M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus, Herrens Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig. ² Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget Herrens Navn et Hus. ³ Salomo elskede Herren, så at han vandrede efter sin Fader Davids Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der. ⁴ Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.

⁵ I Gibeon lod Herren sig til Syne for Salomo i en Drøm om Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!" ⁶ Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab, Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på hans Trone. ⁷ Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; ⁸ og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. ⁹ Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!" ¹⁰ Det vakte Herrens Velbehag, at Salomo bad derom; ¹¹ og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om Forstand til at skønne, hvad ret er, ¹² se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; ¹³ men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære, så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du lever. ¹⁴ Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et langt Liv." ¹⁵ Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran Herrens Pagts Ark og ofrede Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine Folk.

¹⁶ På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham. ¹⁷ Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et Barn, ¹⁸ og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset. ¹⁹ Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på ham; ²⁰ men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin døde Dreng lagde hun ved mit Bryst. ²¹ Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se, da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!" ²² Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes de foran Kongen. ²³ Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din Dreng, den levende min!" ²⁴ Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et. ²⁵ Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem det halve!" ²⁶ Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!" Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!" ²⁷ Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn og dræb det ikke; thi hun er Moderen!" ²⁸ Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds Visdom til at skifte Ret.

1 Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus, ⁴ ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Åsyn, ⁵ idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag, ⁶ til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den elskede, ⁷ i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Nådes Rigdom, ⁸ som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand, ⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, ¹⁰ for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham, ¹¹ i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd, ¹² for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde håbet på Kristus, ¹³ i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd, ¹⁴ som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed.

¹⁵ derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige, ¹⁶ ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner om, ¹⁷ at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham, ¹⁸ gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige, ¹⁹ og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, ²⁰ som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske, ²¹ langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes,ikke alene i denne Verden, men også i den kommende, ²² og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over alting til Menigheden, ²³ der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.

34 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn, profeter mod Israels Hyrder, profeter og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Ve Israels Hyrder, som røgtede sig selv! Skal Hyrderne ikke røgte Hjorden? ³ I fortærede Mælken, med Ulden klædte I eder, de fede Dyr slagtede I, men Hjorden røgtede I ikke; ⁴ de svage Dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med Hårdhed og Grumhed. ⁵ Derfor spredtes de, eftersom der ingen Hyrde var, og blev til Æde for alle Markens vilde Dyr; ja, de spredtes. ⁶ Min Hjord flakkede om på alle Bjerge og på hver en høj Banke, og over hele Jorden spredtes min Hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem. ⁷ Derfor, I Hyrder, hør Herrens Ord! ⁸ Så sandtjeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Fordi min Hjord blev til Rov, fordi min Hjord blev til Æde for alle Markens vilde Dyr, eftersom der ingen Hyrde var, og Hyrderne ikke spurgte efter min Hjord, og fordi Hyrderne røgtede sig selv og ikke min Hjord, ⁹ derfor, I Hyrder, hør Herrens Ord! ¹⁰ Så siger den Herre Herren: Se, jeg, kommer over Hyrderne og kræver min Hjord af deres Hånd, og jeg sætter dem fra at vogte min Hjord; Hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg redder min Hjord af deres Gab, så den ikke skal tjene dem til Æde.

¹¹ Thi så siger den Herre Herren: Se, jeg vil selv spørge efter min Hjord og tage mig af den. ¹² Som en Hyrde tager sig af sin Hjord på Stormvejrets Dag, således tager jeg mig af min Hjord og redder den fra de Steder, hvorhen de spredtes på Skyernes og Mulmets Dag; ¹³ jeg fører dem bort fra Folkeslagene, samler dem fra Landene og bringer dem til deres Land, og jeg, røgter dem på Israels Bjerge, i Kløfterne og på alle Landets beboede Steder. ¹⁴ På gode Græsgange vil jeg vogte dem, og på Israels Bjerghøjder skal deres Græsmarker være; der skal de lejre sig på gode Græsmarker, og i fede Græsgange skal de græsse på Israels Bjerge. ¹⁵ Jeg vil selv røgte min Hjord og selv lade dem lejre sig, lyder det fra den Herre Herren. ¹⁶ De vildfarende Dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde de svage vil jeg styrke, og de fede og kraftige vil jeg vogte; jeg vil røgte dem, som det er ret.

¹⁷ Og I, min Hjord! Så siger den Herre Herren: Se, jeg vil skifte. Ret mellem Får og Får, mellem Vædre og Bukke. ¹⁸ Er det eder ikke nok at græsse på den bedste Græsgang, siden I nedtramper, hvad der er levnet af eders Græsgange? Er det eder ikke nok at drikke det klare Vand, siden I med eders Fødder plumrer, hvad der er levnet? ¹⁹ Min Hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med eders Fødder! ²⁰ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer for at skifte Ret mellem de fede og de magre Får. ²¹ Fordi I med Side og Skulder skubbede alle de svage Dyr bort og stangede dem med eders Horn, til I fik dem drevet ud, ²² derfor vil jeg hjælpe min Hjord, så den ikke mere skal blive til Rov, og skifte Ret mellem Får og Får.

²³ Jeg sætter een Hyrde over dem, min Tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres Hyrde. ²⁴ Og jeg, Herren, vil være deres Gud, og min Tjener David skal være Fyrste iblandt dem, så sandt jeg, Herren, har talet. ²⁵ Jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde de vilde Dyr at Landet, så de trygt kan bo i Ørkenen og sove i Skovene. ²⁶ Og jeg gør dem og Landet rundt om min Høj til Velsignelse, og jeg sender Regn i rette Tid, mine Byger skal blive til Velsignelse. ²⁷ Markens Træer skal give deres Frugt og Landet sin Afgrøde; trygt skal de bo på deres Jord, og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg bryder Stængerne på deres Åg og frelser dem af deres Hånd, som gjorde dem til Trælle. ²⁸ Ikke mere skal de blive til Rov for Folkene, og Landets vilde Dyr skal ikke æde dem; trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer dem. ²⁹ Jeg lader en Fredens Plantning vokse op for dem, og ingen skal rives bort af Hunger i Landet, og de skal ikke mere bære Folkenes Hån. ³⁰ De skal kende, at jeg, Herren deres Gud, er med dem, og at de er mit Folk, Israels Hus, lyder det fra den Herre Herren ³¹ I er min Hjord, I er den Hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud, lyder det fra den Herre Herren.

83 En Sang. En Salme af Asaf.

² Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! ³ Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, ⁴ oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: ⁵ "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" ⁶ Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, ⁷ Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, ⁸ Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; ⁹ også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.

¹⁰ Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, ¹¹ der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! ¹² Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, ¹³ fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." ¹⁴ Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. ¹⁵ Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, ¹⁶ så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; ¹⁷ fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o Herre; ¹⁸ lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde ¹⁹ Og kende, at du, hvis Navn er Herren, er ene den Højeste over al Jorden!

84 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.

² Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! ³ Af Længsel efter Herrens Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! ⁴ Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers Herre, min Konge og Gud! ⁵ Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela. ⁶ Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! ⁷ Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. ⁸ Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. ⁹ Hør min Bøn, o Herre, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela. ¹⁰ Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! ¹¹ Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. ¹² Thi Gud Herren er Sol og Skjold, Herren giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. ¹³ Hærskarers Herre, salig er den, der stoler på dig!