M’Cheyne Bible Reading Plan
Davids sidste ord
23 Det følgende er Davids sidste ord:
„Et budskab fra David, Isajs søn,
et budskab fra en, som Gud har gjort stor,
som Jakobs Gud har salvet til konge,
helten som Israel synger om.[a]
2 Herrens Ånd talte gennem mig,
hans ord lå på min tunge.
3 Israels Gud talte,
Israels beskytter sagde til mig:
‚Den, der regerer retfærdigt,
den, der hersker i ærefrygt for Gud,
4 stråler som morgenens lys,
skinner som solen fra en skyfri himmel,
som lysglimt i det våde græs,
der lokker urter frem af jorden.’
5 Står min slægt ikke ret ind for Gud?
Har Gud ikke oprettet en evig pagt med mig?
En nøje beregnet og bevaret pagt.
Alt, hvad jeg har brug for til frelse,
mine behov og det, jeg længes efter,
dem får han til at spire frem.
6 Men onde mennesker er som tjørne, der fejes bort,
ingen vil røre ved dem.
7 Med en jernstang eller et spydskaft bliver de samlet i bunke;
bagefter brændes de op.”
Davids krigshelte
8 Blandt Davids mægtige mænd var der tre store helte: Den største var takmonitten Josheb-Bashebet. Med sit spyd dræbte han engang 800 modstandere i ét slag.
9 Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. Han var sammen med David, da de triumferede over filistrene i slaget ved Pas-Dammim. Den israelitiske hær flygtede, 10 men Elazar holdt stand og huggede filistre ned, indtil hans hånd blev så stiv, at han ikke kunne slippe sværdskæftet. Den dag gav Herren ham en stor sejr, så da de andre mænd kom tilbage igen, var der ikke andet for dem at lave end at samle krigsbyttet.
11-12 Den sidste af de tre store helte var Shamma, Ages søn af Harar-slægten. Engang, da filistrene angreb ham og hans mænd i en linsemark, flygtede alle mændene, men Shamma blev stående midt i marken og slog ene mand filistrene på flugt. Ved den lejlighed gav Gud ham en stor sejr.
13 Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang i høsttiden kom tre af dem hen til David, som opholdt sig ved Adullams hule, mens filistrene havde slået lejr i Refaimdalen. 14 David var i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. 15 David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” 16 Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. 17 „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.
18-19 Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd. Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.
20 Benaja, Jojadas søn fra Kabtze’el, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. 21 Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. 22 Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, 23 selv om han ikke regnedes blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.
24-39 Her følger en liste over de heltemodige krigere, der blev kaldt „De Tredive”: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shamma fra Harod; Elika fra Harod; Heletz fra Palti; Ira, Ikkesh’ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Zalmon fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Ba’anas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Hiddaj fra Ga’ash kløften; Abi-Albon fra Arba; Azmavet fra Bahurim; Eljahba fra Sha’albon; Jashens sønner; Jonatan, Shammas søn fra Harar; Ahiam, Sharars søn fra Harar; Elifelet, Ahasbajs søn fra Bet-Ma’aka; Eliam, Ahitofels søn fra Gilo; Hetzro fra Karmel; Pa’araj fra Arab; Jigal, Natans søn fra Zoba; Bani fra Gad; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Be’erot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias. I alt 37 heltemodige mænd.
Guds accept opnås ved tro, ikke ved at overholde de jødiske love
3 I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? 2 Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? 3 Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? 4 I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? 5 Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?
6 Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham.[a] 7 I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. 8 Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.”[b] 9 Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.
10 Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.”[c] 11 Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.”[d] 12 Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[e] 13 Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.”[f] 14 Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.
Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt
15 Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. 16 Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,[g] og det vil sige Kristus. 17 Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år.[h] 18 Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.
19 Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. 20 Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.
Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven
21 Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. 22 Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.[i] Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.
23 Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven. 24 Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. 25 Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.[j]
I er ikke umyndige slaver, men Guds børn
26 Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn. 27 Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus. 28 Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus. 29 Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham.
En klagesang over Egypten
30 Herren sagde til mig: 2-3 „Du menneske, profetér og sig:
Råb af rædsel, for tiden er kommet,
dagen, hvor Guds dom bliver virkeliggjort.
Herren er klar til at gribe ind.
Det bliver en sort dag for folkeslagene.
4 Sværdet rammer Egypten,
Kush skælver af skræk.
Egyptens soldater falder i kampen,
landets rigdomme bliver røvet,
dets fæstninger jævnet med jorden.
5 Denne dom gælder også Egyptens lejesoldater, hvad enten de kommer fra Kush, Libyen, Lydien eller andre lande. De skal alle falde i krig, 6 for Gud Herren siger: Alle Egyptens allierede skal falde og udryddes sammen med Egyptens egen hær, landets stolthed. Krigen skal rase fra Migdol i nord til Aswan i syd, siger Gud Herren. 7 Landet bliver lagt øde som så mange andre, dets byer jævnes med jorden som de andre ødelagte byer. 8 Når jeg sætter ild til Egyptens land og uskadeliggør dets forbundsfæller, vil de indse, at jeg er Herren. 9 Nyheden bliver bragt med skib til de selvsikre kushitter, som vil ryste af skræk, når de hører, hvordan jeg straffer Egypten.
10 Hør hvad Herren siger:
Ved kong Nebukadnezar af Babylon
vil jeg gøre en ende på Egypten.
11 Hans grusomme og berygtede hær
skal ødelægge Egyptens land.
De skal nedsable landets soldater,
så der er bunker af lig overalt.
12 Jeg udtørrer Nilens vandstrømme,
giver landet i onde menneskers vold.
Jeg jævner Egypten med jorden
ved hjælp af et folk fra det fjerne, siger Herren.
13 Jeg knuser egypternes afgudsbilleder
og smadrer afguderne i Memfis.
Jeg udrydder alle Egyptens herskere,
så der bliver kaos og rædsel i landet.
14 Jeg ødelægger Patros,
sætter ild til Zoan og straffer No.
15 Min vrede skal ramme Sin, egypternes stærke fort.
Nos befolkning udrydder jeg.
16 Jeg sætter ild til hele Egypten,
så Sin skælver af skræk.
Nos mure gennembrydes,
Memfis angribes ved højlys dag.
17 Unge krigere fra Heliopolis og Bubastis falder for sværdet,
indbyggerne føres bort som slaver.
18 Når jeg knækker Egyptens magt
og gør ende på landets stolthed,
ser det sort ud for Takpankes.
Store røgskyer indhyller byen,
mens indbyggerne føres i eksil.
19 Jeg straffer Egypten eftertrykkeligt,
så de kan indse, at jeg er Herren.”
20 På den syvende dag i den første måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig:
21 „Du menneske, jeg har brækket egypterkongens arm,
og den skal ikke behandles eller forbindes,
så den igen bliver stærk og kan løfte sværdet.[a]
22 For Herren siger om egypterkongen:
Jeg vil brække begge hans arme,
både den raske og den, som allerede er skadet.
Sværdet falder ud af hans hænder.
23 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
24 Jeg styrker kongen af Babyloniens arme
og lægger mit sværd i hans hånd.
Men egypterkongens arme brækker jeg,
så han stønner som en døende foran den babyloniske konge.
25 Jeg lægger mit sværd i Babyloniens konges hånd,
og han svinger det over Egyptens land.
Når jeg giver babylonierne sejr over egypterne,
vil de indse, at jeg er Herren.
26 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
Da vil de indse, at jeg er Herren.”
38 Alligevel var Gud barmhjertig,
han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.
Ofte holdt han sin vrede tilbage,
lod ikke sit raseri få frit løb.
39 Han vidste jo, at de kun var mennesker,
de var som et vindpust, der farer forbi.
40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?
De vakte hans vrede og voldte ham sorg.
41 De provokerede deres Gud gang på gang,
de var ulydige mod Israels Herre.
42 De glemte hans underfulde kraft,
som befriede dem fra fjendens tyranni.
43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,
gjorde mægtige undere på Zoans slette.
44 Han forvandlede floderne til blod,
så vandet ikke kunne drikkes.
45 Han sendte insekter, som stak dem,
et mylder af frøer, som ødelagde deres land.
46 Han gav deres afgrøde til græshopperne,
hele deres høst blev ædt op.
47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl,
deres figentræer med den iskolde regn.
48 Deres kvæg bukkede under for haglene,
deres får blev ramt af lynene.
49 Han udøste sin vrede over dem,
sendte ødelæggelsen ind over dem.
50 Han gav sin vrede frit løb
og sparede ikke egypternes liv,
men gjorde dem til ofre for de mange plager.
51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
symbolet på hver eneste families frugtbarhed.
52 Men han førte sit eget folk i frihed,
ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.
53 Han ledte dem frem i sikkerhed,
mens deres fjender blev begravet i havet.
54 Han førte dem til det forjættede land,
det bjergland, han havde lovet at give dem.
55 Han drev folkeslag bort foran dem,
han uddelte landet til dem ved lodkastning,
så Israels stammer kunne bosætte sig der.
56 Men de trodsede igen den almægtige Gud,
de adlød ikke hans befalinger.
57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,
de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.
58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder,
æggede ham med deres offerhøje.
59 Gud så deres opførsel og blev meget vred,
han følte en stærk lede ved sit folk.
60 Han forlod sin helligdom i Shilo,
hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.
61 Han tillod, at arken blev taget som bytte,
overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.
62 Han lod mange blive dræbt i krig,
for han var vred på sit udvalgte folk.
63 De tapre krigere døde i deres ungdom,
de unge piger havde ingen at gifte sig med.
64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,
enkerne fik ikke lov at synge klagesange.
65 Da rejste Herren sig som af søvne,
som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.
66 Han drev fjenderne på flugt,
voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.
67 Men han forkastede Efraims krigere,
de der var efterkommere af Josef.
68 I stedet valgte han Judas stamme,
og besluttede sig for Zions bjerg.
69 Dér byggede han sin prægtige helligdom
på et fundament, som varer til evig tid.
70 Han udvalgte sin tjener David,
som ikke var andet end en fårehyrde.
71 Han fjernede ham fra faderens får
og gjorde ham til konge i Israel,
til hyrde for sit udvalgte folk.
72 David blev en god og retfærdig konge,
han ledte folket med kyndig hånd.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.