M’Cheyne Bible Reading Plan
Davids folketælling
24 Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.[a] 2 Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”
3 Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”
4 Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen. 5 De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen.[b] Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer. 6 Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område.[c] Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon. 7 Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kana’anæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Be’ersheba i Juda. 8 Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem 9 og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.
10 Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”
11 Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren: 12 „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” 13 Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre[d] års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.”
14 „Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”
15 Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde. 16 Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.
17 Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”
18-19 Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet. 20 Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.
21 „Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David.
David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”
22 „Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde. 23 Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!” 24 „Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.”
Så købte David tærskepladsen og han gav 50 sølvstykker for okserne, 25 hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.
4 1-2 Lad mig bruge et eksempel. Tænk på et lille barn, som er arving til al sin fars ejendom. Indtil barnet når den myndighedsalder, som faderen forud har bestemt, har det ingen rettigheder over arven og kan derfor sammenlignes med faderens slaver. Barnet er under opsyn af en værge, og arven er i andres varetægt indtil det rette tidspunkt. 3 Sådan er det også med os. Indtil Kristus kom, levede vi som umyndige børn. Vi levede som slaver af religiøse regler og denne verdens tankegang. 4-5 Men da den tid kom, som Gud forud havde fastsat, sendte han sin Søn her til jorden, født af en kvinde. Kristus gik ind under den jødiske lovs herredømme for at kunne løskøbe os fra at være slaver af den og give os de fulde rettigheder som Guds sande børn.
6 Da I nu er blevet Guds børn, har Gud givet jer sin egen Søns Ånd, og det er den Ånd, som gør, at vi kan kalde Gud vores Far. 7 Altså er I ikke længere slaver, men børn af Gud. Men når I er børn, er I også retmæssige arvinger til alt, hvad Gud har til sine børn.
Vend ikke tilbage til slaveriet
8 Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang. 9 Men nu kender I Gud, ja endnu mere: I er kendt af Gud. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? 10 I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. 11 Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. 12 Kære venner, jeg beder jer inderligt om at leve, som jeg gør—i frihed fra disse ting—for jeg er blevet som jer ikke-jøder—frigjort fra de jødiske lovregler.
I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. 13 I husker jo nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledningen til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. 14 Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som havde jeg været Frelseren Jesus selv. 15 I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endog have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det havde været muligt. 16 Mon I nu bliver vrede på mig, fordi jeg siger jer sandheden?
17 De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt, for at I skal komme over på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. 18 Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. 19 Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. 20 Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer.
21 Sig mig engang, I som så gerne vil følge de jødiske lovbøger, ved I egentlig, hvad der står i dem? 22 Der står blandt andet, at Abraham fik to sønner. Den ene blev født af slavekvinden Hagar, den anden af hans kone Sara, den frie kvinde.[a] 23 Slavekvindens søn blev født som følge af menneskelige planer. Den frie kvindes søn blev født som følge af et løfte fra Gud. 24 Den historie har en dybere betydning. De to kvinder symboliserer de to pagter mellem Gud og mennesker. Lovens pagt, som Gud oprettede med Israels folk på Sinaibjerget, svarer til slavekvinden Hagar. Den pagts „børn” lever som slaver. 25 Sinaibjerget i Arabien symboliserer det jordiske Jerusalem, som er centrum for de jøder, der lever som slaver af loven. 26 Den frie kvinde, Sara, er symbol på det himmelske Jerusalem, og hendes „børn” lever i frihed. Hun er „mor” til alle os, som tror på Kristus. 27 Der står jo skrevet:
„Glæd dig, du kvinde, som ikke kan få børn.
Bryd ud i jubel, du, som ikke kender til veer.
Den tilsidesatte hustru får masser af børn,
langt flere end hende, der har manden.”[b]
28 I, som er kristne, ligner Saras søn, Isak, idet jeres åndelige fødsel er et resultat af Guds løfte til Abraham. 29 Men det samme som skete dengang, sker også i dag. De, som er „født” i kraft af menneskelig tankegang, forfølger dem, som er „født” i kraft af Helligånden. 30 Det har Skriften også noget at sige om: „Jag slavekvinden og hendes søn bort, for slavekvindens søn må aldrig få del i den frie søns arv.”[c] 31 Altså er vi ikke født til at leve i slaveri, men til at leve i frihed.
Egyptens stolthed og indbildskhed
31 På den første dag i den tredje måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2-3 „Du menneske, giv egypterkongen og hele hans folk følgende budskab:
Hvem skal jeg sammenligne dig med? Med Assyrien?
Det land var engang som et af Libanons majestætiske cedertræer
med smukke grene og skyggefuld krone.
Det ragede højt op, helt til skyerne.
4 Vandet fra jordens dyb gav det vækst,
og små floder strømmede tæt forbi det,
før de fortsatte til skovens andre træer.
5 Cedertræet knejsede over alle de andre træer,
og det fik mange og lange grene,
fordi det havde rigeligt med vand.
6 Fugle byggede rede i dets grene,
de vilde dyr ynglede i dets skygge.
Alle verdens folkeslag levede i skyggen af dets storhed.
7 Det var et stærkt og smukt træ,
hvis rødder nåede ned til grundvandet.
8 Ingen andre træer i Edens have kunne måle sig med det,
hverken cedre, fyr eller platantræer.
9 Jeg gjorde det cedertræ så smukt,
at alle træer i Guds have misundte det.
10 Herren siger om Assyrien: Fordi din stamme blev høj og din krone strakte sig op mellem skyerne, blev du stolt og indbildsk. 11 Derfor udleverede jeg dig til en mægtig nation, der kunne straffe dig for din gudløshed og ondskab. Jeg forkastede dig. 12 Et grusomt folk fældede dig og lod dig ligge på bjergsiden. Dit løv faldt ned i dalene, og dine grene lå knækkede ved alle landets vandløb. Alle de folkeslag, som havde søgt ly under din skygge, forlod dig. 13 Fuglene slog sig ned på din faldne stamme, og de vilde dyr lagde sig oven på dine splintrede grene. 14 Ingen træer har lov at få så høje stammer, at de når til skyerne, uanset hvor dybt ned deres rødder når, og hvor meget vand de får. Ingen skal sætte lid til deres egen styrke og storhed. Alle skal forgå og ende i dødsriget. Selv de stærkeste ender i graven.
15 Gud Herren siger: Den dag du endte i dødsriget, holdt jeg vandstrømmene tilbage. Jeg klædte Libanon i sørgedragt, og alle landets træer hang med bladene. 16 Ved braget fra dit fald skælvede folkeslagene af skræk, for jeg styrtede dig i graven til dem, der gik forud for dig. Dernede fandt de andre stolte træer fra Guds have trøst, for du delte skæbne med dem, alle disse engang så ranke cedre, hvis rødder nåede ned til grundvandet. 17 Dine forbundsfæller, som sad i din skygge, endte samme sted, for de blev hugget ned af fjendens sværd og fulgte dig i dødsriget. De sluttede sig til dem, der tidligere var blevet fældet.
18 Egypten, du er større og prægtigere end alle andre træer i Guds have, men du skal alligevel ende i graven som Assyrien og de andre. Du kommer til at ligge side om side med de folkeslag, du foragtede og besejrede i krig. Det er egypterkongens og hans folks skæbne, siger Gud Herren.”
Bøn om Israels redning og hævn over fjenden
79 En sang af Asaf.
Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
De har gjort din helligdom uren
og lagt Jerusalem i ruiner.
2 Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
3 Blodet flød i Jerusalems gader,
der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
4 Nabolandene håner og foragter os,
vi er blevet til spot for vore omgivelser.
5 Hvor længe vil du straffe os, Herre?
Hvor længe vil din harme brænde som ild?
6 Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
Straf dem, der ikke tilbeder dig.
7 Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
de har lagt byen og landet i ruiner.
8 Straf os ikke for vore forfædres synder.
Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
Er vi ikke blevet ydmyget nok?
9 Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
for du er en trofast og nådig Gud.
10 Hvorfor skal gudløse folk håne os?
De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
så alle i hele verden får det at vide.
11 Lyt til fangernes suk,
red dem, som er dømt til at dø.
12 Tag syvfold hævn på de folkeslag,
som har hånet dig, Herre.
13 Så vil vi takke dig for evigt,
vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.