M’Cheyne Bible Reading Plan

23 Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels Sange: ² Ved mig talede Herrens Ånd, hans Ord var på min Tunge. ³ Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt, ⁴ han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der fremlokker Urter af Jorden efter Regn." ⁵ Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt, fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst, skulde han ikke lade den spire frem? ⁶ Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med Hænder; ⁷ ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes de op.

⁸ Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet, Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd over 800 faldne på een Gang. ⁹ Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn; han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage, ¹⁰ holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd blev træt og klæbede fast ved Sværdet; Herren gav dem den bag en stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at plyndre. ¹¹ Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af Linser, og Folket flygtede for Filisterne; ¹² men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og Herren gav dem en stor Sejr.

¹³ Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i Refaimdalen. ¹⁴ David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning lå i Betlehem. ¹⁵ Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?" ¹⁶ Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for Herren ¹⁷ med de Ord: "Herren vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.

¹⁸ Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var navnkundig iblandt de tredive; ¹⁹ iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke.

²⁰ Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag der var faldet Sne. ²¹ Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd. ²² Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte; ²³ iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt.

²⁴ Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn fra Betlehem; ²⁵ Haroditen Sjamma; Haroditen Elika; ²⁶ Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa; ²⁷ Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj; ²⁸ Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa; ²⁹ Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; ³⁰ Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj; ³¹ Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim; ³² Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen; ³³ Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn; ³⁴ Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn, fra Gilo; ³⁵ Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab; ³⁶ Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani; ³⁷ Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager; ³⁸ Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; ³⁹ Hetiten Urias. I alt syv og tredive.

3 O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? ² Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre? ³ Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i Kød? ⁴ Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves! ⁵ Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? ⁶ ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed". ⁷ Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn. ⁸ Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig skulle alle Folkeslagene velsignes", ⁹ så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.

¹⁰ Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem." ¹¹ Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart, thi "deri retfærdige skal leve af Tro." ¹² Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem." ¹³ Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den, som hænger på et Træ"), ¹⁴ for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.

¹⁵ Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil. ¹⁶ Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd", hvilken er Kristus. ¹⁷ Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet. ¹⁸ Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.

¹⁹ Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Hånd. ²⁰ Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een. ²¹ Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov. ²² Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro. ²³ Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares, ²⁴ så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. ²⁵ Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. ²⁶ Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus. ²⁷ Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. ²⁸ Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. ²⁹ Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.

30 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn, profeter og sig: Så siger den Herre Herren: Jamrer: Ak, hvilken Dag! ³ Thi nær er Dagen, ja nær er Herrens Dag; det bliver en Mulmets Dag, Hedningernes Tid. ⁴ Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien gribes af Skælven, når de slagne segner i Ægypten, når dets Rigdom bortføres og dets Grundvolde nedbrydes. ⁵ Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket, Kub og min Pagts Sønner" skal falde for Sværdet med dem. ⁶ Så siger Herren: Alle, som støtter Ægypten, skal falde og dets stolte Herlighed synke sammen; fra Migdol til Syene skal de falde for Sværdet, lyder det fra den Herre Herren. ⁷ Det skal lægges øde blandt øde Lande, og Byerne skal ligge hen blandt tilintetgjorte Byer; ⁸ og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg sætter Ild på Ægypten og alle dets Hjælpere knuses. ⁹ På hin Dag skal der udgå Sendebud fra mig på Skibe for at indjage det sorgløse Ætiopien Rædsel, og de skal gribes af Skælven over Ægyptens Dag; thi se, den kommer. ¹⁰ Så siger den Herre Herren: Jeg gør Ende på Ægyptens Herlighed ved kong Nebukadrezar af Babel. ¹¹ Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene, skal hentes for at ødelægge Landet; de skal drage deres Sværd mod Ægypten og fylde Landet med slagne. ¹² Jeg tørlægger Strømmene, sælger Landet til onde Folk, og ved fremmede ødelægger jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg, Herren, har talet.

¹³ Så siger den Herre Herren: Jeg tilintetgør Afgudsbillederne og udrydder Høvdingerne af Nof og Fyrsterne af Ægypten; de skal ikke findes mere; og jeg indjager Ægypten Rædsel. ¹⁴ Jeg lægger Patros øde, sætter Ild på Zoan og holder Dom over No. ¹⁵ Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens Bolværk, og udrydder Nos larmende Hob. ¹⁶ Jeg sætter Ild på Ægypten, Syene skal skælve af Angst, der skal brydes Hul på No, og dets Mure skal nedrives. ¹⁷ De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for Sværdet og Kvinderne vandre i Fangenskab. ¹⁸ I Takpankes sortner Dagen, når jeg der sønderbryder Ægyptens Herskerstav, og dets stolte Herlighed får Ende der. Selv skal det skjules af Skyer og dets Småbyer vandre i Fangenskab. ¹⁹ Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende, at jeg er Herren.

²⁰ I det ellevte År på den syvende Dag i den første Måned kom Herrens Ord til mig således: ²¹ Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos Arm har jeg brudt; og se den skal ikke forbindes, ikke læges ved at der lægges Bind om den, så den kunde få Kræfter til atter at gribe Sværdet. ²² Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over Farao, Ægyptens Konge, og bryder hans Arme, både den hele og den brudte, og lader Sværdet falde af hans Hånd. ²³ Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene. ²⁴ Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger mit Sværd i hans Hånd; og jeg bryder Faraos Arme, og han skal stønne for ham på såredes Vis. ²⁵ Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal synke; og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg lægger mit Sværd i Babels Konges Hånd og han svinger det imod Ægypten. ²⁶ Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene; og de skal kende, at jeg er Herren.

³⁸ Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; ³⁹ han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

⁴⁰ Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! ⁴¹ De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; ⁴² hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, ⁴³ da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, ⁴⁴ forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, ⁴⁵ sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, ⁴⁶ gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, ⁴⁷ slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, ⁴⁸ prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. ⁴⁹ Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; ⁵⁰ frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; ⁵¹ alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, ⁵² lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, ⁵³ ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; ⁵⁴ han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, ⁵⁵ drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

⁵⁶ Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; ⁵⁷ de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, ⁵⁸ de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. ⁵⁹ Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; ⁶⁰ han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; ⁶¹ han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, ⁶² prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; ⁶³ Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, ⁶⁴ dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

⁶⁵ Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; ⁶⁶ han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. ⁶⁷ Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; ⁶⁸ han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; ⁶⁹ han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. ⁷⁰ Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, ⁷¹ hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; ⁷² han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.