M’Cheyne Bible Reading Plan

2 Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger: ² "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand! ³ Og hold Herren din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for, ⁴ for at Herren kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone! ⁵ Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med uskyldigt Blod; ⁶ gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå Hår stige ned i Dødsriget med Fred. ⁷ Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder Absalom. ⁸ Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved Herren: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværd! ⁹ Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå Hår blodige ned i Dødsriget."

¹⁰ Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. ¹¹ Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År. ¹² Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt.

¹³ Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg gør!" ¹⁴ Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun svarede: "Så tal!" ¹⁵ Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi Herren lod det tilfalde ham. ¹⁶ Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Hun svarede: "Så tal!" ¹⁷ Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!" ¹⁸ Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"

¹⁹ Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side. ²⁰ Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!" ²¹ Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til Hustru!" ²² Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!" ²³ Og Kong Salomo svor ved Herren: "Gud ramme mig både med det ene og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet! ²⁴ Så sandt Herren lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!" ²⁵ Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; således døde han.

²⁶ Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre Herrens Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!" ²⁷ Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som Herrens Præst for at opfylde det Ord, Herren havde talet mod Elis Hus i Silo.

²⁸ Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms - søgte han Tilflugt i Herrens Telt og greb fat om Alterets Horn, ²⁹ og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i Herrens Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!" ³⁰ Og da Benaja kom til Herrens Telt, sagde han til ham: "Således siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham. ³¹ Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt; ³² Herren vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører; ³³ så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens Herren giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!" ³⁴ Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen. ³⁵ Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

³⁶ Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er; ³⁷ thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!" ³⁸ Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger, således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i Jerusalem. ³⁹ Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans Trælle var i Gat, ⁴⁰ brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat. ⁴¹ Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen, ⁴² lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed ved Herren, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det? ⁴³ Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved Herren, og den Befaling, jeg gav dig?" ⁴⁴ Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader Herren din Ondskab komme over dit eget Hoved; ⁴⁵ men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå urokkelig fast for Herrens Åsyn til evig Tid!" ⁴⁶ Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; således døde han.

6 Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver fristet! ² Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov! ³ Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv. ⁴ Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten; ⁵ thi hver skal bære sin egen Byrde.

⁶ Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham. ⁷ Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske sår, det skal han også høste. ⁸ Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden. ⁹ Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt. ¹⁰ Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne!

¹¹ Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen Hånd! ¹² Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for Kristi Kors's Skyld. ¹³ Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose sig af eders Kød. ¹⁴ Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors,ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden. ¹⁵ Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny Skabning. ¹⁶ Og så mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!

¹⁷ Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn på mit Legeme: ¹⁸ Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd, Brødre! Amen.

33 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn, tal til dine Landsmænd og sig: Når jeg fører Sværdet over et Land, og Folket i Landet tager en af sin Midte og gør ham til deres Vægter, ³ og han ser Sværdet komme over Landet og støder i Hornet og advarer Folket, ⁴ men den, der hører Hornets Klang, ikke lader sig advare, og Sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans Blod over hans Hoved. ⁵ Han hørte Hornets klang uden at lade sig advare, hans Blod kommer over hans Hoved; men den, som har advaret, har reddet sin Sjæl. ⁶ Men når Vægteren ser Sværdet komme og ikke støder i Hornet, så at Folket ikke advares, og Sværdet kommer og over en af dem bort, så rives han vel bort for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Hånd. ⁷ Men dig, Menneskesøn, har jeg sat til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig. ⁸ Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare ham mod hans Vej, så skal den gudløse vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. ⁹ Advarer du derimod den gudløse mod hans Vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.

¹⁰ Og du, Menneskesøn, sig til Israels Hus: I siger: "Vore Overtrædelser og Synder tynger os, og vi svinder hen i dem, hvor kan vi da leve?" ¹¹ Sig til dem: Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke Lyst til den gudløses Død, men til at han omvender sig fra sin Vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde Veje Hvorfor vil I dø, Israels Hus? ¹² Men du, Menneskesøn, sig til dine Landsmænd: Den retfærdiges Retfærdighed skal ikke redde ham, den Dag han synder, og den gudløses Gudløshed skal ikke fælde ham, den Dag han omvender sig fra sin Gudløshed, og en retfærdig skal ikke blive i Live ved sin Retfærdighed, den Dag han gør Synd. ¹³ Når jeg siger til den retfærdige: "Du skal visselig leve!" og han stoler på sin Retfærdighed og øver Uret, så skal intet af hans Retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den Uret, han øver. ¹⁴ Og når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og han omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Skel, ¹⁵ idet han giver Pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger Livets Bud uden at øve Uret, så skal han leve og ikke dø; ¹⁶ ingen af de Synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort Ret og Skel, visselig skal han leve. ¹⁷ Og så siger dine Landsmænd: "Herrens Vej er ikke ret!" Men det er deres Vej, som ikke er ret. ¹⁸ Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og øver Uret, skal han dø; ¹⁹ og når den gudløse omvender sig fra sin Gudløshed og gør Ret og Skel, skal han leve! ²⁰ Og dog siger I: "Herrens Vej er ikke ret!" Jeg vil dømme eder hver især efter eders Veje, Israels Hus.

²¹ I vor Landflygtigheds ellevte År på den femte Dag i den tiende Måned kom en Flygtning fra Jerusalem til mig med det Bud: "Byen er indtaget!" ²² Men Herrens Hånd var kommet over mig, om Aftenen før Flygtningen kom, og han åbnede min Mund, før han kom til mig om Morgenen; så åbnedes min Mund, og jeg var ikke mere stum.

²³ Herrens Ord kom til mig således: ²⁴ Menneskesøn! De, der bor i Ruinerne i Israels Land, siger: "Abraham var kun een og fik dog Landet i eje; vi er mange, og os er Landet givet i Eje!" ²⁵ Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: I spiser Kød med Blod i, løfter eders Blik til eders Afgudsbilleder og udgyder Blod, og så vil I have Landet i Eje! ²⁶ I støtter eder til eders Sværd, I øver Vederstyggelighed, I gør hverandres Hustruer urene, og så vil I have Landet i Eje! ²⁷ Således skal du sige til dem: Så siger den Herre Herren: Så sandt jeg lever: De i Ruinerne skal falde for Sværdet; dem i åbent Land giver jeg de vilde Dyr til Æde, og, de i Klippeborgene og Hulerne skal dø af Pest. ²⁸ Jeg, gør Landet til Ørk og Ødemark, dets stolte Herlighed får Ende, og Israels Bjerge skal ligge øde, så ingen færdes der; ²⁹ og de, skal kende, at Jeg er Herren, når jeg gør Landet til Ørk og Ødemark for alle de Vederstyggeligheder, de har øvet.

³⁰ Og du, Menneskesøn, se, dine Landsmænd taler om dig langs Murene og i Husdørene, den ene til den anden, hver til sin Broder, og siger: "Kom og hør, hvad det er for et ord, der udgår fra Herren!" ³¹ Og de kommer til dig, som var der Opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine Ord. Men de gør ikke derefter; thi der er Løgn i deres Mund, og deres Hjerte higer efter Vinding. ³² Og se, du er dem som en, der synger en Elskovssang med liflig Røst og er dygtig til at spille; de hører dine Ord, men gør ikke derefter. ³³ Men når det kommer - og se, det kommer - skal de kende, at en Profet har været iblandt dem.

81 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.

² Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, ³ istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; ⁴ stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! ⁵ Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; ⁶ han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

⁷ "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. ⁸ I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. ⁹ Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! ¹⁰ En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! ¹¹ Jeg, Herren, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! ¹² Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. ¹³ Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. ¹⁴ Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! ¹⁵ Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! ¹⁶ Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; ¹⁷ jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"

82 Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom ² "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela. ³ Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; ⁴ red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! ⁵ Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. ⁶ Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; ⁷ dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" ⁸ Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!