M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske Kvinder, ² Kvinder fra de Folkeslag, Herren havde sagt om til Israeliterne: "I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i Kærlighed. ³ Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren. ⁴ Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med Herren hans Gud som hans fader Davids. ⁵ Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud. ⁶ Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og viste ikke Herren fuld Lydighed som hans Fader David.

⁷ Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud; ⁸ og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem. ⁹ Da vrededes Herren på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort fra Herren, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til Syne for ham ¹⁰ og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede Guder; men han holdt ikke, hvad Herren havde påbudt ham. ¹¹ Derfor sagde Herren til Salomo: "Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give din Træl det. ¹² Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd. ¹³ Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte.

¹⁴ Herren gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten i Edom. ¹⁵ Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i Edom - ¹⁶ Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde udryddet alle af Mandkøn i Edom - ¹⁷ da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng. ¹⁸ De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao, Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og gav ham Land. ¹⁹ Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte. ²⁰ Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt Faraos egne Børn. ²¹ Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til Farao: "Lad mig drage til mit Land!" ²² Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev Konge over Edom. -

²³ Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba. ²⁴ Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge i Damaskus. ²⁵ Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.

²⁶ Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda, som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var Enke; han løftede Hånd mod Kongen. ²⁷ Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede Hullet i sin Fader Davids By. ²⁸ Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele Arbejdsstyrken af Josefs Hus. ²⁹ På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken. ³⁰ Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv Stykker ³¹ og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger Herren, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og giver dig de ti Stammer. ³² Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels Stammer; ³³ det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte, Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader David. ³⁴ Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste, så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger. ³⁵ Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti Stammer; ³⁶ og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg udvalgte for der at stedfæste mit Navn. ³⁷ Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du attrår, og du skal være Konge over Israel. ³⁸ Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for David. Dig giver jeg Israel; ³⁹ men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for stedse!" ⁴⁰ Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til Salomo døde.

⁴¹ Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde, og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike. ⁴² Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde fyrretyve År. ⁴³ Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans Sted.

2 Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: ² da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, ³ intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv ⁴ og ikke se hver på sit, men enhver også på andres. ⁵ Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus, ⁶ han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, ⁷ men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig; ⁸ og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. ⁹ Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, ¹⁰ for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden, ¹¹ og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.

¹² Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven; ¹³ thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke, efter sit Velbehag. ¹⁴ Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, ¹⁵ for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, ¹⁶ idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. ¹⁷ Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. ¹⁸ Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!

¹⁹ Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det går eder. ²⁰ Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det går eder; ²¹ thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. ²² Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet. ²³ Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min Sag. ²⁴ Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal komme.

²⁵ Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, ²⁶ efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. ²⁷ Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg på Sorg. ²⁸ Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og jeg være mere sorgfri. ²⁹ Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i Ære; ³⁰ thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.

41 Derpå førte han mig til det hellige og målte pillerne, de var seks Al brede på begge Sider; ² Indgangen var ti Alen bred, dens Sidevægge fem Alen til begge Sider; og han målte dets Længde til fyrretyve Alen og Bredden til tyve.

³ Derpå gik han ind i Inderhallen og målte indgangens Piller; de var to Alen, og Indgangen var seks Alen bred og Sidevæggene syv Alen brede til begge Sider. ⁴ Og han målte dets Længde til tyve Alen og Bredden til tyve ud for Tempelrummet. Og han sagde til mig: "Dette er det Allerhelligste."

⁵ Derpå målte han Templets Mur; den var seks Alen bred; og Tilbygningen var fire Alen bred Templet rundt. ⁶ Tilbygningen lå Rum ved Rum, tre Aum oven på hverandre tredive Gange, og der var Fremspring, så Bjælkerne ikke greb ind i Templets Mur. ⁷ Således var Tilbygningens Rum bredere og bredere opad, efter som Tempelmuren var trukket tilbage opad, Templet rundt. Fra det nederste Stokværk steg man op til det mellemste, og derfra op til det øverste. ⁸ Og jeg så ved Templet en ophøjet brolagt Plads hele Vejen rundt. Tilbygningens Grundmure var et fuldt Mål høje, seks Alen til Kanten. ⁹ Tilbygningens Ydermur var fem Alen bred. Der var en åben Plads langs Templets Tilbygning. ¹⁰ En afspærret Plads, tyve Alen bred, omgav Templet på alle Sider. ¹¹ Tilbygningens Døre førte ud til den åbne Plads, en Dør mod Nord og en anden mod Syd; og den åbne Plads var fem Alen bred på alle Sider.

¹² Den Bygning, som lå ved den afspærrede Plads imod Vest, var halvfjerdsindstyve Alen bred, dens Mur var fem Alen tyk til alle Sider, og den var halvfemsindstyve Alen lang.

¹³ Han målte Templet; det var hundrede Alen langt; den afspærrede Plads tillige med Bagbygningen og dens Mure var hundrede Alen lang, ¹⁴ og Templets Forside tillige med den afspærrede Plads mod Øst var hundrede Alen bred.

¹⁵ Og han målte Længden af Bagbygningen langs den afspærrede Plads, som lå bag den; den var hundrede Alen. Det Hellige, Inderhallen og den ydre Forhal ¹⁶ var træklædt. Vinduer, som udvidede sig indad, gav Lys rundt om i alle tre Rum, og Væggene derinde var klædt med Træ rundt om fra Gulv til Vinduer, ¹⁷ og fra Indgangens Sidevægge til det indre Rum var der Væggen rundt ¹⁸ udskåret Arbejde, Keruber og Palmer, en Palme mellem to Keruber; Keruberne havde to Ansigter; ¹⁹ Menneskeansigtet vendte mod Palmen på den ene Side og Løveansigtet mod Palmen på den anden Side; således var der gjort hele Templet rundt. ²⁰ Fra Gulv til Vinduer var der fremstillet Keruber og Palmer på det Helliges Væg. ²¹ Ved Indgangen til det Hellige var der firkantede Dørstolper. Foran Helligdommen var der noget, der så ud som ²² et Træalter, tre Alen højt, to Alen langt og to Alen bredt; det havde Hjørner, og dets Fodstykke og Vægge var af Træ. Og han sagde til mig: "Dette er Bordet, som står for Herrens Åsyn." ²³ Det Hellige havde to Dørfløje; ²⁴ ligeledes havde Helligdommen to Dørfløje; hver Fløj var to bevægelige Dørflader, to på hver Fløj. ²⁵ Og på dem var der fretillet Keruber og Palmer ligesom på Væggene. Der var et Trætag uden for Forhallen. ²⁶ Der var gitrede Vinduer og Palmer på Forhallens Sidevægge til begge Sider..."

92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

² Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, ³ ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed ⁴ til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

⁵ Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. ⁶ Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! ⁷ Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. ⁸ Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, ⁹ men du er ophøjet for evigt, Herre. ¹⁰ Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! ¹¹ Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; ¹² det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

¹³ De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; ¹⁴ plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; ¹⁵ selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft ¹⁶ for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

93 Herren har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, Herren har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. ² Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! ³ Strømme lod runge, Herre, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. ⁴ Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er Herren herlig i det høje! ⁵ Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, Herre, så længe Dagene varer!