M’Cheyne Bible Reading Plan
Davids sidste formaning til Salomon
2 Kort efter, da David lå for døden, kaldte han Salomon ind for at give ham sine sidste ord:
2 „Alle skal jo dø, og nu er det snart min tur! Men Salomon, jeg har tillid til, at du vil blive en stærk og værdig efterfølger. 3 Gør altid, som Gud siger! Adlyd omhyggeligt de love og forordninger, som han gav os gennem Moses, så vil dit liv lykkes. 4 Hvis du altid er lydig, vil Herren opfylde det løfte, han gav mig, for han har lovet, at hvis mine børn og deres efterkommere tager sig i agt og viser helhjertet trofasthed imod ham, vil der i al fremtid være en af mine efterkommere på tronen i Israel.
5 Hør nu efter! Du ved, at Joab myrdede mine to hærførere Abner og Amasa, da han i fredstid stak dem ned uden varsel som hævn for, hvad de havde gjort i en krigssituation. 6 Du er en klog mand, Salomon, og du ved, hvad du bør gøre: Lad ikke Joab dø en fredelig død i sin alderdom. 7 Men Barzillajs sønner fra Gilead skal du vise godhed, og du skal sørge for deres fornødenheder, for de tog sig af mig, dengang jeg flygtede fra din bror Absalom. 8 Og husker du Shimi, Geras søn af Benjamins stamme fra Bahurim? Han forbandede mig groft, da jeg var på vej til Mahanajim. Men da han senere kom ned til Jordanfloden for at møde mig, lovede jeg, at jeg ikke ville slå ham ihjel. 9 Men det betyder ikke, at han er uskyldig. Salomon, du er en klog mand; du finder nok på råd, så Shimi får en blodig død!”
10 Derefter døde David, og han blev begravet i Davidsbyen.[a] 11 Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem. 12 Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.
Salomon befæster sit kongedømme
13 En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.
„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.
„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. 14 „Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”
„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.
15 „Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje. 16 Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”
„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.
17 „At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”
18 „Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.
19 Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.
20 „Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”
„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”
21 „Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.
22 „Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” 23-24 Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”
25 Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.
26 Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”
27 Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.
28 Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. 29 Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.
30 Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”
„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”
Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.
31 „Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. 32 Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. 33 Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”
34 Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. 35 Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.
36-37 Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”
38 „Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.
39 Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, 40 sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.
41 Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. 42 Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? 43 Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? 44 Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, 45 men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” 46 På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.
Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.
Løft hinanden op, ikke jer selv
6 Hvis nogen af jer kommer til at gøre et fejltrin, skal I andre, som er stærkere i Ånden, hjælpe vedkommende op igen, men gør det nænsomt. Glem ikke, at det kunne have været jer selv, som faldt for en fristelse. 2 Vær med til at bære hinandens byrder. På den måde opfylder I Kristi kærlighedslov.
3 Hvis I tror for meget om jer selv, bedrager I jer selv. 4 I må hver især vurdere jeres egne handlinger. Er I tilfredse med dem, kan I være glade. Men lad være at sammenligne jer med hinanden. 5 I må tage det ansvar på jer, som I hver især har fået.
6 De, der modtager undervisning i Guds ord, bør dele alt godt med dem, der underviser dem.
Man høster, som man sår
7 Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste. 8 De, der investerer i deres eget selviske begær, vil høste død og ødelæggelse, men de, der investerer i det, som Helligånden ønsker, vil høste evigt liv ved Helligånden. 9 Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette, for det vil resultere i en rig høst, når tiden er inde, blot vi ikke giver op. 10 Lad os derfor bruge enhver anledning til at gøre godt mod alle mennesker, men især mod dem, vi hører sammen med i troen på Kristus.
Afsluttende formaninger og hilsen
11 Det her skriver jeg selv.[a] I kan kende min håndskrift på de store bogstaver. 12 De, der gerne vil gøre jøderne tilpas, prøver at tvinge jer til at blive omskåret. De ønsker nemlig ikke at blive forfulgt på grund af budskabet om, at Gud accepterer mennesker alene ved tro på Kristus, uden omskærelse. 13 De jødekristne, som lægger så meget vægt på omskærelse, overholder ikke selv alle de jødiske love, men de vil gerne have jer omskåret, så de kan prale af jeres omskærelse over for andre jøder. 14 Men hvis jeg skal prale af noget, bliver det kun af, at Jesus Kristus, vores Herre, døde på korset for vores skyld. På grund af hans død er verden som død for mig, og jeg er som død for verden. 15 Om man er omskåret eller ej har intet at gøre med at blive accepteret af Gud. Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye, åndelige liv.
16 Alle, som følger disse anvisninger, vil opleve Guds fred og barmhjertighed. De udgør det sande Israel, Guds folk.
17 Lad ingen volde mig flere bryderier. Det er jo mig og ikke de omtalte folk, der går rundt med ar på kroppen, og det gør jeg, fordi jeg fortæller om Jesus.
18 Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd. Amen.
Ezekiel som Guds vagtpost i Israel
33 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, tal til dit folk og giv dem følgende budskab: Når jeg sender en fjendtlig hær imod et land, udpeger landets befolkning en vagtpost. 3 Og når vagtposten får øje på den fremstormende hær, blæser han straks alarm, så folket er advaret. 4 Hvis der nu er nogle, der ikke tager advarslen alvorligt, og derfor senere bliver dræbt, så er det deres egen skyld. 5 For de hørte jo alarmen, men rettede sig ikke efter den. De er selv skyld i deres død, for hvis de havde lyttet til advarslen, kunne de have reddet livet. 6 Men hvis nu vagtposten ser den fremstormende hær og ikke blæser alarm for at advare folket, så er det vagtposten, der er skyld i, at de omkommer. Folket dør godt nok på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve vagtposten til regnskab for deres død.
7 Du menneske, jeg har udvalgt dig til vagtpost for Israels folk. Derfor skal du høre godt efter, hvad jeg siger, og så advare folket. 8 Hvis jeg siger, at nogle onde mennesker skal dø for deres ondskabs skyld, og hvis du ikke advarer dem, så de får mulighed for at omvende sig, da skal de onde mennesker godt nok dø på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve dig til regnskab for deres død. 9 Advarer du dem derimod, og de nægter at omvende sig, skal de dø på grund af deres synder, men du er uden skyld i deres død.
10 Du menneske, du skal sige til Israels folk: I er klar over, at I lider på grund af jeres synder og overtrædelser, og at det snart er ude med jer. I spørger, om I ikke kan gøre noget for at overleve. 11 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ingen glæde af, at de onde skal dø. Jeg vil meget hellere se dem omvende sig fra deres ondskab, så de kan redde livet. Åh Israel, omvend jer dog fra jeres synder! Hvorfor ønsker I at dø?
12 Du menneske, sig til mit folk: Hvis retskafne mennesker vender sig bort fra mig og gør oprør, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem fra straffen. Og hvis syndige mennesker omvender sig, skal de ikke dø på grund af deres tidligere synder.
13 Godt nok har jeg sagt, at retskafne mennesker får et godt liv. Men hvis de bliver for selvsikre og begynder at synde, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem. De skal dø, fordi de har gjort oprør og syndet imod mig. 14 Men hvis onde mennesker lytter til min advarsel, omvender sig fra deres synd og begynder at handle retfærdigt, bliver de ikke straffet med døden. 15 Hvis de betaler det tilbage, de har stjålet, hvis de udleverer et pant, de har taget i sikkerhed, og hvis de begynder at følge mine love, som sigter på et godt liv, og holder sig fra uretfærdighed, så skal de leve og ikke dø. 16 De vil ikke blive dømt på grund af deres tidligere synder, for de har besluttet at gøre det rigtige, og derfor har de ret til at leve.
17 ‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? 18 Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? 19 Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? 20 Hvordan kan I påstå, at det ikke er fair? Bør jeg ikke dømme jer efter jeres handlinger?”
21 På den femte dag i den tiende måned i det 12. år af vores eksil ankom en flygtning fra Jerusalem og meddelte, at byen var faldet. 22 Aftenen før havde jeg oplevet Herrens kraft over mig, så da manden fra Jerusalem ankom, kunne jeg igen tale.[a] 23 Herren sagde da til mig:
24 „Du menneske, de overlevende fra Judas folk, som bor spredt mellem ruinerne i Israels land, siger: ‚Abraham var kun én person, men han fik lovning på at få hele det hellige land i eje. Vi er alle sammen hans efterkommere, så det løfte må også gælde os.’ 25 Men jeg, Herren, siger: I spiser kød med blod i, dyrker jeres afskyelige afguder og begår mord. Tror I så, at jeg vil give jer landet i eje? 26 I stoler på jeres egne våben. I begår de frygteligste synder og er ægteskabsbrydere alle sammen. Og I vil have landet tilbage?
27 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal de overlevende blandt Judas ruiner også falde for sværdet! De, som prøver at skjule sig i det fri, skal ædes af de vilde dyr, og de, som gemmer sig i fæstninger og huler, skal dø af sygdom. 28 Jeg gør landet til en ødemark og knækker dets stolthed. Jeg gør bjergene så øde, at ingen tør rejse gennem dem. 29 Når jeg har lagt hele landet i ruiner som følge af folkets synder, vil de indse, at jeg er Herren.
30 Du menneske, dine landsmænd taler om dig, når de mødes ved murene og i døråbningerne. ‚Kom, lad os gå hen og høre, hvilke budskaber Herren har til os,’ siger de. 31 Så stimler de sammen hos dig og sætter sig ned for at høre på dig. Men de har ikke tænkt sig at adlyde mine ord, for de taler altid om deres egne ønsker, og de er mest optaget af at søge efter penge og profit. 32 For dem er du blot underholdning. Du er som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller på harpe for dem. De hører ordene, men de vil ikke adlyde. 33 Men når profetierne bliver til virkelighed—og vær sikker på, at hvert eneste ord vil gå i opfyldelse—vil de indse, at det var en Herrens profet, der talte til dem.”
Sang ved en festival
81 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[a] En sang af Asaf.
2 Lovpris vor Gud, som giver os styrke,
bryd ud i jubel for Israels Gud.
3 Syng til lyden af tamburiner,
til skønne toner fra harper og lyrer.
4 Vædderhornet indvarsler højtiderne,
både nymånefest og løvhyttefest.
5 Det er fester, som Gud har forordnet,
de er beskrevet i Israels love.
6 Han gjorde det til en regel i Israel,
da han førte os ud af Egypten.
Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:[b]
7 „Jeg fjernede byrden fra din skulder,
jeg befriede dig fra det hårde slid.
8 Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig.
Jeg talte til dig fra tordenskyen.
Jeg prøvede din tro ved Meriba.
9 Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer.
Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.
10 I må aldrig tilbede nogen anden gud
eller bøje jer for et billede af en afgud,
11 for det var mig, jeres Herre og Gud,
som førte jer ud af Egyptens land.
Bed til mig, når I har brug for min hjælp,
og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.
12 Men mit folk nægtede at adlyde mig,
Israel ville ikke have med mig at gøre.
13 Så lod jeg dem gå deres egne veje,
og de gjorde ganske som de ville.
14 Bare mit folk dog ville adlyde mig,
gid de ville følge mine befalinger.
15 Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender,
feje alle deres modstandere bort.
16 Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk,
det ville være slut med dem for altid.
17 Men jer ville jeg give den bedste hvede
og mætte jer med honning fra klippen.”
Guds dom over samfundets ledere
82 En sang af Asaf.
Gud kalder lederne sammen,
han anklager sit folks dommere:[c]
2 „Hvor længe vil I dømme uretfærdigt?
Hvor længe vil I favorisere de gudløse?
3 Døm de fattige og faderløse retfærdigt,
forsvar de svage og hjælpeløse,
4 red de magtesløse og undertrykte,
fri dem fra onde menneskers magt.
5 I er tåbelige, uvidende og blinde.
Derfor vakler verden i sin grundvold.
6 Jeg har kaldt jer guder,
for I er indsat af mig og burde handle som jeg,[d]
7 men I skal dø som de gudløse mennesker, I er,
akkurat som andre landes gudløse ledere.”
8 Ja, træd frem, Gud, og døm denne verden,
for du har magt over alle folkeslag.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.