M’Cheyne Bible Reading Plan
8 Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre Herrens Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion. 2 Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned. 3 Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken. 4 Og de bragte Herrens Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op. 5 Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. 6 Så førte Præsterne Herrens Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger; 7 thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger. 8 Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag. 9 Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, Herren havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. 10 Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen Herrens Hus, 11 så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Hus.
12 Ved den Lejlighed sang Salomo: Herren satte Solen på Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet. 13 Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
14 Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; 15 og han sagde: "Lovet være Herren, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: 16 Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. 17 Og min Fader David fik i Sinde at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Hus; 18 men Herren sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; 19 dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus. 20 Nu har Herren opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, Navn Huset; 21 og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, Herren sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
22 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 23 og sagde: "Herre Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 24 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 25 Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du har gjort. 26 Så lad nu, Herre, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David!
27 Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 28 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, Herre min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Åsyn; 29 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 30 Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!
31 Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, 32 så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld!
33 Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus, 34 så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
35 Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, 36 så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
37 Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer - 38 enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus, 39 den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter, 40 for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre.
41 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, - 42 thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus, 43 da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.
44 Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til Herren, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, 45 så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret! 46 Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær, 47 og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! 48 når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn 49 så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, 50 og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem; 51 de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen. 52 Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig. 53 Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, Herre!"
54 Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til Herren rejste han sig fra Pladsen foran Herrens Alter, hvor han havde ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen. 55 Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde: 56 "Lovet være Herren, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses. 57 Herren vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke, 58 at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde vøre Fædre! 59 Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for Herrens Åsyn, være nærværende for Herren vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov, 60 for at alle Jordens Folk må kende, at Herren og ingen anden er Gud. 61 Og måtte eders Hjerte være helt med Herren vor Gud, så I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
62 Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for Herrens Åsyn. 63 Til de Takofre, Salomo ofrede til Herren, tog han 22 000 Stykker Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alle Israeliterne Herrns Hus. 64 Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran Herrens Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran Herrens Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
65 Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for Herren vor Guds Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk). 66 Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, Herren havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.
5 Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, 2 og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.
3 Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige, 4 ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse. 5 Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige. 6 Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn. 7 Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem! 8 Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn; 9 (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,) 10 så I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren. 11 Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; 12 thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige; 13 men alt dette bliver åbenbaret, når det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver åbenbaret, er Lys. 14 Derfor hedder det: "Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!"
15 Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise, 16 så I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde. 17 Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er. 18 Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden, 19 så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren 20 og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn 21 og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt;
22 Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; 23 thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. 24 Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting. 25 I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, 26 for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, 27 for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte være hellig og ulastelig. 28 Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den,som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. 29 Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus Menigheden. 30 Thi vi ere Lemmer på hans Legeme. 31 Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. 32 Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. 33 Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!
38 Herrens Ord kom til mig således: 2 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter imod ham 3 og sig: Så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal. 4 Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber og trækker dig frem med hele din Hær, Heste og Ryttere, alle i smukke Klæder, en vældig Skare med store og små Skjolde, alle med Sværd i Hånd. 5 Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og Hjelm, 6 Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med alle dets Hobe, mange Folkeslag er med. 7 Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som er samlet om dig, og vær mig rede til Tjeneste. 8 Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig; ved Årenes Fjende skal du overfalde et Land, som atter er unddraget Sværdet, et Folk, som fra mange Folkeslag er sanket sammen på Israels Bjerge, der stadig lå øde hen, et Folk, som er ført bort fra Folkeslagene og nu bor trygt til Hobe. 9 Du skal trække op som et Uvejr og komme som en Sky og oversvømme Landet, du og alle dine Hobe og de mange Folkeslag, som følger dig.
10 Så siger den Herre Herren: På hin Dag skal en Tanke stige op i dit Hjerte, og du skal oplægge onde Råd 11 og sige: "Jeg vil drage op imod et åbent Land og overfalde fredelige Folk, som bor trygt, som alle bor uden Mure og hverken har Portstænger eller Porte, 12 for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Hånd på genopbyggede ruiner og på et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og Gods, og som bor på Jordens Navle." 13 Sabæerne og Dedaniterne, Tarsiss Købmænd og alle dets Handelsfolk skal sige til dig: "Kommer du for at gøre Bytte, har du samlet din Skare for at røve Rov, for at bortføre Sølv og Guld, rane Fæ og Gods og gøre et vældigt Bytte?" 14 Profeter derfor, Menneskesøn, og sig til Gog: Så siger den Herre Herren: Ja, på hin Dag skal du bryde op, medens mit Folk Israel bor trygt, 15 og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og de mange Folkeslag, der følger dig, alle til Hest, en stor Skare, en vældig Hær; 16 som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel og oversvømme Landet. I de sidste Dage skal det ske; jeg fører dig imod mit Land; og Folkene skal kende mig, når jeg for deres Øjne helliger mig på dig, Gog. 17 Så siger den Herre Herren: Er det dig, jeg talede om i gamle dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede i hine Tider, at jeg vilde bringe dig over dem?
18 Men på hin dag, når Gog overfalder Israels Land, lyder det fra den Herre Herren, vil jeg give min Vrede Luft. 19 I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin Dag skal et vældigt Jordskælv komme over Israels Land; 20 for mit Åsyn skal Havets Fisk, Himmelens Fugle, Markens vilde Dyr og alt kryb på Jorden og alle Mennesker på Jordens Flade skælve, Bjergene skal styrte, Klippevæggene falde og hver Mur synke til Jord. 21 Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre Herren; den enes Sværd skal rettes mod den anden; 22 jeg går i Rette med ham med Pest og Blod, med Regnskyl og Haglsten; Ild og Svovl lader jeg regne over ham, hans Hobe og de mange Folkeslag, som følger ham. 23 Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende for de mange Folks Øjne; og de skal kende, at jeg er Herren.
89 En Maskil af Ezraiten Etan.
2 Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. 3 Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. 4 Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: 5 "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. 6 Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. 7 Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? 8 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. 9 Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 10 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 11 Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. 12 Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. 13 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19 thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!
20 Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 36 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.
39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. 47 Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 52 hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
53 Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!