas Vandved Kadesj til Bækken ud til det store Hav. ²⁹ Det er det Land, I ved Lodkastning skal udskifte som Arvelod til Israels Stammer, og det er deres Stammelodder, lyder det fra den Herre Herren.

³⁰ Følgende er Byens udgange; Byens Porte skal opkaldes efter Israels Stammer: ³¹ På Nordsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Rubens, den anden Judas og den tredje Levis; ³² på Østsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Josefs, den anden Benjamins og den tredje Dans; ³³ på Sydsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Simeons, den anden Issakars og den tredje Zebulons; ³⁴ på Vestsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Gads, den anden Asers og den tredje Naftalis. ³⁵ Omkredsen er 18000 Alen. Og Byens Navn skal herefter være: Herren er der.

104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, ² hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; ³ du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; ⁴ Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! ⁵ Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; ⁶ Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. ⁷ For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, ⁸ for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; ⁹ du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. ¹⁰ Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; ¹¹ de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; ¹² over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. ¹³ Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; ¹⁴ du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden ¹⁵ og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. ¹⁶ Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, ¹⁷ hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. ¹⁸ Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. ¹⁹ Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; ²⁰ du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; ²¹ de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. ²² De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; ²³ Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. ²⁴ Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! ²⁵ Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; ²⁶ Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. ²⁷ De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; ²⁸ du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. ²⁹ Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; ³⁰ du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³¹ Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! ³² Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger ³³ Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. ³⁴ Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. ³⁵ Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!