M’Cheyne Bible Reading Plan

7 På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit Palads færdigt. ² Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt, halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ. ³ Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række. ⁴ Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange. ⁵ Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange. ⁶ Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran. ⁷ Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang, Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft, ⁸ Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.

⁹ Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten, hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård. ¹⁰ Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre på otte Alen. ¹¹ Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og Cederbjælker. ¹² Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes Herrens Huss Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal.

¹³ Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram. ¹⁴ Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.

¹⁵ Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle. ¹⁶ Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne, støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt. ¹⁷ Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et Fletværk fil hvert Søjleboved; ¹⁸ og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet. ¹⁹ Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde. ²⁰ Søjlehovederne sad på de to Søjler. ²¹ Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle, han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han opstillede til venstre, kaldte han Boaz. ²² Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev Arbejdet med Søjlerne færdigt.

²³ Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i Omkreds. ²⁴ Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed. ²⁵ Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de vendte alle Bagkroppen indad. ²⁶ Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.

²⁷ Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt. ²⁸ Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne. ²⁹ På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned. ³⁰ Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt, og midt for hver af dem var der Kranse. ³¹ Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne var firkantede, ikke runde. ³² De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt. ³³ Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere, Fælge, Eger og Nav var alle støbt. ³⁴ Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var i eet med Stellet; ³⁵ og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet. ³⁶ På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som der var Plads til, omgivet af Kranse. ³⁷ Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde, med samme Mål og af samme Form. ³⁸ Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af de ti Stel. ³⁹ Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre Hjørne.

⁴⁰ Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til Herrens Hus:

⁴¹ De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på Søjlerne, ⁴² de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på de to Søjler, ⁴³ de ti Stel med de ti Bækkener på, ⁴⁴ Havet med de tolv Okser under, ⁴⁵ Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede for Kong Salomo til Herrens Hus, var af blankt Kobber. ⁴⁶ I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem Sukkot og Zaretan.

⁴⁷ Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store Mængde, Kobberet blev ikke vejet.

⁴⁸ Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Herrens Hus, lave: Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på, ⁴⁹ Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ⁵⁰ Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld, Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste, og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.

⁵¹ Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved Herrens Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Herrens Hus.

4 Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, ² med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed ³ og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd; ⁴ eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse; ⁵ een Herre, een Tro, een Dåb, ⁶ een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!

⁷ Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål. ⁸ Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver." ⁹ Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne. ¹⁰ Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. ¹¹ Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, ¹² til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, ¹³ indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst, ¹⁴ for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; ¹⁵ men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ¹⁶ ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, ¹⁸ formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. ²⁰ Men I have ikke således lært Kristus, ²¹ om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus, ²² at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, ²³ men fornyes i eders Sinds Ånd ²⁴ og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

²⁵ Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. ²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum! ²⁸ Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. ²⁹ Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; ³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. ³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! ³² Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.

37 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben; ² og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre. ³ Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, Herre, du ved det!" ⁴ Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør Herrens Ord! ⁵ Så siger den Herre Herren til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende. ⁶ Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er Herren.

⁷ Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes Raslen, og Benene nærmede sig hverandre. ⁸ Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem. ⁹ Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende! ¹⁰ Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.

¹¹ Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!" ¹² Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land; ¹³ og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk. ¹⁴ Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er Herren; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra Herren.

¹⁵ Herrens Ord kom til mig således: ¹⁶ Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus! ¹⁷ Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd. ¹⁸ Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?" ¹⁹ sig så til dem: Så siger den Herre Herren: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd. ²⁰ Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem. ²¹ Tal så til dem: Så siger den Herre Herren: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land. ²² Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to Riger. ²³ De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²⁴ Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem. ²⁵ De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig. ²⁶ Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig; ²⁷ min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk. ²⁸ Og Folkene skal kende, at jeg er Herren, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig

87 Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, ² Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. ³ Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela. ⁴ Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender Herren, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. ⁵ Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. ⁶ Herren tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela. ⁷ Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"

88 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.

² Herre min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; ³ lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! ⁴ Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, ⁵ jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, ⁶ kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. ⁷ Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; ⁸ tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. ⁹ Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, ¹⁰ mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, Herre, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

¹¹ Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. ¹² Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? ¹³ Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? ¹⁴ Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. ¹⁵ Hvorfor forstøder du, Herre, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? ¹⁶ Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; ¹⁷ din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, ¹⁸ som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; ¹⁹ Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.